Jeg kan ikke tælle de gange, jeg fra israelske jøder har hørt sætninger som "Jeg skammer mig" og "Jeg beklager" i en reaktion på den forfærdelige forbrydelse, som krævede det palæstinensiske spædbarn, Ali Dawabshas liv i landsbyen Duma på Vestbredden i sidste uge.
Den stærke reaktion fra den israelske offentlighed og de israelske ledere på brandangrebet giver, oprigtigt talt, en vis trøst. Den voldsomme fordømmelse af denne forbrydelse har ikke alene gjort mig selv og andre palæstinensere skamfulde, men også forlegne – for det er ikke sådan vi palæstinensere har reageret på terrorangreb på jøder – end ikke de foragtelige mord på jødiske børn.
Vores reaktion har faktisk fremkaldt følelser af skændsel og vanære. Mens den israelske premierminister, præsident og andre offentlige personer var hurtige til i kraftige vendinger at fordømme drabet på Dawabsha, undsiger vore ledere sjældent terrorangreb på jøder. Og hvis en palæstinensisk leder som Mahmoud Abbas endelig udtrykker fordømmelse, er det ofte i vage og tvetydige vendinger.
Tag for eksempel det, der skete efter sidste års kidnapning og mord på tre israelske teenagedrenge, begået af palæstinensere på Vestbredden. Ikke alene tog det præsident Abbas fire dage at udsende en erklæring, som fordømte terrorangrebet, men selv da var fordømmelsen i bedste fald tøvende: "Det palæstinensiske præsidentembede... fordømmer den række af hændelser, som fandt sted i sidste uge, begyndende med kidnapningen af tre israelske drenge." Abbas gik derpå over til at bebrejde Israel for at have arresteret snesevis af Hamas-medlemmer efter bortførelsen og mordene på de tre drenge.
Senere i 2014 da Abbas udtrykte fordømmelse af et palæstinensisk terrorangreb som dræbte fem israelere i en synagoge i Jerusalem, forklarede Fatah-embedsmanden Najat Abu Baker få dage senere, at Abbas' fordømmelse var blevet fremsat "i en diplomatisk kontekst... [han] er tvunget til at tale på denne måde til verden."
Abbas' fordømmelse af angrebet på synagogen i Jerusalems Har Nof-kvarter kom tilsyneladende kun efter pres fra USA's udenrigsminister, John Kerry, som to gange telefonerede til den palæstinensiske leder og krævede, at han ytrede sig imod drabene. Abbas' udtalelse udtrykte, at den palæstinensiske ledelse fordømte "drabene på troende i en synagoge og alle voldshandlinger, uanset deres udspring." Hans erklæring opfordrede derpå til et ophør af "bosætternes indtrængen og provokationer mod Aqsa-moskeen."
Abbas' tvetydige og halvhjertede fordømmelser af palæstinenseres angreb på israelere er udelukkende beregnet på offentligheden og har primært til formål at formilde de vestlige donorer, så de bliver ved med at indskyde penge i Det Palæstinensiske Selvstyre. Desuden søger hans fordømmelser næsten altid at lægge skylden for de palæstinensiske terrorangreb på Israel – antagelig i et forsøg på at retfærdiggøre drab på jøder, begået af palæstinensiske terrorister.
I modsætning hertil lød de israelske ledere, som fordømte drabet på det palæstinensiske spædbarn, bestemte og utvetydige. Her er, hvad premierminister Netanyahu sagde efter at have besøgt det dræbte spædbarns forældre og bror, som blev såret ved brandangrebet og blev behandlet på israelske hospitaler: "Stående ved denne lille drengs seng og med hans spæde lillebror så brutalt myrdet, er vi chokerede, vi er oprørte. Vi fordømmer dette. Der er nul tolerance over for terrorisme, uanset hvor den kommer fra, hvilken side af hegnet den kommer fra."
Netanyahus stærke og klare fordømmelse fik mig og andre palæstinensere til at spørge os selv, hvornår vi sidst har hørt lignende udtalelser fra vore egne ledere. Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har hørt Abbas eller nogen anden palæstinensisk leder give udtryk for chok og oprørthed over mordet på en jøde i et palæstinensisk terrorangreb. Jeg kan heller ikke huske, hvornår vi sidst har hørt om, at en palæstinensisk embedsmand har besøgt de israelske ofre for et palæstinensisk terrorangreb.
