De seneste uger har man set seriøse tegn på interesse for en reform af islam i den muslimske verden. Det begyndte med det heltemodige og ærefulde initiativ sidst i 2014 fra Egyptens præsident, Abdel Fattah el-Sisi, som kritiserede islams ideologi. Han bemærkede, hvor fjendtlig den er over for hele verden, og opfordrede til en "revolution" inden for islam. Dette blev fulgt op af en appel fra Sheikh Ahmed al-Tayyeb fra Egyptens al-Azhar University med opfordringer til radikal reform af religiøs undervisning, skønt han uheroisk, æreløst og fuldkommen utroværdigt stadig forsøgte at skyde skylden på andre.
Der er også en egyptisk plan til bekæmpelse af radikal islamisme på dagsordenen ved det arabiske topmøde i Sharm El Sheikh den 26. marts.
Når muslimer nu selv forstår, at der er et problem, må politikere og centrale beslutningstagere i Norge – og over hele Europa og Vesten for dens sags skyld – også se dette i øjnene og bakke dem op.
Det er som om, el-Sisi, al-Tayyeb og andre har set, at islam, som den i øjeblikket byder sig, kan betragtes af mange som værende en frygtbaseret, magtsøgende, ekspansionistisk politisk ideologi, forklædt som religion. Den kunne også ses som havende indbyggede kontrolmekanismer, der sikrer loyalitet gennem trusler, dødstrusler eller frastødende voldshandlinger for "frafald", "fornærmelse af profeten", utilstrækkelig "lydighed", ikke at tilhøre den "rigtige" version af islam, spørgsmål eller kritik i almindelighed, for stort set hvilken som helst overtrædelse, eller blot for at forsøge at komme ud. En førende sunni islamisk teolog, Yusuf al-Qaradawi, som er den åndelige leder for Det Muslimske Broderskab, har indrømmet, at "hvis [muslimer] havde afskaffet dødsstraffen for frafald, ville islam ikke eksistere i dag."
Her i Norge begynder kritikere af islams ideologi så småt at høres, iblandt dem journalist og redaktør Vedbjørn Selbekk, Hege Storhaug, pastor Einar Gelius og den frygtløse politiker Per Sandberg.
Pastor Einar Gelius siger, at man skal kritisere og sætte spørgsmålstegn ved islams værdier og ideologi på samme måde som med kristendom. Selbekk, journalist og redaktør, lavede rav i den tilbage i 2006, da han vovede at genoptrykke nogle af Muhammed-tegningerne, der blev offentliggjort i Jyllands-Posten. For dette fik han forudsigeligt nok den kolde skulder af daværende norske statsminister Jens Stoltenberg. Den nuværende statsminister, Erna Solberg, har dog for nylig givet udtryk for fortrydelse over myndighedernes mangel på støtte til ham dengang.
Et andet spørgsmål man bør forholde sig til er, hvordan islam præsenteres i Europas uddannelsessystem. Den norske oversættelse af Koranen er blevet forkortet ved at tage de mindre charmerende dele ud. I almindelig norsk uddannelse præsenteres islam som om, den allerede var reformeret, og nu ikke er mere truende end for eksempel kvækere.
Det vigtige spørgsmål er her: Vil islam nu blive reformeret i overensstemmelse med den version, der findes i skolebøgerne? Eller vil skolebøgerne blive ændret til præcist at beskrive islams erklærede ideologi? I skolerne underviser man normalt ikke om ekspansionistiske politiske ideologier i religionstimerne. I øjeblikket fortæller den version, der findes på markedet, simpelthen ikke Norges indfødte befolkning det reelle indhold.
Norge har også planer om at udvise mindst 7800 illegale asylsøgere i år og har desuden hævet budgettet til dette med 150 million kroner (over 19 millioner dollars). Der var 7529 udvisninger i 2014 med et rekordantal i oktober på 834. I januar 2015 blev 494 mennesker udvist - af disse havde 180 straffeattest.
Repræsentanter for Norges udvisningsafdeling, som sorterer under politiet, sagde sidste november, at udvisninger havde en positiv indvirkning på kriminalstatistikker, da mange asylsøgere også er kriminelle.
I mellemtiden benytter pressen sig stadig af beskidte tricks for at miskreditere dem, der kender – og afslører de mere skræmmende sider af -- islam. Der har været bemærkelsesværdigt ringe mediedækning af den interesse i reform, der kommer til udtryk i Mellemøsten i dag. Fokusset her er stadig på at vildlede befolkningen om indholdet af islam.
På den mere positive side blev der, for første gang i forbindelse med den internationale kvindedag (en stor begivenhed i Norge), rettet politisk opmærksomhed mod ikke-vestlige kvinders problemer, såsom tvangsægteskaber og omskæring af kvinder.
