Jøder er blevet kaldt for "kanariefuglen i kulminen." Minearbejderne plejede at tage kanariefugle med ned i minerne, fordi kanariefuglen ville dø af udslippende gas i mineskakten, inden gasniveauet blev så højt, at det ville dræbe mændene eller blive eksplosivt. Når kanariefuglen holder op med at synge, er det et tegn til mændene om at se at komme ud af minen. Hvordan er det en egnet metafor for jøderne? Bag metaforen ligger erkendelsen af, at det der overgår jøderne, vil overgå alle. Hvorfor skulle det forholde sig sådan? Det er emnet for denne artikel.
FØRSTE DEL: DEMOKRATIETS RØDDER: DEN HEBRAISKE BIBEL
Mange akademikere og intellektuelle synes at være tiltrukket af totalitære ideologier: fascisme, kommunisme, Che Guevara, "Cuba si, Yanqui no." I dag synes der at optræde en beundring for den "palæstinensiske" sag, samt de utrættelige apologeter for islam ved mødet med en stadig mere omsiggribende jihad. Den ærefrygt og hensyntagen, som vistes den daværende iranske præsident Ahmadinejad, da han talte ved Columbia University, burde få enhver til at grunde over, hvorfor lederen af et regime, hvor dødsstraf er en daglig foreteelse -- et regime som massakrerer sin egen befolkning og truer en anden stat med folkedrab – skulle tildeles en sådan grad af omsorg ved et større amerikansk universitet.
Akademikere og andre intellektuelle er gennemsyret af den vestlige civilisations rødder, som har deres udspring i Grækenland og Rom. I den græske republik, forherliget som demokratiets kilde, var der måske to procent af indbyggerne, som var delagtige i og nød godt af dens goder. Alle de andre indvånere i riget var tiggere, slaver eller næsten slaver, bønder som var én fejlslagen høst fra at miste deres jord til kreditorerne og blive gældsslaver, hvis gæld aldrig kunne betales og ville gå i arv til deres børn. De havde intet at sige i offentlige sager. Det svarer meget til at kalde Saudi-Arabien for et demokrati, fordi alle emirerne kan stemme. Én emir, én stemme. Demokrati i den græske udgave.
Der er i praksis ikke den store forskel på romersk styre og stalinistisk eller nazistisk styre, bortset fra at stalinisterne og nazisterne havde en bedre teknologi. Der er i praksis ingen forskel på kommunistisk styre og fascistisk styre. Kun retorikken og anden staffage er forskellig. Ligeledes er der i praksis heller ikke den store forskel på islamisk styre og stalinistisk eller nazistisk styre. Derfor synes vestlige intellektuelle ganske afslappede over for jihad-benægtelse. Den katolske kirke havde legitimeret og sanktioneret tyranniet lige siden det 4. århundrede. Men i løbet af de seneste tre hundrede år har den, som følge af Oplysningen (som bliver behandlet nedenfor), mistet den sin evne til at gøre dette. Så tyranniets kræfter har mistet denne støtte. Islam er netop den totalitære religion, de har brug for. Ceremonierne og den ydre staffage kan forekomme bizar, men ellers er den perfekt til at sanktionere tyranniet. Faktisk er den bedre, end den kristne kirke nogensinde var, af grunde som ligeledes vil blive behandlet her.
Samtidig eksisterer der en vis akademisk antipati over for jødiske kilder, jødisk perspektiv, Israels rolle og indflydelse i historien og over for jødedommen selv. Betydningen af alt, hvad jøder nogensinde har gjort, skal minimeres, om muligt skjules helt eller simpelthen ignoreres. Se på, hvor meget fønikierne, ifølge akademikerne, udrettede i oldtidens verden. I virkeligheden har der aldrig eksisteret et folk, som kaldte sig "fønikiere." Det var, hvad grækerne kaldte det folk, som boede langs Middelhavets østlige kyst. "Fønikierne" var sidonerne, tyrenerne, beirutterne osv., og israelitterne. Faktisk sluttede kong Salomon af Israel og kong Hiram af Tyrus deres flåder sammen. Der hvor tyrenerne drog hen, rejste de sammen med israelitterne. Der hvor israelitterne drog hen, drog tyrenerne med dem.
Der er to reaktioner herpå fra akademikerne: Bibelen, ville de sige, er upålidelig som historie. Deres svar synes imidlertid at være den "accepterede sandhed," som overlever alle bekræftelser på historisk nøjagtighed i den hebraiske bibel og alle fremsatte modbeviser imod forsøgene på at vise, at den hebraiske bibel ikke er pålidelige historie. Den store arkæologiske pioner, Heinrich Schliemann, brugte den for eksempel med stor succes som vejledning ved sine store udgravninger.
Så deres næste svar er at ignorere den. At undlade at forholde sig til den overhovedet. Mennesker, som nu og da ytrer sig til fordel for den hebraiske bibels historiske nøjagtighed, ser ofte deres karriere blive kørt ud på et sidespor.
Historikerne fremkom med seriøse indvendinger imod Hitler's War Against the Jews 1933-1945 [Hitlers krig mod jøderne 1933-1945] af Lucy Dawidowicz, fordi titlen antyder, at udslettelsen af jøderne var Hitlers primære mål og ikke et tilfældigt, sekundært aspekt ved krigen. Akademikerne kan ikke tilstå jøderne så stor betydning. De føler sig nødsaget til at påpege, at der var andre, som døde i gaskamrene, ikke kun jøder, men også sigøjnere [romaer], personer med genetiske fejl, homoseksuelle, fagforeningsfolk, kommunister og andre, udpeget som værende degenererede. Det gjorde de bestemt, men jøderne var et helt specielt tilfælde, som fik en ganske særlig opmærksomhed. Holocaust var den højst usædvanlige situation, hvor en hel nation mobiliseredes til et systematisk, omhyggeligt planlagt, industrialiseret massemord på et helt folk, lige til det sidste spædbarn. Det indebar nødvendigvis anvendelse af massive resurser at lokalisere hver eneste jøde i hvert eneste kvarter i hver eneste større og mindre by og hver eneste landsby under tysk besættelse, at drive dem sammen og enten at dræbe dem på stedet eller transportere dem fra hele Europa og Nordafrika til Polen for at blive myrdet en masse, og til sidst at skille sig af med ligene. De resurser, som blev viet til udslettelsen af jøderne, svarede til finansieringen af en tredje front.
