Siden 30. marts har Hamas arrangeret voldelige aktiviteter i stor stil på grænsen mellem Gaza og Israel. De største udbrud har almindeligvis fundet sted om fredagen efter bønnen i moskeerne, hvor vi har set gentagne, koordinerede aktiviteter fra grupper på op mod 40.000 mennesker på fem forskellige lokaliteter langs grænsen. Vold og aggressive handlinger, herunder specifikke terroraktiviteter med sprængstoffer og våben, har tillige fundet sted på andre tidspunkter i løbet af denne periode.
Den perfekte storm
Hamas har i sinde at fortsætte denne vold frem til den 14. eller 15. maj 2018. Den 15. er den dato, de vil mindes som 70-årsdagen for 'Nakba' - 'katastrofen', dagen efter Israels selvstændighedserklæring. Der er imidlertid noget, der tyder på, at der nu er planlagt en bølge af vold den 14., sammenfaldende med åbningen af den amerikanske ambassade i Jerusalem. Det må forventes, at volden vil nå et kulminationspunkt i intensitet på den ene eller begge disse dage, som, foruden at være sammenfaldende med Nakbadagen og ambassadeåbningen, tillige betegner starten på den islamiske Ramadanmåned, hvor volden sædvanligvis tager til i Mellemøsten og andre steder.
Hamas planlægger i øjeblikket at mobilisere op mod 200.000 mennesker ved Gazagrænsen, hvilket — såfremt det lykkes — vil være over dobbelt så mange som hidtil. Hamas vil også være fast besluttet på at ophidse til større voldsanvendelse end nogensinde tidligere og til at foretage betydelige gennembrydninger i grænsehegnet. Ved sådanne bestræbelser er det sandsynligt, at der vil forekomme et meget højt antal tilskadekomne og tab blandt palæstinenserne.
Bortset fra grænseområdet er der også palæstinensiske planer om betydelig vold andre steder i samme tidsrum, herunder i Jerusalem og på Vestbredden. Selvom den 15. maj oprindelig var sat som kulminationsdato for seks ugers vold på Gazagrænsen, har palæstinenserne på det seneste ytret deres hensigt om at fastholde aggressionerne på grænsen gennem hele Ramadanmåneden.
Påskud og Realiteter
Volden i Gaza er arrangeret under påskud af den 'Store March for Tilbagevenden', en demonstration for at tiltrække opmærksomheden til det, den palæstinensiske ledelse opfatter som deres befolknings ret til at vende tilbage til hjem inde i Israel. Det er den erklærede hensigt, ikke blot at demonstrere, men reelt at bryde igennem grænsehegnet i hobetal og rent fysisk marchere i tusindvis op gennem staten Israel.
Hensigten med denne 'ret til tilbagevenden' er selvfølgelig ikke en faktisk udøvelse af en sådan 'ret', som er stærkt bestredet, og som under alle omstændigheder er et emne for forhandlingerne om slutstatus. Det opfattes helt klart som en langvarig arabisk politik med henblik på at eliminere staten Israel og er selvfølgelig hele tiden blevet afvist af den israelske regering.
Det egentlige mål for Hamas' vold er en fortsættelse af deres langvarige strategi med at skabe og intensivere international forfærdelse, bagvaskelse, isolation og kriminalisering af staten Israel og dens embedsfolk. Denne strategi indebærer skabelse af situationer, som tvinger IDF til at reagere med dødbringende magt, så man ser dem dræbe og såre 'uskyldige' palæstinensiske civile.
Hamas' terrortaktik
I forbindelse med denne strategi har Hamas anvendt en lang række taktikker, herunder affyring af raketter fra Gaza ind i israelske beboelsescentre og konstruktion af sofistikerede angrebstunneller under Gazagrænsen ind i de nærliggende israelske samfund. Det afgørende element i disse taktikker er brugen af palæstinensiske menneskelige skjolde — civile, ofte inkluderende kvinder og børn, som enten tvinges til eller frivilligt indvilliger i at opholde sig de steder, hvor angrebene udføres eller beordres udført; eller hvor krigere, kampforsyninger og ammunition er placeret; således at det israelske militærs reaktion vil inkludere potentiel skade på disse civile.
