 Det er tilsyneladende en hverdagsbegivenhed, at unge kristne og hinduistiske piger, hvoraf nogle er under 12 år, tvinges til at konvertere til islam. Det virker ikke til at betyde noget for dem, der er i en position, hvorfra de ville kunne bringe denne praksis til ophør. Der går næsten ikke en dag, uden at det pågår. (Billedkilde: iStock) |
Det er tilsyneladende en hverdagsbegivenhed, at unge kristne og hinduistiske piger, hvoraf nogle er under 12 år, tvinges til at konvertere til islam. Det virker ikke til at betyde noget for dem, der er i en position, hvorfra de ville kunne bringe denne praksis til ophør. Der går næsten ikke en dag, uden at det pågår.
Det er et stort og voksende problem i Pakistan, og det påvirker religiøse mindretal. Menneskerettighedsorganisationer, der beskæftiger sig med emnet, vurderer, at tusind hinduistiske og kristne piger hvert år tvinges til at konvertere til islam – antallet kan være langt højere, da mange tilfælde ikke rapporteres. Oftest lokkes pigerne af langt ældre mænds løfte om et bedre liv, og de tvinges somme tider til prostitution eller sælges.
Coronapandemien har øget antallet af tilfælde: Nogle familier med løsarbejdere havde ikke længere en stabil indkomst og var tvunget til at give deres unge døtre lov til at arbejde på fabrikker og i forretninger. De endte med at miste deres døtre på grund af tvungen konvertering til islam og efterfølgende giftermål.
Familier har tryglet retsvæsenet om at få deres døtre hjem, men de pakistanske myndigheder ignorerer som regel anmodningerne. På baggrund af myndighedernes passivitet kritiserer religiøse minoriteter deres status som andenrangsborgere i Pakistan.
De offentlige myndigheder er medskyldige med deres tavshed om bruddene på menneskerettighederne
De statslige og retshåndhævende instanser er bekendte med problemet, men de indrømmer det ikke officielt. De hævder i stedet, at islam ikke har en minimumsalder for omvendelser, så hvis en pige af egen fri vilje ønsker at konvertere til islam, kan ingen gøre noget ved det. Derved pålægger de ofrene al skylden og frasiger sig enhvert ansvar. De beskylder desuden minoriteter og NGO'er for at gøre det til et problem og påstår, at det er en urigtig beskyldning fremsat for at fremhæve sig selv.
Ayesha Arshads forældre forsøgte for nylig, i juni, at indgive en klage, men politiet nægtede at forfølge sagen, og nogle dage senere overrakte politiet i stedet forældrene Ayeshas konverteringscertifikat. Hendes far, Arshad Masih, fik herefter et hjerteanfald, og familien besluttede på baggrund af politiets passivitet at lade sagen falde.
Den 15-årige Kiran Bashir blev den 8. marts 2021 bortført, da hun var på vej hjem med sin mor, Hameeda Bibi. To mænd tag fat i Kiran og smed hende ind på bagsædet af en bil og kørte bort. Også her forholdt politiet sig passivt, og familiemedlemmer deltog derfor i en demonstration foran politistationen, men det hjalp heller ikke. Da Hameeda proklamerede, at hun ville sætte ild til sig selv, udfærdigede politiet imidlertid straks en indledende informationsrapport om Kirans bortførelse. Da familien dagen efter tog ind på politistationen for at høre nyt, fortalte politichefen dem, at Kiran var konverteret til islam, og at de derfor ikke kunne gøre noget, udover at de snart ville modtage hendes konverteringscertifikat. I stedet for at få pigerne tilbage støtter politiet bortførerne.
Retsvæsenet har tilsyneladende samme indstilling. I den nylige sag med 13-årige Nayab Gill, der påkaldte sig international opmærksomhed, lod højesteretsdommer i Lahore Sheram Sarwar Chowdhury Nayab drage bort med sin såkaldte ægtemand, Saddam Hussain. Det skete på trods af B-skemaet, der er et optagelsesbevis udstedt af den pakistanske regering for børn under 18 år, såvel som hendes skolebevis, ifølge hvilket hun var 13 år og syv måneder. Hendes konverteringscertifikat og vielsesattest var falske dokumenter, der angav hendes alder til at være 19 år. Dommeren accepterede ikke desto mindre disse dokumenter i stedet for hendes B-skema og skolebevis.