Dawidowicz havde ret. Opgaven med at udslette jøderne fik forrang over flåden, selv da Tyskland var på vej mod nederlaget. Den tyske generalstab mødtes hver eneste uge og fordelte alle disponible resurser i Riget, herunder hvert eneste stykke rullende materiel i jernbanerne, til særlige opgaver efter den af generalerne fastsatte prioritering. Flåden løb tør for brændstof længe før dødslejrene gjorde det.
De to sider af den samme mønt er tiltrækningen til tyrannisk regeringsførelse og en insisteren på marginal opmærksomhed, om overhovedet nogen, over for jøderne.
Demokratiet udsprang af den jødiske bibel (også kendt som den hebraiske bibel eller Tora, som de kristne kalder for "Det Gamle Testamente"). Den er et dybt oprørsk dokument. Den forkynder lighed, samt at menneskehedens naturlige, ideale tilstand er frihed. Den fortæller også, at det er en pligt for hver eneste person i samfundet, især for herskerne, at beskytte og drage omsorg for de svageste medlemmer af samfundet. Enker og forældreløse børn er emblematiske.
Lighed i jødedommen kommer af menneskehedens fælles udspring. Sommetider bringes budskabet skjult, men det klinger for eksempel meget klart igennem i nedenstående sammenligning. Med en reference til det egyptiske samfund siger Tora:
Ved midnat dræbte Herren alle førstefødte i Egypten, lige fra den førstefødte hos Farao, som sidder på tronen, til den førstefødte hos fangen, som sidder i fangehullet; også alt det førstefødte af kvæget blev dræbt. (Anden Mosebog 12:29; alle oversatte citater fra Bibelen stammer fra udg. 1999, overs.)
Strukturen er hierarkisk, fra top til bund.
Med en reference til det israelitiske samfund, siger Tora:
I står i dag alle sammen for Herren jeres Guds ansigt, jeres stammehøvdinge, jeres ældste og jeres skrivere, alle Israels mænd, jeres kvinder og børn tillige med de fremmede i din lejr, både dine brændehuggere og dine vandbærere; (Femte Mosebog. 29: 9-10)
Strukturen, "både dine brændehuggere og dine vandbærere" går ikke fra top til bund. I stedet står de foran Gud i en social kreds, fra den ene og hele vejen rundt til den, der står ved siden af ham.
Slaveejerne i Amerika gjorde et stort nummer ud af det faktum, at slaveriet optræder i Bibelen. Det er rigtigt, at der optræder noget, der kaldes for 'eved, og som dybest set betyder "slave," ligesom ordets afledning 'avdut betyder "slaveri." Det er det ord, der anvendes til at referere til slaveriet i Egypten, som var et klassisk, egentligt slaveri på person og ejendom, også kaldet for løsøreslaveri.
I Tora-systemet er lovene, der vedrører 'avdut, imidlertid meget forskellige fra det klassiske slaveri, sådan som dette blev udfoldet i Amerika, og som det stadig praktiseres andre steder. "Slaver" i Tora-systemet er ikke løsøre. Slaver har rettigheder. Den mest slående, umiddelbare forskel i den oprindelige, hebraiske bibeltekst er forholdsreglerne vedrørende en bortløben slave. I Amerika krævede forfatningen, intet mindre, at slaven skulle leveres tilbage til sin herre i herrens hjemstat. I Tora er loven diametralt modsat, hvilket fremgår umiddelbart af teksten:
En træl, der er rømmet fra sin herre og har søgt tilflugt hos dig, må du ikke udlevere til hans herre. Han må slå sig ned hos dig på det sted, han selv vælger, i den af dine byer, han synes om, og du må ikke udnytte ham. (Femte Mosebog 23:16-17)
Der findes andre forskelle i de specifikke love. I Tora-systemet er det sådan, at hvis en herre slår sin slave og sårer ham, skal slaven sættes fri. Hvis en herre kun har mad nok til én, er han forpligtet til at give den til slaven. Hvis han kun har ét tæppe, er det slaven, der sover under det, ikke hans herre.
Der optræder to generelle kategorier af slaver i Tora: hebraiske slaver og kanaanæiske slaver.
Hebraiske slaver blev sat fri ved hvert shmitta-års (sabbatårs) begyndelse. Shmitta-året er hvert syvende år efter israelitternes ankomst til deres land, ikke det syvende år i slavens slaveri. Desuden skal hans herre give ham det, der i dag kaldes for "fratrædelsesløn," så han kan påbegynde sin frie tilværelse. Den hebraiske slave har ret til at beslutte, at han ikke ønsker at være fri, i hvilket tilfælde han forbliver slave indtil næste shmitta-år. Ved starten på Jubelåret (hvert 50. år fra israelitternes ankomst til deres land) kan han imidlertid ikke længere beslutte at forblive slave. Han sættes fri ved anvendelse af loven om "fratrædelsesløn."
Den kanaanæiske slave er tættere på den klassiske slave, men besidder ikke desto mindre rettigheder som de ovennævnte. Desuden er hans herre forpligtet til at påvirke den kanaanæiske slave til at konvertere til jødedommen. Gør han det, ændres hans status til hebraisk slave, og han sættes fri ved starten af det følgende shmitta-år, med "fratrædelsesløn." Hvis hans herre ikke kan påvirke ham til at acceptere jødedommen, bør han sælge slaven. For begge kategorier betyder dette at være slave hos en israelitisk herre således at være sat på sporet til frihed.
I virkeligheden er selve målet med "slaveri" i Tora frihed. Det lyder absurd, oxymoronsk eller ligefrem Orwell'sk, men det er det ikke.
Mennesker i Tora-systemet kunne blive slaver på forskellige måder. Det mest almindelige var, at de havde pådraget sig en gæld, som de ikke kunne betale. Mennesker i den slags vanskeligheder levede som "slaver" for frie borgeres familier, hvor de kunne iagttage og indlære den frie borgers disciplin og tankegang og finde ud af, hvordan de skulle håndtere deres tilværelse.
Målet er frihed. Slaver ved ikke, hvordan man er fri. Israelitterne havde Gud selv til at lære sig det gennem Moses, Hans talsmand. Og selv da, efter fyrre år i ørkenen, var lektien kun ufuldkomment indlært. Efter folket Israels ankomst til sit land blev husherren og hans familie undervisere i frihedens veje.
Selv når det gælder "slaveri," arbejder Tora hen imod hvert eneste menneskes naturlige og ideale tilstand, som er frihed.
ANDEN DEL: DEN HEBRAISKE BIBEL OG OPSTAND I EUROPA
Den første oversættelse af Bibelen til et europæisk nationalsprog, "Wycliffe-bibelen," blev foretaget i England i slutningen af det 14. århundrede fra den katolske bibel. Det var før bogtrykkerkunstens opfindelse. Hver eneste kopi blev skrevet i hånden, og den blev voldsomt undertrykt overalt i Europa.
