 Politibetjente i håndgemæng med en demonstrant fra De Gule Veste den 18. december 2018 i Biarritz i Frankrig. (Foto: Gari Garaialde/Getty Images) |
Lørdag den 26. januar 2019. Demonstranter fra "De Gule Veste" samledes i de største byer i Frankrig. Mobiliseringen var usvækket. Befolkningens opbakning er faldet en smule, men den er stadig enorm (60%-70% ifølge meningsmålinger). Det mest gennemgående slogan er uændret siden den 17. november 2018: "Macron skal træde tilbage". Et andet slogan kom til i december: "Folkeafstemning om borgernes initiativ".
Regeringen og Frankrigs præsident Emmanuel Macron har gjort alt, hvad de kunne for at knuse bevægelsen. De har forsøgt med fornærmelser og injurier, og de har sagt, at demonstranterne både var "oprørske mennesker", der ønskede at omstyrte institutionerne, og fascistiske "brunskjorter". Den 31. december beskrev Macron dem som "hadefulde menneskemængder". Tilstedeværelsen af enkelte antisemiter førte til, at en regeringstalsmand (ukorrekt) beskrev hele bevægelsen som værende "antisemitisk".
Indenrigsminister Christophe Castaner gav politiet besked på at ty til en grad af vold, der ikke er set siden Algierkrigen (1954-1962). Der har været mange andre uroligheder i Frankrig i løbet af de sidste to årtier. I 2005, hvor hele landet var ramt af brandstiftelser og uroligheder, forblev antallet af sårede oprørere for eksempel lavt. Vold har imidlertid konsekvenser. Bare inden for de seneste par uger er 1.700 oprørere blevet såret, nogle af dem alvorligt. Nitten har mistet et øje, fire har mistet en hånd. Selv om franske betjente ikke benytter dødelige våben, skyder de med gummikugler, som de ofte affyrer tæt på demonstranternes ansigter – et mål, der er forbudt inden for de gældende regler for magtanvendelse. Den franske politistyrke er desuden den eneste i Europa, der bruger flash-ball granater.
Macron har aldrig behandlet demonstranterne som mennesker med legitime krav, så han har aldrig interesseret sig for deres krav. Han har kun indvilliget i at opgive den ekstra brændstofafgift, som skulle have været gældende fra januar måned, og at hæve mindstelønnen lidt – alt dette gjorde han først efter flere ugers protester.
Journalister fortæller, at Macron troede, at bevægelsen ville ebbe ud efter nytårspausen; at politivold og modløshed ville få demonstranterne til at affinde sig med deres skæbne, og at støtten fra den almindelige befolkning ville fordufte. Intet af dette skete.
Det er tydeligt, at Macron ikke ønsker at imødekomme demonstranternes hovedkrav; at han ikke vil træde tilbage, og at han nægter at acceptere en folkeafstemning om borgernes initiativ. Han har tilsyneladende afgjort, at hvis han opløste nationalforsamlingen og udskrev valg for at afslutte krisen – som præsident Charles de Gaulle gjorde for at afslutte opstanden i maj 1968, hvilket den franske forfatning giver mulighed for – ville han lide et sønderlemmende nederlag. Han kan se, at et overvældende flertal af den franske befolkning tager afstand fra ham, så han har tilsyneladende besluttet at finde en udvej:
Macron opfordrede til en "stor national debat" om de problemer, som landet står over for. Det blev dog snart klart, at den "store debat" ville blive mildest talt besynderlig.
Macron skrev et brev til alle franske borgere og inviterede dem til at "deltage", men det blev understreget, at "debatten" ikke ville ændre noget. Regeringen ville fortsætte i fuldstændig uændret retning ("Jeg har ikke glemt, at jeg blev valgt til et projekt med store reformer, og det vil jeg forblive tro over for"), og at alt, hvad regeringen havde gjort siden juni 2017 ville forblive uændret ("Vi vil ikke tilbagerulle de tiltag, som vi har taget").
Han overdrog derefter organiseringen af "debatten" og skitseringen af dens konklusioner til to parlamentsmedlemmer, og på alle rådhuse skulle offentligheden have adgang til "lister med andragender".
Macron indledte nu "debatten" ved at møde borgmestre i mange byer, men ikke i offentligheden. Han virker til at have været bekymret for, at hvis han organiserede møder, der var åbne for offentligheden, ville han straks blive jagtet af masserne.
De første to møder fandt sted i mindre byer (med 2.000-3.000 indbyggere) med borgmestre, som arrangørerne – udvalgt af Macron – gav lov til at komme. Arrangørerne udvalgte desuden de spørgsmål, der ville blive stillet, og sendte dem herefter til Macron, så han kunne besvare dem ved mødet.