I nogle tilfælde, blandt andet under den igangværende voldsbølge, har vi set Hamas præsentere deres krigere som uskyldige civile; adskillige falske hændelser er blevet konstrueret og filmet, som påstås at vise civile blive dræbt og såret af israelske styrker; og filmoptagelser af vold andre steder, f.eks. i Syrien, præsenteret som vold imod palæstinensere.
Samme strategi, ny taktik
Efter anvendelsen af raketter og angrebstunneller i tre større Gazakonflikter (2008-2009, 2012 og 2014), såvel som ved andre, mere isolerede hændelser, kan vi nu iagttage brugen af en ny taktik med samme grundlæggende formål. Det handler om skabelsen af storstilede 'demonstrationer', kombineret med aggressive handlinger, også her i den hensigt at lokke til israelske forsvarshandlinger, som medfører, at civile gazanere dræbes og såres, trods IDF's ihærdige bestræbelser på at undgå sådanne civile tab.
I visse henseender er den nye taktik mere effektiv end brugen af raketter og angrebstunneller, for de primære målgrupper for disse aktiviteter — politiske ledere, internationale organisationer (f.eks. UN, EU), menneskerettighedsgrupper og medier — har sværere ved at forstå brugen af dødbringende magt over for det, der fejlagtigt beskrives som fredelige demonstrationer, som de kan sidestille med lignende aktiviteter i deres egne byer.
Som altid har mange blandt disse primære målgrupper været parate og villige til at lade sig narre af dette kneb. Lige siden denne strøm af vold begyndte, har vi set voldsomme fordømmelser fra FN, EU og ICC; fra flere regeringer og menneskerettighedsorganisationer, herunder Amnesty International og Human Rights Watch; og fra mange aviser og tv- og radiostationer. De har blandt andet indeholdt krav om internationale undersøgelser af påstået ulovlige drab og beskyldninger om brud på international humanitær lov og menneskerettigheder, begået af IDF.
Hamas' taktik på jorden
Hamas' taktik i disse omhyggeligt planlagte og arrangerede militære operationer går ud på at samle store skarer af mennesker på bestemte lokaliteter ved grænsen, samt at bruge deres krigere såvel som grupper af civile til at nærme sig hegnet og gennembryde det. De har anvendt røgslør, fremkaldt af tusindvis af brændende bildæk, til at skjule deres bevægelse frem mod hegnet (og har uden videre effekt forsøgt at bruge spejle til at blænde IDF's observatører og skarpskytter). De har også brugt brændende bildæk og brandbomber til at forsøge at bryde igennem hegnet forskellige steder, hvor dette indeholder elementer af træ.
 Hamas' aktører sætter ild til tusindvis af bildæk og skaber derved et røgslør for at skjule deres bevægelser hen mod grænsehegnet til Israel. Aktørerne skjuler sig blandt de civile grupper med våben og søger efter en lejlighed til at bryde gennem hegnet og trænge ind i Israel. (Billedkilde: HLMG/IDF) |
Fredag den 4. maj, midt blandt de ca. 10.000 palæstinensere der deltog i de voldelige demonstrationer langs grænsen, hærgede og antændte i hundredvis af urostiftere den palæstinensiske side af Kerem Shalom, overgangsstedet for humanitære forsyninger. De ødelagde rørlinjer til gas og benzin fra Israel ind i Gazastriben. Denne destruktive handling mod grænseovergangen blev gentaget fredagen efter. Ligeledes den 4. maj blev to gennembrydningsforsøg forpurret af IDF-tropper to forskellige steder. Tre af infiltratorerne blev dræbt af de IDF-soldater, som forsvarede grænsen. I andre tilfælde har IDF arresteret nogle af dem, der har forsøgt at trænge ind.
Desuden har Hamas og dens grupper fordelt bådshager, reb, hegnssakse og andre redskaber til nedrivning af hegnet. De har brugt droner, potentielt dødbringende slynger til at kaste sten mod soldaterne, skydevåben, håndgranater og improviserede sprængningselementer, både for at dræbe israelske soldater og for at gennembryde hegnet.
