 Med Kinas kapløb om større international indflydelse for at blive verdens største magt i 2049 – militært, økonomisk, teknologisk og politisk – vil Mellemøsten sandsynligvis blive afgørende, hvad enten USA prioriterer det eller ej. Billedet: Den kinesiske udenrigsminister Wang Yi (t.v.) og Irans udenrigsminister Mohammad Javad Zarif ved underskrivelsesceremonien for Irans og Kinas "25-års strategiske samarbejdspagt," den 27. marts 2021 i Teheran. (Foto ved AFP via Getty Images) |
Efter den kinesiske udenrigsminister Wang Yis næsten ugelange rundrejse i Mellemøsten for nylig kan der næppe herske tvivl om, at Kina aktivt forsøger at udvide sin indflydelse i regionen, ikke blot økonomisk, men også militært, diplomatisk og politisk, og aktivt udfordrer USA's langvarige rolle som dominerende magt i regionen.
Kinas indflydelse i Mellemøsten er vokset gennem flere år, især via Belt and Road Initiative (BRI), et gigantisk globalt infrastrukturelt og økonomisk udviklingsprojekt, som den kinesiske præsident Xi Jinping påbegyndte i 2013. Sigtet er, ser det ud til, at opbygge et økonomisk og infrastrukturelt netværk, som forbinder Asien med Europa, Afrika og endnu videre ud. Dette kolossale udviklings- og investeringsinitiativ søger på dramatisk vis at forstærke Kinas globale indflydelse fra Østasien til Europa ved at gøre lande rundt om i verden tiltagende afhængige af Kina.
"Strategisk set er BRI måden, hvorpå Kina forsøger at få den vestlige-amerikanske dominans i (mellemøst-)regionen til at bryde sammen fredeligt" ifølge Dr. Mordechai Chaziz, forfatter til bogen China's Middle East Diplomacy: The Belt and Road Strategic Partnership.
"Forbindelsen mellem BRI og de strategiske partnerskaber, som det skaber i regionen... tillader det gradvist at overtage regionen uden at skabe spændinger i forhold til USA og Vesten. BRI er med andre ord en sofistikeret kinesisk plan til at overføre hegemoni fra Vesten og USA til Kina uden krig eller konflikt".
"Kina har underskrevet dokumenter om Belt and Road-samarbejde med 19 mellemøstlige lande," sagde Wang til Al Arabiya under sit besøg i Saudi-Arabien, et af de seks lande som han besøgte på sin rundrejse, "og har gennemført et markant samarbejde med hvert enkelt af dem."
"I sin pleje af et nyt udviklingsparadigme er Kina rede til at dele sine markedsmuligheder med lande i Mellemøsten, arbejde med arabiske lande om aktivt at forberede et kinesisk-arabisk statstopmøde, fremme et højkvalitets Belt and Road-samarbejde og udvide nye vækstområder såsom højteknologi og andre nye teknologier."
De andre lande, som Wang besøgte, var Tyrkiet, Iran, De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Oman og Bahrain.
Kina er allerede den største handelspartner for de fleste lande i regionen, herunder nogle af dets vigtigste partnere: Saudi-Arabien, Iran og De Forenede Arabiske Emirater. Saudi-Arabien var Kinas topforsyner af råolie i 2020, hvor det overgik Rusland. Kina har indgået "omfattende strategiske partnerskaber" med både Saudi-Arabien og UAE, samt nu også Iran ved at underskrive en 25-års omfattende strategisk aftale om økonomisk og sikkerhedsmæssigt samarbejde med Teheran. Aftalen inkludere efter sigende også en udvidelse af militær assistance, oplæring og udveksling af efterretninger.
Gennem Belt and Road Initiative er Kina også den største udenlandske investor i regionen, som opfører infrastrukturer til beløb i størrelsesordenen flere milliarder dollars. Selvom Egypten ikke var en del af Wangs rejseplan, udgør også det en vigtig del af BRI for Kina. Ifølge Jon B. Alterman ved Center for Strategic and International Studies:
"Gennem de seneste fem år, hvor Kina er blevet tiltagende optaget af transit gennem Suezkanalen, har Kina investeret milliarder af dollars i Egypten. Kinesiske firmaer hjælper med at opføre Egyptens nye administrative hovedstad i ørkenen uden for Cairo, og de udvikler en havn ved Det Røde Hav og en industrizone i Ain Sukhna. Præsident Sisi har foretaget mindst seks rejser til Beijing, siden han tiltrådte embedet i 2014, sammenlignet med kun to rejser til Washington."