Dagen før hvert møde blev den udvalgte by belejret af politiet. Alle adgangsveje til byen blev lukket, og alle, der bar en gul vest eller havde en liggende i bilen, fik en bøde. Det blev strengt forbudt at demonstrere i byen. Politiet sikrede sig, at den vej, som Macrons konvoj ville benytte på deres vej til byen, blev ryddet for enhver menneskelig tilstedeværelse flere timer inden konvojen ankom.
Nyhedskanaler blev opfordret til at dække møderne i deres fulde længde, det vil sige 6-7 timer. Det var kun få journalister, også udpeget af Macron, der havde tilladelse til at deltage.
Flere kommentatorer understregede, at det var meningsløst at foregive at "debattere", og det, at overlade organiseringen af "debatten" og skitseringen af dens konklusioner til parlamentsmedlemmer, og den måde, hvorpå møderne blev organiseret, viser tydeligt, at disse optrædener var et spil for galleriet.
Nogle kommentatorer påpegede, at begrebet "liste med andragender" ikke har været anvendt siden man havde det absolutte monarki, at borgmestre behandles som voksfigurer, og at det er uværdigt for et demokrati at bringe de byer, som Macron besøger, i undtagelsestilstand.
Den franske økonom Nicolas Lecaussin, der voksede op i Rumænien, skriver, at disse møder minder ham om Rumænien under kommunismen.
Forfatteren Éric Zemmour siger, at Macron desperat forsøger at redde sit præsidentembede, men at forsøget vil være nyttesløst:
"Macron har mistet al legitimitet. Hans tid som præsident er ovre... Landet er gået i stå økonomisk i tre måneder nu, og for at redde sit præsidentembede påfører Emmanuel Macron landet to måneder med yderligere økonomisk stagnation og to måneder mere med demonstrationer. Når det går op for folk, at de er blevet bedraget, vil vreden vokse... Frankrig er allerede et land i en meget dårlig tilstand."
Den franske økonomi er i realiteten lammet. På Heritage Foundation og Wall Street Journals liste over økonomisk frihed ligger Frankrig på en 71. plads (31. blandt de 44 europæiske lande), og de bemærker, at "de offentlige udgifter beløber sig til mere end halvdelen af hjemmemarkedets samlede produktion". Listen afslører også, at "budgettet har været i konstant underskud", at "korruption fortsat er et problem", og at "arbejdsmarkedet er tynget af stive regelsæt", hvilket medfører en høj arbejdsløshed.
Frankrig har mistet næsten alle sine fabrikker (fabriksarbejde står kun for 9,6% af de samlede arbejdspladser). Landets landbrug ligger i ruiner på trods af enorme europæiske støttemidler: 30% af de franske landmænd tjener mindre end 350 euro (2.600 kr.) om måneden, og snesevis begår selvmord hvert år. Inden for den højteknologiske sektor er Frankrig stort set fraværende.
En hjerneflugt er begyndt, og der er ingen tegn på, at den vil standse.
Parallelt hermed modtager Frankrig hvert år 200.000 migranter, der ofte er ufaglærte, fra Afrika og den arabiske verden. Størstedelen er muslimer, der har bidraget til islamiseringen af Frankrig.
Da en underholdningsvært for nylig spurgte Zemmour, hvorfor Macron ikke vægter landets interesser højere ved at tage bestik af de faktiske forhold, svarede forfatteren:
"Macron er en teknokrat. Han tror, at han altid har ret. Han blev programmeret til at gøre, som han gør. For ham tæller Frankrig og det franske folk ikke. Han står i teknokratiets tjeneste. Han vil gøre nøjagtigt, hvad der ønskes hos teknokratiet og en overklasse, [der er] fuldstændig løsrevet fra størstedelen af landets befolkning... Dem, der ønsker at forstå det, skal læse Christophe Guilluy."
Geografen Guilluy udgav to bøger: La France périphérique ("Det Perifære Frankrig") i 2004 og, kun få uger før opstanden brød ud, No society. La fin de la classe moyenne occidentale ("Intet samfund. Afslutningen på den vestlige middelklasse"). Guilliuy forklarer i disse bøger, at den franske befolkning i dag er opdelt i tre grupper. Den første gruppe er en regerende overklasse, der er fuldt integreret i globaliseringen og består af teknokrater, politikere, højtstående embedsmænd, direktører, der arbejder for multinationale selskaber, og journalister, der arbejder for de etablerede medier. Medlemmer af denne klasse bor i Paris og de øvrige franske storbyer.