Dragebrandbomber og brandballoner
Brændende drager er blevet sendt fra Gaza ind over grænsen for at antænde afgrøder og græs på den israelske side med henblik på at volde økonomisk skade og at dræbe og kvæste. Det kan måske lyde som et primitivt og ligefrem lattervækkende våben, men den 4. maj havde palæstinenserne forberedt i hundredvis af dragebrandbomber for at sende dem i store sværme ind over Israel under udnyttelse af en kraftig hedebølge. Kun ugunstige vindforhold forhindrede deres opsendelse og potentielt alvorlige følgeskader.
I flere tilfælde har brændende drager antændt brande. For eksempel brændte en hvedemark på den israelske side af grænsen den 16. april. Den 2. maj forårsagede en dragebrandbombe opsendt fra Gaza en større brand i Be'eriskoven og afbrændte store skovarealer, hvis slukning krævede 10 hold brandfolk. Brandbombeballoner er også blevet forsøgt af Hamas, herunder den 7. maj, hvor en ballon antændte en hvedemark nær Be'eriskoven. Israel har anslået et økonomisk tab på flere millioner shekel som følge af brande forårsaget af drager og balloner.
Hvis Hamas brød igennem
Hidtil har Hamas ikke haft held til at udføre væsentlige gennembrydninger af hegnet. Men hvis det lykkes for dem, må det forventes, at de vil forsøge at sende tusindvis af mennesker gennem åbningerne. Blandt dem ville der være bevæbnede terrorister med intentioner om at nå frem til israelske samfund og udføre massemord og kidnapninger.
Et af de steder, hvor Hamas har forsøgt at bryde igennem, ligger tæt på kibbutzen Nahal Oz, blot få hundrede meter fra grænsen — et løb som kunne gennemføres på 5 minutter eller derunder af bevæbnede folk indstillet på at slagte beboerne.
I dette scenarium, hvor bevæbnede terrorister ikke kan skelnes fra ubevæbnede civile, som ofte også selv udgør en voldstrussel, er det vanskeligt at se, hvordan IDF skulle kunne undgå at forårsage voldsomme skader i forsvaret af deres land og folk.
IDF's reaktion: Afmålt respons
Det er grunden til, at IDF har været nødt til at reagere så håndfast — for at forhindre denne situation i at opstå — herunder med brug af skarp ammunition (som indimellem har været dødbringende) og trods voldsom og uundgåelig international fordømmelse.
Ligesom i deres reaktioner på tidligere udbrud af vold har IDF benyttet en afmålt og gradvist øget respons. De nedkastede tusindvis af foldere fra luften og brugte SMS, sociale medier, telefonopkald og radioudsendelser til at advare befolkningen i Gaza mod at samles ved grænsen eller nærme sig hegnet. De kontaktede ejerne af busselskaber i Gaza og bad dem om at lade være med at køre folk til grænsen.
Da disse appeller var virkningsløse på grund af Hamas' tvang mod civilbefolkningen, brugte IDF tåregas til at sprede de grupper, der nærmede sig hegnet. I en opfindsom bestræbelse for at øge præcision og effektivitet anvendte de sommetider droner til at afskyde tåregassen. Men tåregas indebærer ikke altid en løsning, da dens effektivitet er begrænset af tid og vindforhold, samt af folks evne til at mindske dens mest alvorlige indvirkninger på dem.
Derefter anvendte IDF's styrker advarselsskud op i luften. Til sidst, og kun hvor det var absolut nødvendigt (ifølge deres militære reglement), brugte de gummikugler med henblik på at uskadeliggøre frem for at dræbe. Selvom dræbende skud i nogle tilfælde havde været lovligt, fastholdt IDF, at de selv da udelukkende affyrede skud for at uskadeliggøre (undtagen i tilfælde med klare elementer af militært angreb, så som skud mod IDF's styrker). I alle situationer opererede IDF's styrker i overensstemmelse med de operative standardprocedurer, der var skitseret i forhold til omstændighederne og udarbejdet i forening af de forskellige myndigheder inden for IDF.
