Selv inden det endelige resultat fra det seneste parlamentsvalg i Israel var kendt, blev palæstinensiske ledere og embedsfolk citeret for at udtrykke dyb bekymring og frygt for, at afstemningsresultatet skulle føre til øgede spændinger og vold mellem palæstinenserne og Israel.
Det palæstinensiske selvstyres premierminister, Mohammad Shtayyeh, blev citeret for at have sagt, at afstemningsresultatet "bekræfter", at ikke har nogen fredspartner i Israel."
Palæstinenserne, der bliver ved med at beklage sig over den stigende tilslutning til højreorienterede partier ved israelske valg, er de selvsamme, der bragte terrororganisationen Hamas til magten.
I 2006 stemte et flertal af palæstinensere på Hamas, hvis charter åbent opfordrer til Israels udslettelse. Hamas har siden da udført utallige terrorangreb, hvor de har dræbt og såret tusinder af israelere. De palæstinensere, der stemte på en jihadistisk terrorgruppe, forekommer derfor ikke at kunne retfærdiggøre beklagelser over nogen israelske valg.
Efter Israels valg i 2021 bemærkede Shtayyeh desuden, at afstemningsresultatet viste, at det ikke gav meget håb om fred. Han sagde, at den højreorienterede dominans ved valget indikerede, at der ikke kunne være potentiale for samtaler med den israelske side. Shtayyeh opfordrede det internationale samfund til at "standse israelske angreb på palæstinensisk land, vand og ejendom".
Dette var ikke første gang, at palæstinenserne har udtrykt utilfredshed med, eller bekymring over, resultatet af et israelsk valg, navnlig når højreorienterede partier får flertallet af stemmerne og enten danner regering eller indgår i den regerende koalition.
De erklæringer, som ledende palæstinensiske ledere og embedsfolk kommer med som reaktion på det seneste valg er identiske med dem, som de er fremkommet med efter tidligere afstemninger i Israel.
Efter Israels valg i 2021 blev PLO's embedsmand Tayseer Khaled citeret for at sige, at valgresultatet indikerede, at den israelske offentlighed hældte mod "fascisme" og "ekstremisme". Efter valget den 1. november 2022 offentliggjorde Khaled en lignende erklæring, hvori han opfordrede alle palæstinensere til at "konfrontere den israelske fascisme". Han advarede desuden om, at den stigende tilslutning til højreorienterede partier udgjorde en alvorlig udfordring for palæstinensernes nutid og fremtid, fordi den ville kunne føre til "etnisk udrensning".
Efter Israels valg i 2020 sagde Hamas' talsmand Fawzi Barhoum, at valgresultatet ikke ville afholde palæstinenserne fra at fortsætte kampen mod Israel. Han opfordrede palæstinenserne til at eskalere "modstanden" mod Israel for at modarbejde den daværende amerikanske præsident Donald J. Trumps fredsplan for Mellemøsten, der bar titlen "Fred til velstand: En vision om at forbedre livet for det palæstinensiske og israelske folk".
Hamas beskyldte i en kommentar til Israels valg i 2019 alle de israelske partier for at "opildne til aggressioner i Gazastriben og vanhelligelse af Al-Aqsa-moskeen".
Efter Israels valg i 2015 hævdede en højtstående embedsmand for Hamas, Ahmed Bahr, at den israelske premierminister Benjamin Netanyahus kommen til magten var en "krigserklæring" mod palæstinenserne. En anden højtstående embedsmand for Hamas, Musa Abu Marzouk, kom med lignende advarsler.
Det er svært at huske, hvornår palæstinenserne nogensinde har været fuldt tilfredse med resultatet af noget valg i Israel. Ifølge palæstinenserne er enhver valgt regering i Israel, der ikke støtter deres krav 100%, en dårlig og farlig regering.
Hvad er de palæstinensiske krav?
Israel står over for to palæstinensiske lejre, der har deres egne krav. Den første lejr, der er repræsenteret ved det palæstinensiske selvstyre, vil have Israel til at trække sig helt tilbage til "grænserne" inden 1967, der ikke kan forsvares. Hertil kommer kravet om, at Israel giver mere end fem millioner palæstinensiske "flygtninge" lov til at oversvømme landet som del af den såkaldte "ret til tilbagevenden". Et sådant skridt ville betyde et ophør af Israel som hjemsted for det jødiske folk, der ville skulle leve som en minoritet i en ny arabisk stat i Mellemøsten.