En vigtig norsk stemme i diskussionen om problemer forbundet med kultur, kvindespørgsmål, homoseksualitet og integration er den muslimske Amal Aden, født i Somalia, som har levet under dødstrusler fra muslimer i årevis. Efter at have fået fortalt af politiet blot nogle få dage tidligere, at hun, af hensyn til sin egen beskyttelse, skulle holde op med at være så "højrøstet" i debatter, har hun nu fået mere politibeskyttelse.
Der er også en beklagelig tendens i Norge til at "bebrejde offeret", hvilket vil sige, at hvis du har noget at sige, og der er negative konsekvenser, er det din egen skyld – hvis du bare havde holdt kæft, ville alt have været i orden. Der ser ikke ud til at være stor opmærksomhed på, at denne selvcensur som svar på trusler blev brugt i det tidligere Sovjetunionen og af andre tyranner til at kvæle al dissens, før den overhovedet kan starte. Resultatet er, at man ender med at censurere sig selv til man når ind i en dødsspiral, hvor man vil underlægge sig stort set hvad som helst. Denne selvcensur betyder, uanset om den er frivillig eller resultatet af en indforstået trussel, døden for oplysningen, humanismen, og grundlaget for al videnskab: friheden til at stille spørgsmål.
Ironien i Norge er stor, når man ser på den enorme investering i anti-mobningsprogrammer i skolerne, ledsaget af den åbne ondskabsfulde mobning og latterliggørelse af voksne i medierne.
Det ser ud til, at politiet i ethvert europæisk land nu har hænderne fulde med at beskytte dem, der ønsker at beskytte ytringsfriheden. De, der henleder offentlighedens opmærksomhed på potentielle problemer med islam, eller som forsvarer ytringsfriheden (Hollands Geert Wilders, Ayaan Hirsi Ali, Abdel Aboutaleb; Danmarks Lars Hedegaard, Sveriges Lars Wilks, Norges Vebjørn Selbekk, Storbritanniens Salman Rushdie – og listen bliver ikke kortere).
Hvad siger alt dette om tingenes tilstand i Europa, om demokrati, ytringsfrihed og om islam?
Efterhånden som islams ubehagelige sider udspiller sig i noget, der til tider virker som en endeløs horror film, synes folk i stadig højere grad at være grundigt utilfredse. De ser, at politikerne ikke lytter til deres bekymringer, og de overvejer alternative politiske løsninger – henvender sig til kandidater, der virker lige så bekymrede, som de er, eller som vil tilbyde flere folkeafstemninger, som man har gjort i Schweiz.
Konstruktivt har politikeren Christian Tybring-Gjedde peget på de ting, der hæmmer Norge: ensretning, enighed og den kendsgerning, at medierne næsten altid har en hang til forudvalgte leverandører af en eller anden forudvalgt "sandhed". Med dette peger Tybring-Gjedde indirekte på Norges destruktive kulturelle tradition med Janteloven, som er opkaldt efter en roman fra 1933 af den dansk-norske forfatter Aksel Sandemose. Bogen behandler et socialt påbud, der synes at gennemsyre Skandinavien: "Du skal endelig ikke tro, du er bedre end nogen andre." Janteloven beskrives sommetider som en nedladende holdning til individualitet og succes: den nedgør individuelle præstationer, opretholder gruppetænkning og nedgør enhver, der skiller sig ud, især hvis vedkommende har udrettet noget.
Tydeligvis har denne Jantelov, som så mange andre, for længst udlevet sin formodede gavnlighed.
Desuden bør man også kassere frygten for udtryk såsom "racist" og "islamofob" – og for kritik og uenighed i det hele taget. Politikerne skal rulle ærmerne op, komme ud af deres komfort-zoner og skride til handling. Dette problem vil ikke forsvinde af sig selv, uanset hvor meget de ville ønske det.
"Fredsrings"-initiativet var genstand for international medieopmærksomhed og var en positiv gestus. Men venlige handlinger fra "regnbue generationens" side og appeller for solidaritet, der kun ridser lidt i lakken, fjerner ikke de centrale spørgsmål, der skal diskuteres -- islams indhold og hvordan disse påvirker den måde, hvorpå muslimer tænker og handler, og hvilke handlinger, der skal tages for at beskytte et skrumpende ramponeret demokrati – særligt hvad angår ytringsfrihed – og for at beskytte Europas indfødte befolkning mod en ekspansionistisk ideologi i stedet for i stigende grad at lefle for islams krav, som det i øjeblikket synes at være tendensen i det meste af Europa.