Den anden gruppe bor i storbyernes forstæder og i no-go zoner ("Zones Urbaines Sensibles"). Gruppen består hovedsageligt af indvandrere. Den franske overklasse, der har magten, ansætter folk fra denne gruppe til at tjene sig direkte eller indirekte. De bliver dårligt betalt, men understøttes i høj grad af det offentlige og lever i stigende grad i overensstemmelse med deres egne kulturer og normer.
Den tredie gruppe er meget stor: Det er resten af befolkningen. Det er denne gruppe, der kaldes "det perifære Frankrig". Gruppen består af lavt rangerende embedsmænd, arbejdere og tidligere arbejdere, lønmodtagere generelt, håndværkere, små iværksættere, forretningsdrivende, landmænd og arbejdsløse.
Den regerende overklasse betragter dem som værende unyttige. Den regerende overklasse behandler dem som irriterende dødvægt og har ingen forventninger til dem, bortset fra tavshed og underdanighed.
Medlemmer af "det perifære Frankrig" blev fortrængt fra forstæderne ved tilstrømningen af indvandrere og no-go zonernes fremkomst. Disse "perifære" bor for størstedelens vedkommende mindst 30 km fra de store byer. De kan se, at overklassen afskriver dem. De har ofte svært ved at få pengene til at række. De betaler skat men kan se, at en voksende andel anvendes til at støtte de selvsamme mennesker, der fordrev dem fra deres forstadshjem. Da Macron sænkede skatterne for de mest velhavende men øgede afgifterne for "de perifære" med brændstofafgifter, blev det opfattet som dråben, der fik bægeret til at flyde over – oven i hans arrogante nedladenhed.
Guilliuy fortalte for nylig i et interview til det britiske internetmagasin Spiked, at "de gule veste"-bevægelsen er det "perifære Frankrigs" desperate opvågning. Han forudsiger, at bevægelse, på trods af Macrons bestræbelser på at flytte problemet, vil vare ved, og at Macron enten "vil anerkende disse menneskers eksistens, eller også vil han være nødt til at vælge indførelsen af en blød totalitarisme".
Macron ser ikke umiddelbart ud til at ville anerkende, at disse mennesker overhovedet eksisterer.
Ifølge journalist François Martin fra månedsmagasinet Causeur har Macron bragt sig selv i et dødvande:
"Han skal træffe beslutninger, og han kan ikke længere træffe nogen beslutning uden at gøre tingene meget værre... Macron burde indvillige i at gå af, men det vil han ikke, og han vil foretrække at fortsætte til den bitre ende og støde mod en mur... De kommende tre år bliver et helvede for de gule veste og for franskmændene."
Ved afslutningen på demonstrationerne i Paris den 26. januar havde flere tusind "gule veste" planlagt at samles fredeligt på et af byens største pladser: Place de la République, for at "debattere" og for at komme med svar på Macrons organiserede "debat". Politiet fik ordre på at sprede dem brutalt; de brugte endnu engang gummikugler og flash-ball granater til formålet.
En af "de gule vestes" ledere, Jerome Rodrigues, blev skudt i ansigtet, da han filmede politibetjente på en plads i nærheden: Place de la Bastille. Han mistede et øje og var indlagt på hospitalet i flere dage. Flere andre demonstranter blev såret.
Venstreorienterede havde i foråret 2016 arrangeret debatter de samme steder og havde fået lov til at blive der i tre måneder, uden at politiet greb ind.
Klummeskribent Ivan Rioufol beskrev begivenhederne den 26. januar i en artikel i Le Figaro: "Undertrykkelse er tilsyneladende det eneste argument, som den magthavende kaste har, når den står over for en stor protestbevægelse, der ikke vil svækkes."
Ifølge borgmesteren i Montfermeil (en by i Paris' østlige forstæder, hvor urolighederne i 2005 var ekstremt ødelæggende), Xavier Lemoine, er årsagen til, at begivenhederne i dag er særligt grimme, at:
"I 2005 var politiet tydeligvis oprørernes mål, og betjentene var tilbageholdende med at bruge magt for at nedtrappe volden. Dem, der i dag protesterer, angriber ikke politiet. Men i stedet for at nedtrappe volden får politiet ordrer, der presser dem til at blive mere voldelige. Jeg bebrejder ikke politiet. Jeg bebrejder dem, der gav dem ordrerne."
Den følgende dag, søndag den 27. januar, blev der arrangeret en demonstration af Macrons tilhængere, der kaldte sig selv for "de røde halstørklæder". Demonstrationen skulle formentlig vise, at et imponerende antal mennesker stadig var på Macrons side. Arrangørerne sagde, at der kom ti tusind mennesker. Videoer viser imidlertid, at antallet tilsyneladende var langt lavere.
Guy Millière, professor ved Universitetet i Paris, er forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.