Alligevel var der adskillige, der døde som følge af denne skydning, og endnu flere blev såret. De palæstinensiske myndigheder hævder, at op imod 50 mennesker er blevet dræbt indtil nu og flere hundrede såret. Blandt de dræbte vurderer Israel, at 80% var terroraktører eller personer tilknyttet disse. Prisen — i menneskeliv, lidelse og en fjendtlig international opinion — har utvivlsomt været høj; men hegnet er ikke blevet gennembrudt i væsentlig grad, og en endnu større pris er dermed undgået.
International fordømmelse, ingen løsninger
Mange har ment, at Israel burde have ageret anderledes over for denne trussel, herunder FN's Mellemøstudsending Mladenov, der fordømte Israels handlinger som 'oprørende'. FN's Højkommissær for Menneskerettigheder, Zeid Ra'ad al-Hussein, har fordømt anvendelsen af 'overdreven magt' fra Israels side. Chefanklager ved den Internationale Domstol (ICC), Fatou Bensouda, har erklæret, at 'vold mod civile — i en situation som den, der hersker i Gaza — kan være forbrydelser under ICC's Rom Statut.'
Men trods deres fordømmelser har ingen af disse embedsfolk eller andre eksperter hidtil foreslået en gennemførlig, alternativ handlingsplan til forhindring af voldelig indtrængen over Israels grænser.
Nogle har påstået, at de israelske tropper har anvendt overdreven magt, fordi de har skudt med skarpt imod demonstranter, som ikke udgjorde nogen overhængende livsfare, blandt andre EU, som har udtrykt bestyrtelse over 'de israelske sikkerhedsstyrkers brug af skarp ammunition som et middel til kontrol med en menneskemængde'. I virkeligheden udgjorde de såkaldte 'demonstranter' rent faktisk en overhængende livsfare.
I dag er det fuldkommen accepteret i international lovgivning, at skarp ammunition kan benyttes, når der optræder en alvorlig trussel om død eller legemsbeskadigelse, og når ingen andre midler har kunnet bekæmpe truslen. Der findes intet krav om, at truslen skal være 'øjeblikkelig' — derimod kan midlet bringes i anvendelse på det tidspunkt, hvor den er 'overhængende', dvs. når der ikke eksisterer noget mellemstadium, hvor en aggressiv handling kan forebygges, før den bliver til en øjeblikkelig trussel.
Sandheden er, at der i den af Hamas bevidst fremkaldte situation ikke fandtes noget mellemliggende, effektivt skridt, man kunne have taget, andet end at skyde dem, der udgjorde en trussel. Havde disse mennesker (som næppe kan kaldes blotte 'demonstranter') fået lov til at nå frem til hegnet og gennembryde dette, ville der ikke blot have eksisteret en overhængende, men en øjeblikkelig trussel på livet, som kun kunne være forhindret ved at påføre langt flere tab og skader, sådan som det er blevet nævnt ovenfor.
Det internationale samfunds manglende forståelse
De, der fremfører, at IDF ikke burde have anvendt skarp ammunition i denne situation, hævder faktisk, at de skulle have ventet med at handle, indtil titusindvis af voldelige uromagere (og blandt dem terrorister) var stormet ind på israelsk territorium og var livsfarligt tæt på israelske civile, sikkerhedsstyrker og ejendom, fremfor at bruge målrettet og præcis magt imod de personer, som udgjorde den største fare, for at undgå, at dette katastrofale scenarium blev til virkelighed.
Nogle har også påstået, at de ikke har kunnet finde beviser på, at nogen af de 'protesterende' brugte skydevåben. De forstår ikke, at denne type konflikt ikke handler om uniformerede hære, der står over for hinanden med tydelige tegn på at bære våben. I situationer som den foreliggende er skydevåben ikke nødvendige for at udgøre en trussel. Faktisk er det modsatte tilfældet, når man betænker deres erkendte mål og modus operandi. Deres våben er hegnssakse, bådshager, reb, røgslør, ild og skjulte sprængstoffer.