Men da folk først kunne læse Bibelen eller få den læst højt, indledte den, trods undertrykkelsen, urolighederne til en egentlig revolution, især i England. På baggrund af Wycliffe-bibelen, omkring 1382, opstod "lollarderne," en politisk og religiøs bevægelse, som voksede og spredtes trods uhyre håndfaste forsøg på at undertrykke den. Den blev den væsentligste indflydelse på Jan Hus og hans proto-reformation i Bøhmen. Historikeren Francisco Gil-White skriver:
"Hvorfor findes der antisemitisme?
".... Der har været og findes stadig så megen antisemitisme i Vesten, fordi jødedommen er den politiske venstrefløjs oprindelige massebevægelse. Det er den progressive politiks oprindelige bevægelse, som forkyndte frihed, retfærdighed, lighed, etik og medfølelse. Dette er præcist grunden til, at Vestens herskende klasser altid har forfulgt jøderne og lært de almindelige ikke-jøder at hade dem, for at ikke almindelige mennesker skulle lære af jøderne, at de har ret til at leve i frihed og lighed. Når dette først er forstået, vil Vestens historie, med dens endeløse sekvenser af anti-jødiske massakrer, for første gang give mening." [1]
Hus blev brændt ved marterpælen som kætter, og hussitter-bevægelsen blev kraftigt undertrykt, men dens indflydelse bredte sig, herunder kravet om at gøre Bibelen tilgængelig for alle på deres nationale sprog.
Wycliffe-oversættelsen blev efterfulgt, omkring 150 år senere, af Tyndale-bibelen, oversat fra de oprindelige hebraiske, aramæiske og græske kilder. Tyndale blev henrettet i Belgien som kætter. Godt to år senere brød Henrik VIII med romerkirken og oprettede sin egen kirke, Church of England. Han havde brug for en officiel bibel til sin nye kirke og valgte Tyndale-oversættelsen, som han derpå lod trykke i stort antal. Denne udgivelse og dens udbredelse lovliggjorde fuldkommen bibelstudierne i England. Revolutionen tog til, og rækkerne af protestantiske, fundamentalistiske puritanere voksede år for år til trods for, at den puritanske gudstjeneste blev forbudt og gjort strafbar med døden.
På mindre end 100 år optrådte der radikale, fundamentalistiske, protestantiske grupper, så som 'diggers' og 'levelers,' som afviste adelens legitimitet og, selvfølgelig, kongers guddommelige ret, alt sammen med udgangspunkt i menneskehedens fælles oprindelse, ("When Adam delved and Eve span, who was then the gentleman?" [Dengang Adam gravede og Eva spandt, hvem var da herremand?], samt puritanerne som nægtede at skelne mundtligt mellem adelsmænd og borgere. Det er grunden til, at de velkendte termer 'thee' og 'thou' og 'thine' og 'ye' og 'hast' og 'thinkest' forsvandt ud af det engelske sprog kort før slutningen af det 17. århundrede. Alle skulle kaldes for "you" på samme vis som en adelsmand, herunder mand og kone, børn, slaver, samt hunde, katte, heste og muldyr.
Omtrent samtidig med Tyndale-oversættelsen oversatte Martin Luther Bibelen til tysk. Heraf udsprang det, der kan have været den eneste bondeopstand i tysk historie. Bønderne troede fejlagtigt, at Luther ønskede sociale forandringer.[2] Luther ønskede ikke sociale forandringer, men, som bønderne så rigtigt havde forstået, Gud ønskede sociale forandringer.
Den amerikanske revolution er fuld af retorik og doktriner, som stammede fra den hebraiske hellige skrift; billedet af Amerika som en ny udgave af israelitterne som fribårne i deres land, som var en ø af frihed omgivet af et hav af brutalt tyranni. Atlanterhavet blev åbenlyst sammenlignet med Jordan-floden, der adskilte Israel fra tyranniets formørkede verden. Geneve-bibelen, med kommentarer af Knox og Calvin og andre protestantiske begavelser, sås overalt, og kolonierne svømmede i pamfletter og afhandlinger om "hebraisk styrelse," og hvordan denne skulle anvendes i kolonierne. Folk var fortrolige med emnet hebraisk styrelse. Universiteter, som blev grundlagt i denne periode, bærer stadig i dag hebraiske slogans i deres segl, fordi de underviste i den hebraiske bibel på det originale hebraisk og aramæisk. (Visse dele af den, heriblandt Daniels Bog, er på aramæisk.) De "klassiske sprog" på den tid var hebraisk, aramæisk, latin og græsk.
Forestillingen om, at mennesket "af sin Skaber er blevet udstyret med visse umistelige rettigheder," stammer fra de jødiske hellige skrifter, så afgjort ikke fra græsk eller romersk politisk filosofi. Liberty Bell [Frihedsklokken] har et citat fra den jødiske bibel indgraveret (Tredje Mosebog 25:10). "I skal ... udråbe frigivelse i landet for alle dets indbyggere." Man vil få svært ved at finde et citat fra Platons Staten.
Professor Gil-White går endnu længere og konstaterer kategorisk, at hvis man søger tilbage til det første sammenstød mellem græsk og jødisk civilisation for omkring 2.500 år siden, har alle forestillinger om humanisme, alle doktriner om menneskelivets ukrænkelighed, om lighed, om frihed som en samfundsmæssig idealtilstand og om kongens pligt til at nære og beskytte massernes rettigheder og velfærd, deres oprindelse i jødiske kilder og jødiske tænkere.[3]
Tyrannerne har overvejende været klar over dette og har, med enkelte undtagelser så som Henrik VIII, forsøgt at nedgøre og dæmonisere jøderne, de jødiske kilder og jødisk tænkning, og har søgt at fjerne al jødisk indflydelse fra deres kultur. Måden at gøre dette på har tyrannerne dog haft svært ved at lære. Der har været en del fejlslagne forsøg.
Titus ødelagde templet i Jerusalem, massakrerede halvdelen af jøderne i landet og uddrev mange andre til slaveri i alle dele af det romerske imperium. Det virkede ikke. De jødiske samfund i Europa reagerede ved at skaffe penge til at løskøbe så mange som muligt fra slaveriet, hvorved der etableredes jødiske samfund i blandt andet Rhinlandet, Pannonien (Ungarn) og Dacien (Rumænien). Problemet med de jødiske oprør bredte sig blot og ændredes til en jødisk destabiliserende indflydelse.
