De palæstinensiske fejringer af "sejren," som fandt sted, efter at Israel havde fjernet metaldetektorerne og overvågningskameraerne fra indgangen til Tempelbjerget i Jerusalem, varsler ilde om fremtidig stabilitet og fred i Mellemøsten.
Blandt palæstinenserne og mange arabere og muslimer betragtes det israelske skridt som et svaghedstegn. Set med deres øjne betød fjernelsen af sikkerhedskameraerne og metaldetektorerne kapitulation, kort og godt.
Hvordan kan vi vide det? Det er nemt: kig blot på den palæstinensiske reaktion. I stedet for at anerkende det forsonlige træk ved den israelske regerings beslutning, som havde til formål at lette spændingerne og undgå blodsudgydelser og vold, kræver palæstinenserne nu endnu mere.
Efter palæstinensernes opfattelse, er kontroversen om de israelske sikkerhedstiltag ved Tempelbjerget, som indledtes efter at tre terrorister havde myrdet to israelske politibetjente ved helligstedet den 14. juli, en del af et større slag mod Israel.
Vi har nået et nyt niveau i denne diskussion: Det Palæstinensiske Selvstyres embedsmænd indrømmer nu åbent, at det ikke handler om metaldetektorer og sikkerhedskameraer.
Derimod, siger de, er dette et slag om suverænitet over Tempelbjerget og Jerusalem. For palæstinenserne handler det egentlige slag om, hvem der har kontrollen over Jerusalem og dens helligsteder. Det virkelige slag gælder, set med deres øjne, jødernes ret til at leve i deres egen stat i Mellemøsten. Mange palæstinensere har stadig ikke forliget sig med tanken om Israels ret til at eksistere, og det er, hvad kampen i virkeligheden drejer sig om.
Palæstinenserne, der triumferer over, at Israel bøjede sig for deres krav om fjernelse af metaldetektorer og sikkerhedskameraer, har gjort det klart, at dette blot er det første skridt i deres kamp for at udslette enhver israelsk tilstedeværelse i Jerusalems gamle bydel og på Tempelbjerget.
Ingen har forklaret den palæstinensiske holdning tydeligere en Selvstyrets udenrigsminister, Riad Malki, som den 27. juli erklærede, at palæstinenserne opfatter den israelske beslutning om at afmontere metaldetektorerne og sikkerhedskameraerne som en overgivelse. Han bekræftede tillige, hvad mange israelske og palæstinensiske analytikere har sagt i de seneste uger – at konflikten om Israels sikkerhedsforanstaltninger blot var en undskyldning, som palæstinenserne brugte til at tvinge Israel til at gøre politiske og territoriale indrømmelser.
I en tale til Den Arabiske Ligas udenrigsministre i Cairo forklarede Malki: "Det handler ikke om metaldetektorer eller kameraer, men om, hvem der har kontrollen, og hvem der har suverænitet over Al-Aqsa-moskeen." Malki forklarede videre, at palæstinenserne ikke betragter den seneste konflikt som et spørgsmål om sikkerhed, men snarere som et rent politisk spørgsmål. "Slaget om Jerusalem er lige begyndt," sagde han og tilføjede, at det i kraft af bølgen af palæstinensiske protester mod de israelske sikkerhedstiltag var lykkedes at "forhindre" Israels "konspiration" om at ændre den historiske og juridiske status quo på Tempelbjerget.
 Det Palæstinensiske Selvstyres udenrigsminister, Riad Malki (billedet er fra 2009), sagde i sidste uge i en tale: "Det handler ikke om metaldetektorer eller kameraer, men om, hvem der har kontrollen, og hvem der har suverænitet over Al-Aqsa-moskeen... Slaget om Jerusalem er lige begyndt." (Foto: Mario Tama/Getty Images) |
Vi er her vidne til et sjældent sandhedens øjeblik hos den palæstinensiske udenrigsminister, hvor han ironisk nok modsiger, hvad mange i det international samfund og medierne hævder med hensyn til konfliktens udspring i metaldetektorer og overvågningskameraer.
De palæstinensiske protester, der fulgte som en reaktion imod disse sikkerhedstiltag, tydede på, at det i højere grad handlede om had til Israel og om at forsøge at tvinge det i knæ end om at fjerne metaldetektorer og overvågningskameraer. Under disse protester, især ved indgangen til Tempelbjerget, messede palæstinenserne slogans, som indeholdt trusler om at udslette Israel og dræbe jøderne.
