Min tid som antropolog med ophold i en hyrdelejr for yarahmadzai-stammen på nomadesletterne i det iranske Baluchistans ørken afslørede nogle af forhindringerne for fred i Mellemøsten. Det, man ser der, er en stærk, familiebaseret gruppeloyalitet, -forsvar og -solidaritet samt politisk strid mellem slægterne, store som små.[1] Dette rejste spørgsmålet om, hvordan der kan skabes enighed og fred i et system, der er baseret på strid.
Fred er ikke mulig i Mellemøsten, fordi andre værdier og mål end fred er vigtigere for Mellemøstens befolkninger. Det vigtigste for Mellemøstens folk er loyalitet over for slægt, klan og kult, og den ære der opnås via denne loyalitet. Det er disse kulturelle imperativer, disse primære værdier, man følger og hylder. Når der opstår en konflikt, og konfliktens parter er baserede på loyal troskab, anses konflikten for hensigtsmæssig og i orden.
Resultaterne af absolut troskab mod slægt og kultgrupper, og den strukturelle opposition til alle andre, kan iagttages gennem hele Mellemøstens historie, herunder også nutidige begivenheder, hvor konflikter har været udbredt. Tyrkere, arabere og iranere har udført militære angreb for at undertvinge kurderne. Samtidig er bl.a. kristne, yazidier, bahai'er og jøder blevet etnisk udrensede og bliver det stadig. Arabere og persere, sunnier og shi'itter, forsøger hver især at få magt over hinanden i en kappestrid, der har været en af de vigtigste faktorer bag Irak-Iran-krigen, Saddam Husseins regime og den aktuelle katastrofe i Syrien. Tyrkerne invaderede det græsk-ortodokse Cypern i 1974 og har holdt det besat lige siden. Adskillige muslimske stater har invaderet den minutiøse jødiske stat Israel tre gange, og palæstinenserne fejrer dagligt mordene på jøder.
Nogle mennesker i Mellemøsten, og nogle i Vesten, foretrækker at give udenforstående, f.eks. vestlige imperialister, skylden for Mellemøstens problemer, men det virker besynderligt at antyde, at de lokale indbyggere ikke spiller nogen som helst rolle og ikke har noget ansvar for deres egne handlinger i denne katastrofale region, som ikke blot ligger i toppen, når det gælder konflikter og brutalitet, men også i bunden i alle globale normer og målinger vedrørende menneskelig udvikling.
Kigger man på lokale forhold i et forsøg på at forstå lokale konflikter, må man først og fremmest forstå, at arabisk kultur gennem hele historien, såvel som i dag, er og har været baseret på beduinernes stammekultur. Størsteparten af befolkningen i det nordlige Arabien var beduiner, dengang islam opstod, og i den periode med hastig ekspansion som fulgte efter indførelsen af islam, bestod den arabisk-muslimske hær af beduinstammeenheder. Beduinerne, som for størstepartens vedkommende var nomader og hyrder, dannede stammer, som udgør regionale forsvars- og sikkerhedsgrupper.[2]
Beduinstammerne organiserede sig ved at danne grupper ud fra slægtens mandslinje. Konflikter mellem nære familiemedlemmer aktiverede kun små grupper, mens konflikter mellem fjernere slægtninge aktiverede større grupper. Hvis der f.eks. opstod en konflikt mellem grupper af nevø, var ingen andre indblandede. Men hvis medlemmer af stammens forskellige sektioner var i konflikt med hinanden, ville alle nevøer og større grupper i den ene stammesektion slutte sig sammen imod den anden stammesektion. Så, hvilken gruppe et stammemedlem anså sig for at være en del af, afhang af omstændighederne, af hvem der var indblandet i konflikten.
Forholdet mellem forskellige slægtsgrupper var i princippet altid oppositionelt, med stammer der i deres helhed anså sig selv for at stå i opposition til andre stammer. Det generelle strukturforhold mellem grupper på samme genealogiske og demografiske niveau kan betegnes som balanceret opposition. Den stærkeste politiske norm blandt stammefolkene var loyalitet og aktiv støtte til egen familiegruppe, stor eller lille. Man skal altid beskytte nære familiemedlemmer imod fjernere slægtninge. Loyalitet blev belønnet med ære. At undlade at støtte sin familie ansås for vanærende. Resultatet inden for dette system var ofte en låst situation, hvor truslen om en fuldtonet konflikt med en anden gruppe af samme størrelse og med samme beslutsomhed skulle afskrække modparten fra letsindige eventyr. At der ikke forekom flere konflikter end dem, stammernes historie vidner om, skyldes denne afskrækkelse.
Før islams opståen eksisterede der ingen gruppe eller loyalitet, der overtrumfede stammen eller stammefællesskaberne. Med islam blev der defineret et nyt, højere og mere omfattende niveau for loyalitet. Alle mennesker blev opdelt i muslimer og vantro, og verden blev opdelt i the Dar al-Islam, de troendes og fredens hus, og Dar al-harb, de ikke-troendes og krigens hus. Ifølge stammens loyalitetsideologi skulle muslimerne slutte sig sammen imod de vantro og derved ikke blot opnå hæder og ære, men tillige belønning i himlen.
Ære opnås gennem sejr.[3] Selvopofrelse i forsøget prises, men ære opnås ved at vinde. At tabe og blive offer er ikke nogen værdsat position i det arabiske samfund. At tabe i en politisk kamp resulterer i tab af ære. Dette efterlader en dyb følelse af, at det bør korrigeres. At tabe anses for dybt ydmygende. Kun udsigterne til fremtidig sejr og genoprettelse af æren driver folk fremad. Et eksempel er den arabisk-israelske konflikt, hvorunder de foragtede jøder gentagne gange har besejret arabiske staters hære. Dette har ikke kun været en materiel katastrofe for araberne, men i endnu højere grad en kulturel katastrofe, hvor de mistede deres ære. Den eneste måde at genvinde æren på er ved at besejre og udslette Israel, hvilket da også er palæstinensernes udtrykkelige mål: "fra [Jordan-] floden til [Middel-] havet." Derfor vil ingen aftale om land eller grænser bringe fred: fred genopretter ikke ære.