Konvertering til jødedommen bredte sig uhæmmet i alle sociale klasser over hele imperiet. Slaverne blev henrykte ved forestillingen om, at slaver har rettigheder, at Gud bekymrer sig om slaverne og ønsker, at de skal være frie. De fattige og ulykkelige blev bevægede ved Guds bud om at tage sig af samfundets svageste medlemmer. Aristokratiet hungrede efter nogle dybere og mere gedigne forestillinger om menneskets spirituelle dimension, end den gamle mytologi kunne opbyde. Titus' egen nevø, Onkelos, konverterede og blev en stor Tora-lærd, som vi kan takke for den autoritative oversættelse af den hebraiske bibels første fem bøger til aramæisk, som udgjorde det jødiske folks talesprog på den tid. Det er sjældent, selv i vore dage, at finde en trykt hebraisk udgave af den fem Mosebøger uden Onkelos' oversættelse.
Toogtres år efter at Titus havde ødelagt Jerusalem og nedslagtet eller fordrevet de fleste af jøderne, gjorde jøderne i Judæa oprør igen, anført af en mand kendt som Bar Kokhba. Krigen var en desperat og bitter fireårig strid, og da romerne havde vundet, begik de endnu et folkedrab. Desuden beordrede kejser Hadrian skove nedbrændt, frugthaver rykket op med rode og salt pløjet i jorden, Jerusalem skulle have et nyt navn, Aelia Capitolina, og landet skulle hedde Syria Palaestina, "så navnet Judæa det Oprørske aldrig mere vil blive husket." Samme behandling havde til sidst gjort det af med Karthago, men den gjorde det ikke af med jøderne.
Inden der var gået to hundrede år, havde Rom igen problemer med jøderne, selvom folkedrabet var fortsat. Uanset hvor mange rabbinere og Tora-lærde romerne slog ihjel, eller hvor mange jøder de korsfæstede eller sendte ind til løverne i Colosseum, tiltog konversionerne til jødedommen så voldsomt inden for alle det romerske samfunds sociale klasser, at kejser Konstantin blev bange for, at han gennem konversioner ville miste kejserriget til jøderne.
TREDJE DEL: KONSTANTINS LØSNING TIL REDNING AF DET ROMERSKE TYRANNI FRA JØDERNE OG DERES OPRØRSKE BIBEL
Konstantin besluttede, at han havde brug for en officiel religion i kejserriget, en der lignede jødedommen tilstrækkeligt til at holde på romerne, især "patricierne" [de herskende klasser], men som alligevel var tilstrækkeligt fremmed for jødedommen til, at jøderne ville nægte at acceptere den. Han havde også brug for en doktrin, som krævede dæmonisering af jøderne. Konstantin og hans mor, Helena, skabte den.
Kristendommen var muligvis stadig en sekt i jødedommen, men to hundrede år tidligere, imod Peters og Jakobs udtrykkelige instrukser, havde Paulus åbnet den "indre gård" for ikke-jøderne. I hele denne periode var vejene ind til Jerusalem flankerede af korsfæstelser, men de kristne der blev korsfæstet eller sendt til Colosseum for at blive dræbt af gladiatorer eller løver, blev sendt i døden fordi de var jøder, ikke fordi de var kristne. Ikke-jødiske kristne var stort set upåvirkede af denne hærgen. På Konstantins tid havde romerne myrdet så mange jødiske lærde, at kirkens ledelse var overgået fra jøder, som var kyndige i Tora, til ikke-jøder som ikke var det. Ved at insistere på Jesu guddommelighed sørgede Konstantin for, at jøderne ville afvise doktrinen og blive udstødt af kirken, mens romerne, herunder kirkens ikke-jødiske ledere, ikke ville have problemer med at acceptere den.
Konstantin sammenkaldte til en konference for alle kristne grupper i Nikæa med henblik på at kanonisere troens dogmer. Der fandtes en gruppe af jøder, kendt som ebjonitterne (på hebraisk, 'Evyonim), som underviste i Tora, overholdt budene og mente, at Jesus var Messias. Men som jøder overholdt de det første bud, "Du skal ikke have andre guder end mig," nægtede at tro på at Jesus var Gud, og afviste enhver forestilling om en treenighed. Konstantin kunne derfor insistere på, at de blev ekskommunikeret.
Dermed var det stort set slut med kristendom blandt jøderne, og Konstantin fik præcis det, han ønskede: (1) en officiel religion som han kunne præsentere som den ægte, gyldige jødedom, som (2) jøderne ikke ville acceptere, (3) en kirkelig doktrin, som ville fordømme jøderne for kætteri og for at have slået Gud ihjel, og (4) en kirkeledelse, som villigt ville indtage sin plads i kejserrigets magtstruktur og begejstret påtage sig opgaven med at forfølge jøderne.
Denne løsning blev mønsteret for vestlig civilisation. Den udskilte jøderne, skildrede dem som ekstremt depraverede skabninger af den dybeste elendighed og absolutte ondskab, en fjende af alt godt og helligt; djævelsk lumske og farlige for riget og for anstændige folk; som vil overtage landet og gøre befolkningen til slaver (en projektion på jøderne af Cæsars egen motivation og hele den romerske styrelsesform). Det fik folk til at frygte og afsky jøderne og højlydt kræve, at kongen og kirken skulle beskytte dem og holde jøderne og deres indflydelse nede.
Undertrykkelsen af jøderne og deres indflydelse bragte selvfølgelig alle under mistanke; og den varede ved i femten århundreder. Den hjalp inkvisitorerne med at udvide deres terrorregime til at omfatte alle, såvel jøder som ikke-jøder. Ingen kunne tale af frygt for, at hans ord ville blive mistolke og virke, som om de afspejlede jødisk indflydelse, og dermed få ham indkaldt til at møde for inkvisitorerne. Inkvisitionen ebbede først ud i Spanien i 1830'erne, mere end tre hundrede år efter at der slet ikke længere fandtes nogen jøder i Spanien. Den sidste auto da fé [kætterafbrænding] i Mexico fandt sted i 1880'erne, fire hundrede år efter at Inkvisitionen var blevet indført for at sikre, at nyomvendte jødiske konvertitter ikke praktiserede jødedom i det skjulte.
I mellemtiden havde Oplysningen slået rod. Den var blevet indledt af Benedict Spinoza, en jøde i Amsterdam som skrev afhandlinger om fornuft og frihed. Fra Oplysningen udsprang den Franske Revolution. Med tilintetgørelsen af aristokratiet, gennembrydningen af ghettomurene og tilladelsen til at jøder reelt kunne blande sig med kristne, fik Oplysningen tyrannerne og kirkerne til at gå i panik. Tyrannerne i Europa forsøgte at bekæmpe Oplysningen ved at fordømme den som jødernes nederdrægtige værk for at undergrave den kristne civilisation.