"Vi marcherer for Al-Aqsa (moskeen), og vi vil ofre millioner af martyrer," lød et af råbene ved demonstrationerne, som blev anført af palæstinensiske religiøse og politiske topfolk. Et andet messende råb var: "Khaybar Khaybar ya yahud, jaish Mohammed sa yaoud" ("Khaybar Khaybar åh jøder, Muhammeds hær vender tilbage") – en reference til slaget ved Khaybar i året 628 ved profeten Muhammed og hans følgesvende imod jøderne, som boede i oasen Khaybar. Jøderne blev tvunget til at overgive sig, efter at mange af dem var blevet nedslagtet, og de fik efterfølgende kun lov til at blive boende i Khaybar på betingelse af, at de afleverede halvdelen af deres produktion til muslimerne. Demonstranterne messede tillige slogans, som opfordrede Hamas' militære gren, Ezaddin Al-Qassam, til at indlede terrorangreb imod Israel.
Størstedelen af de udenlandske journalister, som dækkede demonstrationerne, opfattede ikke denne messen som skræmmende eller anti-semitisk. Protesterne blev stort set beskrevet på en positiv måde som fredelig "civil ulydighed." Det er imidlertid netop sådan en retorik, som opflammer den palæstinensiske ild til at gå på gaderne og kaste sten og brandbomber imod israelsk politi og civile borgere.
Attenårige Omar Al-Abed er en palæstinenser, som således lyttede meget opmærksomt til denne type retorik. Den 22. juli stormede han ind i huset hos en jødisk familie i Halamish på Vestbredden og stak en bedstefar og dennes søn og datter ihjel under en middag, hvor man fejrede fødslen af et barnebarn. Kort før han drog ud på sin morderiske mission, havde Al-Abed slået en notits op på sin Facebook-side, hvor han gentog mange af sloganerne fra demonstrationerne og gik endnu videre til at beskrive jøder som "sønner af svin og aber."
Blodbadet i Halamish blev udført af en enkelt palæstinenser. Måske handlede han på egen hånd, uden at være blevet indoktrineret til at myrde jøder og uden støtte til sin handling fra sit samfund? Lad os undersøge det: hvordan reagere de palæstinensiske masser på hans morderiske vildskab? Hvordan reagerede Al-Abeds egen mor? Terroristens mor blev filmet, mens hun uddelte slik til sine gæster under en fejring af sønnens beslutning om at berøve tre jøder livet. "Jeg er stolt af min søn, fordi han har fået os til at rejse hovedet," erklærede hun.
Måske var stoltheden over terroristen blot et lokalt fænomen? Nej, selv det håb bliver knust: mens mange palæstinensere, især i Gazastriben, kom ud i gaderne for at fejre de brutale mord, telefonerede Hamas' leder, Ismail Haniyeh, til terroristens far og sagde til ham: "Din søn har bragt stolthed over nationen."
Blodbadet i Halamish indgød intens stolthed hos terroristens mor, hos dem, der omgav hende, og hos den palæstinensiske verden i bred forstand.
Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, som aldrig overser en lejlighed til at fremstille sig selv som fredsmager par excellence, valgte at forholde sig tavs om mordene. Men tag ikke fejl: hans larmende tavshed om terrorangrebet i Halamish tolkes af mange palæstinensere som et udtryk for billigelse af mordene på de tre jøder. Hvad enten det nu er et udtryk for billigelse af ugerningen eller frygt for egen befolkning, så er én ting sikker: Abbas og flertallet af de palæstinensiske ledere har oplært palæstinenserne godt. Når de lugter jødisk blod, angriber de.
Det er præcis det, der foregår i volden ved Tempelbjerget.
Nu hvor Israel har bøjet sig for deres krav vedrørende sikkerhedsforanstaltningerne, føler palæstinenserne sig mere opmuntrede og modigere end nogensinde. Mord og opvigleri betaler sig tydeligvis i deres tilfælde. De slap af sted med mordene på to politifolk ved Tempelbjerget; de slap af sted med mordene på de tre familiemedlemmer i Halamish, og set med deres øjne slap de af sted med de seneste voldelige protester og opflammen imod Israel.
Opmuntrede af den israelske "kapitulation" taler palæstinenserne nu om en "historisk sejr" over Israel. De praler af, at de vred armen om på Israel og tvang det til at "trække sig tilbage." Palæstinensiske tegnere og kommentatorer har udtrykt lignende opfattelser og har hævdet, at fjernelsen af metaldetektorerne og sikkerhedskameraerne stort set var et resultat af palæstinensisk vold, terror og trusler.
Endnu engang bliver en israelsk gestus mistolket af palæstinenserne og andre arabere og muslimer som svaghed. Denne form for fejltolkning er langt fra ny. Men hver gang det sker, sætter det scenen til en ny omgang vold. Resultatet af israelsk forsonlighed er uvægerligt palæstinensisk vold.
Palæstinenserne har selv opsummeret det ganske klart. Deres mål er, med deres egne ord, at optrappe volden, fordi de tror, at det, som Israel her gjorde, er det første skridt hen imod endnu flere indrømmelser og yderligere tilbagetrækning.
Bassam Tawil er en arabisk muslim bosiddende i Mellemøsten.