Selv om hendes advokat argumenterede for, at Nayab i henhold til loven af 1929 mod børneægteskaber, der indgår i den pakistanske lovgivning, ikke kunne indgå ægteskab inden hun fyldte 16 år, og dét som en mindreårig, kunne Nayab ikke træffe selvstændige beslutninger, hvilket tilsyneladende var uden betydning for dommeren: Han afsagde en kendelse til fordel for hendes giftermål med Saddam Hussain. Det er et klart brud på princippet om "barnets tarv", som det fremgår af artikel 3, stk. 1 i Børnekonventionen, som Pakistan ratificerede i 1990.
Det er stærkt bekymrende, at de pakistanske højesteretsdommere nægter at håndhæve landets eksisterende love, der forbyder ægteskab for dem, der er under 16 år. Dommerne træffer deres beslutninger på baggrund af det islamiske princip om at have nået puberteten, og dermed voksenalderen, når en piges menstruationscyklus begynder. Dommerne tilsidesætter ikke alene landets love; de bryder også internationale love og standarder og pigernes menneskerettigheder.
Pigers forklaringer afgives under tvang
Dommerne har desuden henholdt sig til pigernes forklaringer i stedet for rettidig omhu, retspraksis og tidligere sager, der viser, at piger ofte afgiver deres forklaringer under tvang. Maira Shahbaz afgav en forklaring om, at hun, uden at være udsat for pres, var konverteret til islam og af egen fri vilje havde giftet sig med Muhammad Nakash Tariq, så hun blev sendt hjem til sin såkaldte ægtemand Tariq. Så snart hun efter få dage fik muligheden, flygtede hun fra sin vogter og fortalte sandheden.
Der er mange piger som Maira: Mehwish, Farah Shaheen og Sadaf Masih, der var tvunget til at afgive lignende forklaringer og af domstolene blev sendt hjem for at leve med deres såkaldte ægtemænd. Da de flygtede, ændrede de forklaring over for domstolen.
En voksende ekstremisme i Pakistan gør religiøse minoriteters hverdag sværere end nogen sinde. Det er ikke kun fremmede, der kidnapper og konverterer dem til islam for at dække over deres forbrydelser; somme tider tvinger deres egen arbejdsgiver dem til at konvertere til islam, og deres forældre fratages derefter forældremyndigheden.
Den 13-årige Neha blev af sin muslimske arbejdsgiver Altaf omvendt til islam. Ifølge ham omvendte han hende fordi ingen ikke-muslimer måtte komme i deres køkken og berøre deres fødevarer og køkkenredskaber. Da hendes fader spurgte familien til hendes hjemkomst, fik han at vide, at hun nu var muslim, og han blev beskyldt for at have taget 275.000 rupee (11.200 kr.) som forskud. Myndighederne burde have grebet ind, reddet pigen og stillet Altaf for retten. I stedet fik nogle samlet penge ind og betalte Altaf for at få pigen sat fri. Han kunne derfor ikke holde Neha som slave for livstid.
Hvorfor bliver myndighederne ved med at ignorere emnet?
Islamisk lov tillader generelt giftermål mellem en muslimsk mand og en kvinde eller pige, der er kristen eller jødisk. Det kræver ikke en konvertering, og tvungne konverteringer er forbudt ifølge islamisk lov. Hvorfor bliver mindreårige piger så tvunget til omvendelse til islam inden ægteskab?
Det er statens ansvar at gøre en ende på denne praksis, selv om de må indføre nye love for at sikre minoriteters rettigheder og undgå, at børn krænkes. Det er også politikeres, domstoles, samfundet og ulemas [islamiske retslærdes] ansvar, for hvis det ikke i religionens navn lykkes at håndhæve den eksisterende lovgivning, kan det ikke retfærdiggøres.
Staten burde ikke give kriminelle lov til at skade Pakistans internationale omdømme. EU har allerede forlangt, at Pakistan giver rum til religiøs frihed, og Den Amerikanske Kommission for International Religiøs Frihed (USCIRF) har betegnet Pakistan som et "særligt bekymringsvækkende land" (CPC) på grund af brud på den religiøse frihed. Denne uacceptable praksis skal straks bringes til ophør.
Nasir Saeed er direktør ved Center for Retshjælp (CLAAS).