Siden kom opstandene, som fejede gennem Europa i 1848, og som alle krævede det samme, som den Franske Revolution havde krævet; "frihed, lighed og broderskab." Selvom det lykkedes at undertrykke opstandene, var både kirken og den herskende elite i Europa rystet i sin kerne.[4] Fordømmelsen af Oplysningen som en jødisk sammensværgelse fik ikke fat. Det folkelig pres for universelt borgerskab og universel stemmeret (hvilket vil sige lighed), forfatninger, parlamenter, menneskerettigheder og frihed for alle, adskillelse af kirke og stat, osv. (det vil sige frihed) fortsatte og tog til. For at opretholde den offentlige orden fandt de autokratiske regeringer i Europa det nødvendigt at tale i den Franske Revolutions sprog, og i løbet af det 19. århundrede øgedes demokratiseringen.
Endelig, i begyndelsen af det tyvende århundrede, fandt elitens ledere det redskab de behøvede for at modvirke kravene om demokratisering, som var udsprunget af Oplysningen. The Protocols of the Learned Elders of Zion [De Vise Ældre af Zions Protokoller] var et falskneri, et plagiat af et skuespil, som var blevet skabt i Paris flere årtier tidligere, og som skildrede en konspiration om at overtage verden og slavebinde den ved hjælp af penge i den hensigt at bestikke regeringerne til at tyrannisere folket, massemedierne til at vildlede folket og bankerne til at nedbryde lande ved hjælp af ågerrente. Konspiratorerne i spillet var imidlertid ikke jøder, men frimurerordenen.
Lige meget. Det blev omarbejdet af en tjener hos zaren, som efter Ruslands ydmygende nederlag i den russisk-japanske krig havde brug for noget, der kunne distrahere de genstridige masser, som krævede rettigheder, en forfatning og et parlament med egentlig magt, hvormed de kunne konfrontere hans herredømme.
Protokollerne er fulde af infantile scenarier, så som edsaflæggelser i blod på en begravelsesplads ved midnat. Zaren, som sagde, at selv den mest uvidende bonde aldrig ville tro på noget så åbenlyst infantilt, og at udgivelsen af skriftet ville gøre zaren selv til grin, smed tjeneren ud sammen med hans Protokoller.
Lidet anede zaren, hvor mange mennesker i verden der ville tro på fortællingen, eller hvor durkdrevne mange af disse mennesker ville være. Det er den næst mest sælgende bog i verdenshistorien – kun overgået af Bibelen. Den skulle blive et grundfjeld af ondsindede anslag af anti-semitisme, herunder nazismen. Henry Ford omarbejdede den og udgav den som The International Jew [Den internationale jøde]. Den er en bestseller i den islamiske verden og er nem at finde på internettet. Dens vendinger bliver ved med at dukke op i medierne, i politiske diskussioner og endda i akademiske udgivelser af universitetslærere ved majestætiske institutioner som Harvard og University of Chicago.[5] Selvom det blev bevist i begyndelsen af 1920'erne, at der var tale om et falsum, tyvstjålet fra en identificeret kilde,[6] så fortsætter Protokollerne deres gang på internettet og især i muslimske lande. Verden kan simpelthen ikke tro, at det ikke er sandt. Det stemmer trods alt perfekt med alle de bagvaskelser, som kirken har terpet ind i hovederne på kristne lige siden Konstantin.
Med brugen af Protokollerne lykkedes det at dæmme op og vende demokratiseringen ved at overbevise de europæiske masser om, at de havde behov for en autoritær regering til at beskytte deres civilisation imod jødisk korruption og destruktion og til at beskytte dem imod jødisk slavebinding og fornedrelse. Protokollerne slog især rod blandt tyskerne efter Første Verdenskrig og Versaillestraktaten. Man havde set, hvordan jøder var steget i graderne i Weimarrepublikken, og jorden var gødet for en ansporing til hysteri om, at demokratiet var en jødisk sammensværgelse om at gribe magten, og dermed også for en stærk regering og kirke til at beskytte samfundet imod dem.
FJERDE DEL: BRUG AF OPLYSNINGEN IMOD DEN "OPRØRSKE" BIBEL
Andre elementer inden for de herskende eliter havde fundet en mere raffineret måde at fjerne den jødiske indflydelse på, ikke i samarbejde med kirkerne, men på sekulær vis. Redskabet var videnskab og pseudovidenskab, idet de faktisk brugte Oplysningen til at fjerne den vestlige civilisations jødiske rødder. Den officielle fortælling lyder, at videnskaben (fornuften) piller glorien af Tora. Alt, der bekræfter denne fortælling, får en fremragende behandling af universiteterne, bogforlagene og de øvrige "oplyste" intellektuelle kredse.
Der findes for eksempel kassevis af beviser, som støtter gyldigheden af evolutionsteorien, der helt tydeligt synes at modsige Bibelens beretning om verdens skabelse på seks "dage." Kristne fundamentalister gik direkte dens ærinde ved at insistere på, at Bibelen – som er både bogstavelig og mystisk, en tekst skrevet i lag på lag af "kode" -- kan læses og forstås på samme måde, som vi læser og forstår morgenavisen. Scopes-processen [i 1925], som spottende blev kaldt for "The Monkey Trial" [abe-processen], blev iværksat for at udbrede det synspunkt, at kun fæhoveder er religiøse. William Jennings Bryan, som forsvarede kreationismen i Scopes-processen, var en højt begavet mand og en dedikeret filantrop, to gange præsidentkandidat for det Demokratiske Parti, og havde fungeret som Woodrow Wilsons udenrigsminister. Han huskes imidlertid kun for sit anti-videnskabelige forsvar og desuden for at have gjort sig til talsmand for, at både guld og sølv kunne bruges som lovligt betalingsmiddel, et forslag som ikke blev vedtaget. Disse nederlag, som er lette at marginalisere, gjorde det nemt at begrave og glemme hans principielle advarsel under den spansk-amerikanske krig om, at de politiske kontrolmetoder for at støtte en autoritær regering i Filippinerne ville undergrave det amerikanske demokrati. Det er præcis, hvad der skete og stadig sker.[7] Mennesker ved magten ønsker ikke, at folk skal lægge mærke til det og tænke over det.