Intet af dette er ukendt for de arabiske kommentatorer, som til stadighed refererer til deres kulturs og samfunds stammekarakter. Selvfølgelig er der i dag kun få mennesker i Mellemøsten, der bor i telte og opdrætter kameler, men landsbyer og byområder dyrker de samme stammebaserede antagelser og værdier. Ifølge den tunesiske intellektuelle Al-Afif al-Akhdar elsker araberne deres "dybt forankrede kultur præget af stammebaseret hævn" og den heraf følgende "fikserede, rugende, hævngerrige mentalitet."[4] Den tidligere tunesiske præsident Moncef Marzouki har sagt, at "Vi har brug for en ideologisk revolution; vores stammementalitet har ødelagt vores samfund."
Dr. Salman Masalha, israelsk drusisk litterat og intellektuel, mener:
"De arabiske samfunds stammekarakter har dybe rødder i fortiden og rødderne strækker sig tilbage gennem arabisk historie helt til den præ-islamiske æra. ... Eftersom de arabiske samfund har en stammebaseret karakter, udgør de forskellige udgaver af monarkier og emirater den naturlige fortsættelse af den indgroede sociale struktur, hvor loyalitet mod stammen kommer før alt andet."
Mamoun Fandy, egyptiskfødt amerikansk intellektuel, skrev i den saudiske avis Asharq Al-Awsat:
"Araberne har, selv efter islams ankomst, aldrig været "ideologiske" folk, som forsøgte at udvikle en intellektuel vision vedrørende os selv og omverdenen. I stedet er vi folk, der er karakteriseret ved blodsbeslægtethed og familiebånd eller "shalal", som vi kalder det i Egypten. ... Trods det faktum at islam var den største intellektuelle revolution i vores historie, har vi som arabere tilpasset islam, så den tjener stammen, familien og klanen. Islams historie begyndte som en intellektuel revolution, og som en historie om ideer og lande; men efter det ortodokse kalifats begyndelse blev den forvandlet til noget i retning af en stammestat. Staten islam blev til umayyade-staten og senere til abbaside-staten, fatimide-staten og så fremdeles. Det betyder, at vi i dag har en stammehistorie i stedet for en idehistorie. ... Er denne stammehistorie, med dens stamme- og familieloyalitet og blodsbeslægtethedens prioritet over intellektuelle relationer, forsvundet for altid efter "det Arabiske Forår"? Selvfølgelig ikke; det, der er sket, er, at familierne og stammerne har iklædt sig revolutionens kappe i Yemen og i Libyen, og i Egypten udgøres oppositionen af stammer fremfor ideer."
 Mandlige beduiner i Abu Dhabi. (Foto af Dan Kitwood/Getty Images) |
Mellemøstens historie, de mange hundrede års stammekrige og de fortsatte gnidninger i de arabiske samfund vidner alle om den arabiske stammekultur og dens strukturelle modsætninger. I præ-moderne tid kan der have været gode grunde til at fastholde stammekulturen og dens organisering: stater og imperier var despotiske, udbyttende og stærkt afhængige af slavearbejde, og stammestrukturen gav nogle mennesker en mulighed for at forblive uafhængige. I nyere tid, med dennes moderne statsmodel, har regeringerne i Mellemøsten forsøgt at skabe stater, men disse har været baseret på stammeloyalitet og stammemodsætninger, som ikke er egnede til konstitutionelle stater. Alle herskere i regionen har grebet til tvang for at bevare deres position og har dermed gjort alle muslimske stater i regionen despotiske.
Mange mennesker i Mellemøsten ser katastroferne omkring sig og lægger skylden på udenforstående: "Det er jødernes skyld"; "det var briterne, der gjorde det imod os"; "det er amerikanernes skyld."[5] Mange vestlige akademikere og kommentatorer siger det samme og ophøjer denne kontra-historiske teori med betegnelsen "postkolonialisme." Men eftersom stammedynamikken har domineret regionen gennem tusind år efter skabelsen af islam og i tusinder af år før dette, forekommer dette at give udenforstående skylden for den regionale dynamik ikke videre troværdigt. Ikke desto mindre vil "postkolonialisterne" hævde, at det at pege på regional kultur som grundlaget for regional dynamik er det samme som at "give offeret skylden." I modsætning til befolkningerne i Mellemøsten elsker vi i Vesten "ofre." Men hvad nu, hvis Mellemøstens folk er ofre for deres egen kulturs begrænsninger og mangler?
Philip Carl Salzman er professor i antropologi ved McGill University, Canada.
[1] Philip Carl Salzman, Black Tents of Baluchistan, Washington, DC: Smithsonian Institution Press, 2000.
[2] Philip Carl Salzman, Culture and Conflict in the Middle East, Amherst, NY: Humanity Books, 2008.
[3] Frank Henderson Stewart, Honor, Chicago: University of Chicago Press, 1994.; Gideon M. Kressel, Ascendancy through Aggression, Wiesbaden: Harrassowitz, 1996.
[4] Citeret i Barry Rubin, The Long War for Freedom: The Arab Struggle for Democracy in the Middle East(Hoboken, NY: Wiley, 2006), 80-81.
[5] Ayaan Hirsi Ali, Infidel, NY: Free Press, 2007, p. 47.