Fremskridt kan kun komme gennem en dybere viden om islam – ved rent faktisk at dekonstruere den. Det er også på høje tid, at man ser på det positive, der kan komme ud af en sådan konflikt.
Einar Bergs introduktion til den norske oversættelse af Koranen (Universitetsforlaget, 1989) er afslørende. Den er næsten undskyldende i tonen. Den undskylder for, at Koranen er et produkt af sin tid og udelukkende skal ses i dette lys. Det er som om, han var chokeret over det, han oversatte, og forsøgte at sætte det i et mere charmerende lys. Han anbefaler at læse Koranen bagfra. De senere dele af Koranen er mere voldelige og blodtørstige end de tidligere dele. Gennem "abrogation" (den praksis, hvor tekster fra den sidste del af Muhammeds liv i Medina er blevet betragtet af mange muslimske lærde som en afløsning for de tidligere, blidere tekster fra hans start i Mekka).
Bergs præference synes klar i sammenligning med de grusomme handlinger, der foretages i Koranens, islams, jihads og Allahs navn og under henvisning til forskellige islamiske tekster, og som nu alle finder sted rundt omkring i verden. Som sådan kan man sige, at Bergs indledning ved at sige, at de tidligere (mindre voldelige) kapitler er de vigtigste, direkte manipulerer islam og vildleder læseren.
Det siger sig selv, at indhold, hvor der står, at "de der kæmper for Allah, er mere værd end deres liv som bliver hjemme" (Koranen 4:95 – det samme budskab gentages i andre vers), viser akkurat, hvorfor mange slutter sig til ISIS. Det fremhæver også, hvordan ISIS' fortolkning af islam modsiger påstanden om, at islam simpelthen er en fredens religion eller en vejledning til åndelig indsigt.
At nægte at se dette i øjnene er at forråde sin egen befolkning. Kapitel 4 er ikke det eneste sted, hvor de ikke-troende nævnes. Kapitel 2 har for eksempel 286 vers, som 52 gange omtaler ikke-troende, og hvad der bør ske med dem – en tråd, der løber gennem hele Koranen.
Mens vestlige politikere og andre nu formentlig er opmærksomme på de tekster, der opfordrer til drab på ikke-troende, er det omsiggribende splittende fokus på ikke-troende muligvis endnu vigtigere – det vedholdende krav om at forhåne dem og dræbe dem – og den måde, hvorpå dette i høj grad kan påvirke sindene hos mange muslimer rundt omkring i verden, især børn.
Da det ses som en vigtig bedrift i islam at lære Koranen udenad som barn, kan den hyppige tale om ikke-troende – med så negativt et fokus på andre end en selv – have en indoktrinerende virkning på læseren.
Denne samme indoktrinering bruges til at træne soldater, før de går i krig, for at påvirke deres sind til at tro, at fjenden er underlegen og mindre menneskelig, så det er lettere at dræbe ham. Den chokerende forskel er, at islam bruger denne indoktrinering på hvert eneste barn. Tænk, hvis disse principper var det ønskede etiske resultat af hver eneste konfirmation, hver bar mitzva eller hver firmelse. I værste fald er Koranens indhold "motivationstræning" for at gøre hvert eneste muslimsk barn til "soldat for Allah." Denne hadfyldte indoktrinering kan ses i utallige videoer på Memri eller Palestinian Media Watch. Små muslimske børn på palæstinensisk TV prædiker anti-jødisk retorik, som de har lært på papegøjefacon fra islams doktriner. Den samme indoktrinering kan også ses på videoer, der viser træningen af muslimske børn i ISIS' militærlejre.
Vestlige politikere og lande er nødt til at se dette i øjnene. De ville gøre klogt i at holde op med at prædike løgnen om "fredsreligionen," som der alligevel ikke længere er nogen, der falder for, og i stedet følge nogle af de lovmæssige ændringer, der lige har fundet sted i Østrig.
Politikere, der tager deres arbejde og ansvar alvorligt, skal sætte sig ind i de måder, hvorpå islam adskiller sig fra andre religioner.
Hvis selv el-Sisi og al-Tayyeb har set, at der er brug for at handle, er det på tide at tage parti for dem, og for dem der siger, at der er et problem, og i det mindste diskutere reform. Når man skal tage ubehagelige kendsgerninger til sig, efterlader det måske ofte en med en følelse af ubehag og uro, men det er vigtigt for alle samfunds sundhed i det lange løb. Der skal gøres noget ved vold og dualisme, og modige muslimske visionære såsom el-Sisi og de mange andre, der taler ud, har brug for vores ubetingede støtte.
Bjorn Jansen er baseret i Norge.