Noget lignende har fundet sted i skolen for "Higher Biblical Criticism" [højere bibelkritik]. Også her optræder der en officiel fortælling: Bibelen er ikke "sand," ikke "historisk," den blev skrevet og samlet over flere århundreder af forskellige forfattere og til sidst redigeret (dårligt) og kanoniseret. Uanset hvor mange af deres beviser, der har vist sig ikke at være korrekte, fik fortællingen om, at Bibelen kun indeholder ringe, om overhovedet nogen nøjagtighed, status af almen sandhed eller i det mindste accepteret dogme. De, der modsagde dette, ville se deres karriere fordufte.
Den hebraiske bibel er også blevet angrebet af moralske grunde, fordi den er aggressiv og militaristisk, nedgør aktuelle "sager i tiden" så som homoseksualitet, og synes at favorisere særskilte nationer, alt sammen noget der ifølge dagens politiske korrekthedsnorm er umoralsk. Den hebraiske bibel synes også ved en overfladisk læsning at godkende slaveri, ligesom andre kulturer på den tid gjorde det, herunder Perikles' Athen. Desuden ser det ud til, at mange i øjeblikket mener, at religion -- al religion, hver eneste religion – er årsag til så megen krig og undertrykkelse, at den bør undgås, end ikke undersøges. At gøre dette, ville være en bandlysning – men eftersom dette ord ingen plads har i videnskaberne, lyser vi ikke religion i band, men en bandlysning er det dog alligevel.
Disse tankeskoler, af deres tilhængere kaldet "progressive," synes, ved angiveligt at favne Oplysningen, at have haft held til at fjerne den vestlige civilisation fra dens bibelske ligheds- og frihedskilde. Resultatet er stigende forsøg på at undertrykke ytringsfriheden på universiteterne, i medierne og, især i Europa, gennem retsforfølgelse. Oplysningen, som skulle befri mennesker for tyranniet, synes i dag på fordrejet vis at blive dettes nye håndhæver.
På et eller andet tidspunkt i løbet af det 19. århundrede var det lykkedes for tyranniets kræfter, både de progressive og dem, der var tilknyttet kirkerne, at presse den hebraiske bibel tilbage i flasken og begrænse kategorien "klassiske sprog" til at omfatte latin og græsk, hvorved den hebraiske bibels sprog, hebraisk og aramæisk, blev skubbet ud på et sidespor. Denne nedtoning af den hebraiske bibel betød, at den igen skulle læses, ikke på sit eget sprog, men udelukkende gennem kejser Konstantins omfortolkende bibel, "Det Nye Testamente." Dette skulle sikre, at den vestlige civilisations forbindelse til demokratiets rod, nemlig den hebraiske bibel, visnede hen, og at vestlig civilisation igen udelukkende skulle være rodfæstet i Grækenlands og Roms autoritære samfund.
Indrømmet, det var fra den kristne bibel europæerne lærte, at det er Guds hensigt, at mennesker skal leve i frihed og lighed, hvilket har fremkaldt alle de revolutionære uroligheder siden det 14. århundrede, sådan som det er beskrevet ovenfor. Men hvis kirkernes autoriteter kan hindre folk i selv at læse den hebraiske bibel, så har de mulighed for at fortolke den hebraiske bibel for alle, og udelukkende gennem den kristne bibels filter. Det gør en forskel.
For eksempel kan man læse i Konstantins bibel: "Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er." (Matthæus 22:21). Hvad siger den hebraiske bibel? "Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren." (Salmernes Bog, 24:1). Hvad tilhører da kejseren? Absolut intet. Også han tilhører Gud. Tyranner hader dette. Der er en tydelig grund til, at den katolske kirke, det romerske kejserriges forlængede arm, forbød alle andre end præsterne at stifte bekendtskab med den hebraiske bibel.
I dag har Bibelen fået et dårligt ry og bliver anset for at være primitiv, moralsk inferiør, formørket overtro. Bibelen er effektivt fordrevet fra den offentlige diskurs. Marginaliseringen af Bibelen har igen gjort den vestlige verden tryg for det genopdukkende tyranni, automattilstanden for alle civilisationer , også den vestlige.
Jeg hørte engang filminstruktøren Orson Welles udtale i et radiointerview, at uden grækernes og romernes bidrag ville vi have en meget fattigere civilisation; uden jødernes bidrag ville vi slet ikke have nogen. Han havde ret, men det er i den retning, den vestlige civilisation går. Den synes at løsrive sig fra sine jødiske rødder og vende tilbage til sin automattilstand, rodfæstet i autokratiet fra Antikkens Grækenland og Rom.
FEMTE DEL: KONSTANTINS LØSNING HELT FREM TIL VOR TID
Europa har muligvis i dag forladt kristendommen, men dets had til jøder og jødedom er dybt indgroet. I vores multikulturelle tidsalder er vesterlændinge, især europæerne, ikke længere i stand til at se fuldkommen ondskab i noget menneske. Islam kan umuligt være så ond, som den syner. Nazismen kan ikke have været så ond, som vi har fået fortalt. Holocaust er helt sikkert blevet overdrevet. Ingen kan være fuldkommen ond, måske bortset fra nogle få forstyrrede enkeltpsykopater.
Men alt dette ændrer sig, når det er jøder, der står for skud. Pludselig bliver enhver beskyldning helt automatisk troet, uanset hvor moralsk fordærvet eller uhyggelig den er. Bevidst massakrering af palæstinensiske børn, racisme, "apartheid," systematisk undertrykkelse, folkedrabskrige og organhøst fra ofrene, det bliver alt sammen troet, præcis som kristne i en anden tidsalder troede – og måske stadig tror, ligesom mange muslimer i dag tror -- at jøder myrder ikke-jødiske børn og samler deres blod for at lave matzah [usyret brød] til Pesach [den jødiske påske]. Disse perverse og skræmmende opspind bliver troet uden behov for beviser, uanset hvor mange gange det er blevet bevist, at anklageren tidligere har løjet. Påstanden om, at zionisterne er "værre end nazisterne," burde få verden til at rulle rundt på gulvet og holde sig på maven af latter, især europæerne, eftersom de nazistiske rædsler blev begået i deres "forgård," på deres gader, på deres bytorve og jernbanegårde, med kvægvogne propfulde af skrigende jøder rullende gennem deres byer. Men nej, det anses af mange for at være et respektabelt bud, som man med rimelighed kan erklære sig enig eller uenig i.