Ved første øjekast anser nogle ledere i Mellemøsten muligvis Kina som velegnet til at dominere deres region, der, bortset fra Israel, består af nogle mere eller mindre autoritære stater, som deler Kinas syn på statslig suverænitet, ikke-indblanding og menneskerettigheder, og som synes at afvise et internationalt system baseret på demokratiske værdier, som anført af USA.
"Kina og landene er enige om, at den suveræn uafhængighed og nationale værdighed for alle lande skal respekteres, og selvstændige og forskelligartede udviklingsmåder bør fremmes," sagde udenrigsminister Wang Yi i en opsummering af sin rejse. Ifølge Kinas statsstyrede Xinhua News Agency:
"De var enige om at modarbejde indblanding i andre landes indre affærer og bagvaskelse af andre lande under dække af menneskerettigheder, at sikre det internationale system med De Forenede Nationer som kerne og den internationale orden baseret på international lov, mangesidighed og international rimelighed og retfærdighed, sagde Wang."
Imidlertid overså Wang den kendsgerning, at Kina oprindelig havde tilbudt verden lignende forsikringer i 1984 vedrørende bevarelsen af Hong Kongs politiske og økonomiske system i 50 år efter områdets tilbagevenden i 1997 til hovedlandet Kinas suverænitet, blot for at svigte denne forpligtelse 27 før den planlagte afslutning på "ét land, to systemer"-ordningen i 2047.
Det lykkedes også Wang at se bort fra, at Kina brød sin forpligtelse fra 2015 til ikke at "militarisere" de kunstige øer, som Kina havde opført i ø-kæden Spratly Islands i Det Sydkinesiske Hav, og som det nu omkranser med "fiskerbåde" og truer det nærliggende Filippinerne. Udenrigsministeren glemte tilsyneladende også, at Kina aldrig har overholdt mindst ni af de forpligtelser, som det tiltrådte, da det tilsluttede sig World Trade Organization, dets atomafprøvningsforpligtelser og dets forpligtelse over for Vatikanet til at udnævne biskopper.
"Kinas kommunistiske ledere har gentagne gange lovet store reformer eller politiske ændringer for at få adgang til internationale aftaler, blot for at rulle disse reformer tilbage, så snart de får det, de ønsker," bemærkede businessklummeskribent Chris Tomlinson forudseende i 2016.
Kinas uddybede bånd til mellemøstlige lande hinsides handel bør bekymre USA, især eftersom Biden-administrationen for nylig tog skridt til at nedprioritere regionen og dermed åbnede døren for kinesisk dominans. "Hvis man vil lave en liste over de regioner, som Biden anser for en prioritet, ligger Mellemøsten ikke i top tre," sagde en tidligere førende national sikkerhedsembedsmand og nær Biden-rådgiver til Politico.
"Der er Asien-Stillehavet, så Europa og derefter den vestlige halvkugle. Og det reflekterer en to-partikonsensus om, at de emner, der kræver vores opmærksomhed, har ændret sig, efterhånden som stormagtskonkurrencen [med Kina og Rusland] dukker op på ny."
Kina foreslog tillige, tilsyneladende ikke helt tilfreds med strategisk og økonomisk samarbejde, at det kunne indtage en større rolle i mæglingen mellem Israel og palæstinenserne. "Intet repræsenterer rimelighed og retfærdighed i Mellemøsten mere end en fornuftig løsning på Palæstina-spørgsmålet og en seriøs implementering af to-statsløsningen," sagde Wang i et interview med den saudiske avis Al Arabiya.
"Vi støtter aktiv mægling ved det internationale samfund hen imod dette mål og afholdelse af et autoritativt internationalt møde om denne sag, når situationen er moden. I løbet af sit præsidentskab i FN's Sikkerhedsråd her i maj måned vil Kina opfordre Sikkerhedsrådet til fuldt ud at overveje Palæstina-spørgsmålet for at genbekræfte to-statsløsningen. Vi vil fortsat invitere fredsfortalere fra Palæstina og Israel til Kina med henblik på dialog. Vi vil også byde palæstinensiske og israelske repræsentanter velkommen til Kina med henblik på direkte forhandlinger".
Med Kinas kapløb om større international indflydelse for at blive verdens største magt i 2049 -- militært, økonomisk, teknologisk og politisk – vil Mellemøsten sandsynligvis blive afgørende, hvad enten USA prioriterer det eller ej.