De israelske lederes fordømmelse af drabet på spædbarnet er en oprigtig stemme, som afspejler holdningen hos det store flertal i den israelske offentlighed. De palæstinensiske lederes undsigelser af terrorangreb afspejler derimod ikke den generelle indstilling i de palæstinensiske gader. Hver gang Abbas nødtvungent fordømmer et palæstinensisk terrorangreb, bliver han mødt med en bølge af kritik fra mange palæstinensere.
Ulig den israelske offentlighed, skynder mange palæstinensere sig at retfærdiggøre, ja ligefrem hylde, terrorangreb på jøder. Sådan var situationen for blot få uger siden, da en israelsk mand blev skudt og dræbt nær Ramallah. Adskillige palæstinensiske fraktioner og militære grupper hyldede mordet og kaldte det en "naturlig reaktion på israelske forbrydelser."
Dette er den kolossale forskel på israeleres og palæstinenseres måde at reagere på terrorisme. Drabet på Dawabsha blev efterfulgt af tusindvis af israelere, som afholdt massemøder imod vold i en fordømmelse af den horrible forbrydelse. Men har man nogensinde hørt om et tilsvarende massemøde på den palæstinensiske side, når terrorister dræber uskyldige jødiske civile? Er der en eneste højtstående palæstinensisk embedsmand eller fremtrædende figur, som tør ytre sig offentligt imod mord på jøder, på et massemøde i centrum af Ramallah eller byen Gaza? Har der nogensinde været en palæstinensisk aktivist, som vovede at afholde et massemøde i en palæstinensisk by for at fordømme selvmordsbombninger og mordet på en hel jødisk familie?
Mens israelere har afholdt massemøder for at fordømme terrorangreb på vores befolkning, har vi fejret drab på jøder. Hvor mange gange er vi ikke gået på gaden og har uddelt slik og kager i jubel over drab på jøder? Disse kvalmende scener i gaderne på Vestbredden og i Gaza-striben, med mænd og kvinder som fejrer terrorangreb på jøder, er aldrig blevet fordømt af vore ledere. Disse scener er blevet almindeligt forekommende, hver eneste gang palæstinensiske terrorister udfører angreb på jøder.
Disse scener står i skarp kontrast til de offentlige udtalelser og massemøder i Israel som reaktion på terrorangreb på palæstinensere. Vore ledere burde tage ved lære af Israels præsident, Reuven Rivlin, som sagde, at han var "skamfuld" og "fuld af smerte" over drabet på et palæstinensisk spædbarn. Hvornår har en palæstinensisk leder sidst anvendt en sådan retorik til at fordømme mord på jøder? De lakoniske udtalelser, som er udgået fra Abbas' kontor som reaktion på terrorangreb på jøder, har aldrig nævnt skam eller smerte.
 Israels præsident, Reuven Rivlin, besøgte den 4-årige Ahmed Dawabsha på hospitalet den 31. juli. Dawabsha blev stærkt forbrændt ved et brandangreb på hans hjem i landsbyen Duma, hvorunder hans lillebror blev dræbt og hans forældre ligeledes blev såret. (Foto: Mark Neyman/Israel Government Press Office) |
Vi har undladt at opdrage vores befolkning ud fra principperne om tolerance og fred. I stedet bliver vi ved med at billige og hylde terrorisme, især når den er rettet mod jøder. Vi ønsker kun, at hele verden skal fordømme terrorisme, når den kræver palæstinensiske liv. Vi har nået et punkt, hvor mange af os er bange for at ytre os imod terrorisme eller imod uden videre at acceptere den, når den kræver jødiske liv.
Den israelske præsident har god grund til at skamme sig over drabet på spædbarnet. Men hvornår vil vi palæstinensere føle en snert af skam over vores måde at reagere på mord på jøder? Hvornår holder vi op med at glorificere terrorister og opkalde gader og offentlige pladser efter dem i stedet for at fordømme dem i stærke vendinger og smide dem ud af vores samfund? Vi har stadig meget at lære af de israelske ledere og den israelske offentlighed.