Et arabisk medlem af Knesset (det israelske parlament) holdt en tale i Finland, hvori han kundgjorde, at det israelske styre er værre end apartheid. "Giv os apartheid," sagde han, som om det ville være bedre end det, de rent faktisk lever i. Han blev tiljublet med ophidselse og iver. Ingen syntes så meget som at have tænkt over, hvor mange sorte medlemmer af det sydafrikanske parlament der var kommet for at holde tale til dem i apartheidtiden. Der fandtes selvfølgelig ingen sorte medlemmer af det sydafrikanske parlament i apartheidtiden. Var der nogen, der frygtede og ængstedes over, hvilke frygtelige hævnreaktioner der ville ramme taleren, denne fattige, undertrykte mand, når han vendte hjem til det fascistiske, racistiske, folkedrabskyldige, værre-end-apartheid Israel? Næppe. På sæt og vis vidste de godt, at der intet ville ske ham. Det er alt sammen uhyggelig fiktion, og inderst inde ved de det godt; men troen på det giver europæerne frihed til af fuld hals at give udtryk for det jødehad, som er blevet indoktrineret i dem af kirkerne gennem de seneste sytten århundreder.
I søgningen efter en metode til at beskytte tyranniet mod jødernes "oprørske" indflydelse er der foregået en udvikling -- fra Titus' løsning via Hadrians og Konstantins løsninger -- til Hitlers "'Endlösung' på det jødiske spørgsmål;" og vi begynder allerede at kunne se, hvad der er under udvikling som næste fase.
Titus massakrerede halvdelen af jøderne i landet og uddrev mange flere som slaver. Det blev indledningen til jødisk tilstedeværelse i Rhinlandet, Pannonien (Ungarn), Dacien (Rumænien) og andre steder. Toogtres år efter Titus' folkedrab svarede jøderne igen med endnu en revolte.
Kejser Hadrian udførte ikke blot endnu et folkedrab, men ødelagde også landet selv og forsøgte at løsrive det fra alle referencer til det jødiske folk. Kun få jøder blev tilbage, og næsten alle der gjorde det, forblev slaver. Men i modsætning til Kartago, som kun havde sit land til at forene sit folk, havde det jødiske folk en anden kilde til national sammenhæng: Tora og dens grundliggende lære. Tora blev givet i ødemarken, og med den var det jødiske folk og den jødiske civilisation i stand til at fortsætte, selv uden land. Fra det antikke Roms synspunkt metastaserede og spredte "sygdommen" om frihed, lighed og menneskelivets ukrænkelighed sig udelukkende ved konversion.
Konstantin forsøgte derfor at bekæmpe den "skadelige" indflydelse fra den hebraiske bibel ved at påklistre en efterfølger, præsenteret som dens opfyldelse, hvorfor den hebraiske bibel blev udsat for en fortolkning gennem "Det Nye Testamentes" filter, og det jødiske folk blev fortrængt for siden at blive hånet og dehumaniseret i de kristne troendes øjne.
Det fungerede i tusind år (en periode kaldet "den mørke middelalder"), hvor ingen andre end de kristne præster havde lov til at læse Bibelen. Der var imidlertid et problem. Eftersom Konstantin havde været nødt til at ansætte romere, som i stort antal var tiltrukket af jødedommen,[8] måtte hans nye religion ligne den "forbedrede jødedom," opfyldelsen af jødedommen. Den var derfor nødt til at inkludere den hebraiske bibel for at vise, at den var dennes opfyldelse. Til sidst lukkede Wycliffe ånden ud af flasken med sin oversættelse af bibelen til engelsk. Folk fik nu direkte, ufiltreret adgang til den hebraiske bibeltekst. Resultatet blev de revolutionære uroligheder, som er blevet beskrevet ovenfor.
Når selv jøder som Benedict Spinoza, der blev ekskommunikeret af rabbinerne, og endda velassimilerede jøder i vore dage taler lidenskabeligt for idealer som frihed, lighed og menneskelivets ukrænkelighed, må det ligge jøderne i blodet. Så længe der er jøder, kan tyrannerne ikke vide sig sikre. Set med disses øjne bør man i sidste ende skille sig af med både jøderne og deres oprørske bibel. For tyranner har alt andet fejlet.
SJETTE DEL: NÆSTE FASE - ISLAMISK TYRANNI
Siden fulgte nazisternes "Endlösung" ubønhørligt, men også den fejlede. Tyskland kunne ikke erobre hele verden og udrydde hver eneste jøde lige til det sidste spædbarn. Desuden kunne det ikke lykkes fuldstændig, hvis kirkerne bestod, for kirkerne fører den hebraiske bibel med sig som en del af deres egen bibel, og de er nødt til at forholde sig til dens begreber og doktriner. For at rense verden for den oprørske hebraiske bibel havde nazisterne i sidste instans været nødt til også at udrydde kristendommen.
For tyranner er islam den perfekte løsning. Mens kristendommen påstår at være opfyldelsen af, hvad der fremsættes i den hebraiske bibel, og derfor må proklamere sin gyldighed, påstår islam at være den sande udgave af det, Allah gav til Moses. Islam påstår, at det, israelitterne ville have givet verden, hvis ikke rabbinerne havde forvansket manuskriptet, ville have været Quran [Koranen]. Set med islams øjne er den hebraiske bibel skrevet af mennesker og ikke af Allah; den har ingen gyldighed, og der er derfor intet at imødegå. Den er blot noget bras, sammen med sit budskab om frihed, lighed, menneskelivets ukrænkelighed og alles, især herskernes, pligt og skyldighed til at hjælpe de svageste medlemmer af samfundet og beskytte den almene sikkerhed og velfærd.
Islam er den perfekte religion til at gøre verden tryg for tyranniet. Desuden gør islam ingen hemmelighed af sine hensigter om at myrde hver eneste jøde i verden.[9] Ydermere har islam også fuldt ud til hensigt at udrydde kristendommen, sådan som det tydeligt fremgår af dens doktriner. Kun i Koranen skal de vantro halshugges (47:4), terroriseres (8:12), tilintetgøres (6:45), dræbes (4:91) og korsfæstes (5:33). Det fremgår også tydeligt af de bekræftende handlingerne hos dem, der fører jihad. Kunne tyranner overhovedet ønske sig mere?
Dette er koblingen i den "rød-grønne alliance." Hvordan kan den marxistiske, "progressive" venstrefløj og de islamiske jihadister slutte sig sammen, når jihadisterne blot ønsker at vende tilbage til den rene stamme-islam fra det syvende århundrede, og marxismen handler om progressive idealer som lighed, social retfærdighed og fred? Kig på deres standpunkter og på det, de står for. Hvad har de til fælles?