Hamas har brugt år og millioner af dollars på at udgrave underjordiske angrebstunneller i forsøg på at trænge ind i Israel — en alvorlig trussel, som indebærer spader, ikke geværer. Samtidig med at de fortsat graver tunneller, forsøger de sig nu over jorden og bruger deres egen befolkning som dække — skydevåbnene bliver først trukket frem, når de har nået deres mål om at gennemtvinge et massegennembrud. En soldat, der venter på, at et skydevåben dukker op, kommer til at underskrive sin egen dødsdom sammen med dødsdommen over de civile, som han eller hun er der for at beskytte.
Der har været fremført kritik (især fra Human Rights Watch) af, at israelske embedsfolk angiveligt gav grønt lys for soldaters ulovlige handlinger. For eksempel citerer HRW kommentarer fremsat af IDF's stabschef, premierministerens talsmand og af forsvarsministeren som beviser på ansporing
Antagelig er det ikke gået op for dem, at disse embedsfolk udøver deres myndighed via private kommunikationskanaler og ikke i offentlige medier, og at sådanne kommentarer ikke er instrukser til tropperne, men advarsler til Gazas civilbefolkning med henblik på at reducere udsigten til vold; og for at dæmpe den begrundede frygt hos de israelere, som bor tæt ved grænsen. Når stabschefen siger, at han udsætter '100 snigskytter langs grænsen', er det et udtryk for hans lovbundne pligt til at forsvare sit land, ikke en tilkendegivelse af intentioner om at anvende ulovlig magt.
Nogle menneskerettighedsgrupper (igen inklusiv HRW) og mediekommentatorer har kritiseret IDF's magtanvendelse på basis af, at der ikke har været rapporter om skader på soldater. Man har antydet, at dette indikerer en 'uforholdsmæssig' reaktion fra IDF's side. Som så ofte ved deres kommentarer til vestlige styrkers operationer misforstår – eller fordrejer – disse såkaldte eksperter den virkelighed, som sikkerhedsoperationer fungerer i, og lovens krav. Og det er slet ikke nødvendigt at fremvise skader for at påpege eksistensen af en ægte trussel. Den kendsgerning, at IDF's soldater ikke er blevet alvorligt såret, viser deres militære professionalisme, ikke et fravær af trussel.
Vi har også set det krav fremført, at ved fraværet af væbnede fjendtligheder er brugen af magt i Gaza styret af de internationale love om menneskerettigheder og ikke af love vedrørende væbnet konflikt. Her er reelt tale om en forkert opfattelse: hele Gaza er en krigszone, skabt af Hamas' langvarige, væbnede aggression imod staten Israel. Derfor er begge lovtyper i denne situation anvendelige, afhængigt af de eksakte omstændigheder.
Det er ifølge lovene vedrørende krigsførelse lovligt for IDF at konfrontere og dræbe en identificeret, fjendtlig kombattant overalt i Gaza, hvad enten han er uniformeret eller civilt klædt, bevæbnet eller ubevæbnet, udgør en overhængende trussel eller ikke, og hvad enten han angriber eller løber væk. I praksis ser det dog ud til, at IDF i deres bekæmpelse af voldelige opstande altid har opereret ud fra den antagelse, at alle personer er civile, (og har således ikke grebet til dødbringende våben som det første), med mindre det tydeligt fremgår, at det forholder sig anderledes.
Man går Hamas' ærinde
Der har været fremsat adskillige påstande om, at den israelske regering har nægtet at udføre en officiel undersøgelse af de dødsfald, der er sket. Også dette er fuldkommen usandt. Israelerne har udtalt, at de vil undersøge hændelserne ved at anvende deres eget internationalt respekterede retssystem. Det, den israelske regering har sagt, er, at den nægter at bøje sig for krav om en international undersøgelse, præcis som USA, Storbritannien og andre vestlige demokratier også ville nægte dette.