Under de nuværende omstændigheder ville en israelsk tilbagetrækning til linjerne fra før 1967 resultere i fremkomsten af en arabisk terrorstat ledet af Hamas og finansieret og bevæbnet af Irans mullaher.
Den anden lejr, der er repræsenteret af Hamas, Palæstinensiske Islamisk Jihad og adskillige andre bevæbnede grupper, ønsker at udskifte Israel med en islamisk stat. Denne lejr anerkender ikke Israels ret til at eksistere og har, som den første lejr, igennem årtier udført terrorangreb mod israelere.
Palæstinenserne har ikke afholdt parlamentsvalg siden 2006 på grund af den løbende strid mellem Hamas og den regerende Fatah-fraktion ledet af det palæstinensiske selvstyres præsident, Mahmoud Abbas. Efter hvert israelsk valg fortsætter palæstinenserne med at sprede frygt i forsøget på at intimidere den israelske offentlighed til at opfylde deres krav. De har desuden anvendt denne taktik overfor det internationale samfund igennem tre årtier for at skræmme det til at presse Israel til at foretage farlige territoriale indrømmelser.
Den palæstinensiske påstand om, at der ikke er nogen fredspartner i Israel, er helt forkert. Det forholder sig i realiteten modsat.
Alle de fredsforslag, som israelske ledere har tilbudt palæstinenserne igennem de seneste to årtier, er blevet afvist af den palæstinensiske ledelse. I år 2000 afviste det palæstinensiske selvstyres præsident, Yasser Arafat, den daværende israelske premierminister, Ehud Baraks, fredsforslag ved Camp David-topmødet. Barak blev senere citeret for at have sagt, med reference til Arafat:
"Han forhandlede ikke i god tro; Han forhandlede faktisk slet ikke. Han blev bare ved med at sige nej til ethvert forslag og kom aldrig med egne modforslag."
Abbas har for sin del indrømmet, at han i 2008 afviste en fredsaftale fremlagt af den daværende israelske premierminister Ehud Olmert. Olmert sagde, at han havde tilbudt en næsten fuldstændig tilbagetrækning fra Vestbredden.
I 2020 afviste palæstinenserne Trumps fredsplan som en "konspiration". Planen foreslog en "tostats"-løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt, ifølge hvilken Israel og en fremtidig palæstinensisk stat skulle eksistere side om side.
Palæstinenserne afviste siden Abraham-aftalernes normaliseringsaftaler, som Israel og fire arabiske lande – De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Sudan og Marokko – havde underskrevet, og kaldte dem for et "dolkestød i ryggen på det palæstinensiske folk" og et "forræderi" mod Jerusalem og Al-Aqsa-moskeen.
Den triste kendsgerning er, at der ikke er nogen fredspartner på den palæstinensiske side.
Den 87-årige Abbas er ikke en partner, eftersom han er for svag og uvillig til at levere: Han har en velbegrundet frygt for, at han lige som den afdøde egyptiske præsident, Anwar Sadat, ville blive myrdet af sit eget folk som en forræder. Offentlige meningsmålinger har vist, at Abbas er ekstremt upopulær, idet mere end 70% af palæstinenserne kræver hans afsked.
Abbas ved desuden, at han ikke har mandat fra sit folk til at lave nogen fredsaftale med Israel. Hans rivaler i Hamas har på den anden side gentagne gange konsekvent gjort det klart, at de er kategorisk imod enhver fredsaftale med Israel.
Det er lige så bemærkelsesværdigt, at palæstinenserne bliver ved med at erklære, at de ikke ser nogen forskel mellem højreorienterede og venstreorienterede partier i Israel. Hvis det forholder sig sådan, hvorfor giver palæstinenserne så altid udtryk for bekymring, når de højreorienterede partier vinder valg?
Næste gang palæstinenserne vrider deres hænder over israelske valg, kunne det internationale samfund minde dem om, at det er palæstinensisk terrorisme, der er styrende for den israelske stemmeafgivning.
Palæstinenserne bør desuden mindes om, at det er deres egne ledere, og ikke Israels, der afviser fred.
I stedet for at jamre over det israelske valgresultat burde palæstinensiske ledere give deres eget folk en del af det, som israelerne ønsker for dem i Abraham-aftalerne: lige ret for loven, ytringsfrihed uden frygt for repressalier, frihed til at blive velhavende, og frihed til at leve et liv med muligheder udover terrorismens hjemmeindustri – liv, der er frie fra deres egne lederes korrupte, endeløse undertrykkelse.
Bassam Tawil er en arabisk muslim bosat i Mellemøsten.