Det er faktisk nemt. Marxismen handler ikke om lighed eller social retfærdighed eller fornuft eller frihed eller fred. Marxismen handler om magt. De holdninger, som marxisterne gør sig til fortalere for, og de sager, som de støtter, er ikke i højere grad et udtryk for, hvad marxismen handler om, end de overdrevne uniformer i 1920'erne, 30'erne og 40'erne er et udtryk for essensen i fascismen. De er bare den maske, som fremvises for at opnå folks støtte i en bestemt tid og på et bestemt sted. Ligesom der i praksis ikke er nogen forskel på kommunistisk styre og fascistisk styre, er der heller ikke i praksis den store forskel på islamisk styre og nazistisk styre. Kun retorikken og ceremonierne og anden staffage er forskellig. Men både marxisme og islam handler om brutal, tyrannisk styring.
Spørg en "progressiv," hvad det er, han eller hun ønsker, at vi skal "progrediere" hen imod. Reaktionen vil som regel være en tom stirren. Svaret i den "progressive" bevægelses historie er i bund og grund en forestilling, som udspringer af Marx og Darwin: at menneskeheden stadig udvikler sig og kan gøres fuldkommen, og at det rette redskab til at styre denne udvikling er regering. I Sovjetunionen var homo sapiens selvbevidst i gang med at udvikle sig til en moralsk og socialt overlegen homo sovieticus. Det passer. Google på det og se det selv. Den slags kan man ikke finde på. Endvidere synes formodningen at være, at mennesket kan styres i retning af denne perfekte tilstand ved hjælp af en skånselsløs, uhæmmet brug af tvang og brutalitet – præcis hvad verden er vidne til fra de islamiske fanatikeres side hver eneste dag. Kommunisterne myrdede på deres side mere end hundrede millioner mennesker i forrige århundrede.
Er det så mærkeligt, at "progressive" vestlige ledere og det etablerede samfunds journalister bestandig bøjer sig for islamiske krav om at begrænse friheden og har givet islam en særstatus blandt religionerne? De beskytter den imod kritik, bagvasker dem der taler nedsættende om den, og fungerer hele tiden som reklamepresse for islam: de bliver ved med at forklare, at den spirende globale jihad og dens stadig mere omsiggribende rædsler "intet har at gøre med islam." Man kunne med langt større berettigelse påstå, at Inkvisitionen intet havde at gøre med kristendommen. Man kunne hævde, at Inkvisitionen i virkeligheden var anti-kristen, begået af mennesker, som fordrejede kristendommens doktriner. Ingen ytrer noget så tomhjernet og latterligt, undtagen i forsvaret af islam.
KONKLUSION
Når tyranner retter skytset mod jøderne og ophidser folk imod dem, er det i virkeligheden alles frihed der står for skud. Det er en fejl at påpege, at samme skæbne også er overgået andre, at ikke-jøder også blev gasset og kremeret, at Inkvisitionen forfulgte "alle," så hvorfor har jøderne så ondt af sig selv. Hele formålet med at smadre jøderne er præcist at trælbinde alle. Hvis volden mod jøder blusser op igen, er det fordi frihedens fjender er klar til at skride ind imod alles frihed.
Jøderne er som kanariefuglen i kulminen, ikke fordi jøderne som kanariefuglen bukker under for giften før alle andre. Det skyldes, at frihedens fjender ved, at al humanisme, alle doktriner om frihed og menneskelivets ukrænkelighed i vestlig civilisation kommer fra jøderne; fra jødiske skriftkilder og fra jødiske tænkere. For at slå disse forestillinger ned må de eliminere de jødiske rødder, de jødiske referencerammer og jøderne selv, hvis tilstedeværelse i sig selv minder om, at mennesker har en Gud-given ret til at leve i frihed og lighed. Målet med volden imod jøder er tilintetgørelsen af alles frihed, og det er derfor alle bør opfatte den som en advarsel.
Historisk set har demokratiet ikke varet særlig længe: mindre end tre hundrede år i Amerika; to hundrede ustadige år i Frankrig, afbrudt af periodiske genoplivelser af tyrannisk styre; ét hundrede og halvtreds år i Storbritannien, og knap hundrede problemfyldte år i forskellige dele af det europæiske kontinent, hvor det er blevet afbrudt af fascismen og dennes nazistiske variant i hele tyve år ud af de hundrede, samt af kommunismen i mere end halvfjerds år. Denne historie betyder, at de fleste af disse lande – undtagen [det tidligere] Tjekkoslovakiet, kortvarigt, og de skandinaviske lande – aldrig virkelig har oplevet demokratiet. Resten af Europa havde fascistiske regimer med en smule demokratisk staffage, når det gik højt.
I den islamiske verden er det kun Iran, der har oplevet demokratiet, og kun kortvarigt. CIA og det britiske efterretningsvæsen ødelagde det, fordi de frygtede den socialistiske regering, som iranerne valgte. Folket kunne godt lide demokratiet, og de husker det, hvilket blev tydeligt demonstreret under den mislykkede "Grønne Revolution" i 2009.
Demokratiet i Europa synes i dag næsten at være færdigt, idet det hurtigt falder for det islamiske tyranni på den ene side og det autokratiske styre ved de ikke-valgte, uansvarlige, ansigtsløse EU-bureaukrater på den anden, med et genopdukkende imperielignende Rusland i kulissen. Jeg frygter, at Amerika ikke er ret langt bagefter. Og jeg frygter, at hvis friheden fejler i Amerika, så vil den fejle overalt.
Prof. J.P. Golbert har været praktiserende advokat i New York, Californien og Israel for et multinationalt klientel, herunder israelske NGO'er, og har også virket som juridisk professor i Los Angeles. Han har været praktiserende jurist i Jerusalem siden 1986 og har bidraget med adskillige artikler til flere forskellige mediekanaler.
[1] Disse oplysninger skylder jeg historikeren prof. Francisco Gil-White. Hans bog, The Crux of World History, som tidligere har optrådt online, er under revidering. Den kommer online igen.
[2] Igen står jeg i gæld til professor Gil-White for denne oplysning.
[3] Se for eksempel drøftelsen af Spinoza i næste sektion.
[4] Gil-White, "Psychological warfare and political grammar", Del 9, "Why do enemies of democracy attack the Jews?"
[5] John Meersheimer og Steven Walt, "The Israel Lobby."
[6] Gil-White, "Psychological warfare and political grammar," fodnote 13.
[7] Gil-White, i "Psychological warfare and political grammar", Del 1, "Psychological warfare, communication research, and the media" og resten af sekvensen behandler indgående den ultimative udvikling af disse teknikker.
[8] Francisco Gil-White, The Crux of World History, citerer Shaye Cohen.
[9] Se for eksempel Hamas' Charter.