Al denne fejlagtige kritik af de israelske handlinger, såvel som truslerne om at indlede internationale undersøgelser, indstævne Israel for ICC og påberåbe sig universel jurisdiktion imod israelske embedsfolk, der er indblandede i håndteringen af denne situation, går Hamas' ærinde. Man godkender brugen af menneskelige skjolde og Hamas' strategi med at gennemtvinge drab på dens egne borgere. Implikationerne af dette vil række langt videre end blot til denne konflikt. Som vi har set ved tidligere udbrud af vold, forårsager den slags internationale reaktioner, herunder uretfærdig fordømmelse, en langt større udbredelse af denne form for taktikker og øger dødstallene blandt uskyldige civile verden over.
Mere omfattende vold i vente?
Som nævnt ovenfor er det sandsynligt, at vi kommer til at se endnu flere døde, end vi har set indtil nu, når Hamas' kampagne når sit planlagte kulminationspunkt den 14. eller 15. maj, som potentielt kan føre til mange flere døde og sårede palæstinenserne. Det er lige så sandsynligt, at vi kommer til at se en udbredt og stigende fordømmelse i medierne og blandt internationale organisationer og menneskerettighedsgrupper. Folk med en anti-USA agenda, såvel som en anti-Israel agenda, vil også uundgåeligt forbinde denne vold med præsident Trumps beslutning om at åbne den amerikanske ambassade i Jerusalem.
Fremtidige aktioner
Hamas' nye taktik har haft betydelig succes med hensyn til at vende elementer i det internationale samfund imod Israel og skade landets omdømme. Det er muligt, at selv efter at den nuværende voldsbølge er stilnet af, vil virkningerne fortsat kunne føles.
Der vil sandsynligvis opstå endnu flere bestræbelser på at skabe yderligere fordømmelser fra internationale aktører så som de forskellige FN-organer, samt dedikerede rapporter fra FN's Special Rapporteurs. Desuden vil der være bestræbelser i retning af at få den internationale domstol ICC's chefanklager til at undersøge disse hændelser, samt opfordringer til retsforfølgelse i forskellige stater (under påberåbelse af 'universel jurisdiktion') i et forsøg på at tilsvine eller endda rejse anklage imod og arrestere IDF-personale og israelske politikere.
Hamas og andre palæstinensiske grupper vil uundgåeligt forsøge sig med samme taktik igen i fremtiden. For at imødegå dette forbereder Israel efter sigende at styrke grænsehegnet til Gaza for at gøre en gennembrydning vanskeligere, uden at man skal gribe til dødbringende magtanvendelse. (De arbejder allerede på en underjordisk barriere, som skal forhindre gennembrydning ved hjælp af tunneller.) Men der er tale om et langstrakt projekt og i hvilken grad en uigennemtrængelig barriere rent faktisk kan fremstilles, står ikke klart.
Desuden bruger IDF stadig større opmærksomhed på ikke-dødbringende våbentyper. Til dato er der, trods et betydeligt internationalt arbejde på dette område, ikke blevet udviklet noget praktiserbart og effektivt system, som vil kunne fungere effektivt under denne type forhold.
Et område, hvor Israels venner og allierede kan hjælpe, er ved at imødegå den propaganda vendt imod Israel, som Hamas forsøger at skabe, herunder lægge pres på politiske ledere, menneskerettighedsgrupper, internationale organisationer og medierne med henblik på at undgå usande fordømmelser af Israel; samt afvisning af kravene om internationale handlinger så som ensidige FN-undersøgelser og resolutioner. Sådanne imødegåelser, som bør ledsages af en stærk fordømmelse af Hamas' voldelige taktik, kunne være med til at mindske lysten til yderligere brug af disse aktionsformer. Men stående over for en stærkt indgroet anti-Israel agenda er dette selvfølgelig nemmere sagt end gjort.
Oberst Richard Kemp har været kommandant for britiske styrker i Nordirland, Afghanistan, Irak og på Balkan. Denne analyse blev oprindelig bragt på internetsiden HIGH LEVEL MILITARY GROUP og er her genudgivet med forfatterens venlige tilladelse.