Selv hvis den hollandske politiker Geert Wilders havde vundet og hvis partiet Party for Freedom (PVV), som han dannede for 11 år siden, var blevet landets største, ville han ikke have været i stand til at blive regeringsleder. Lederne af alle de andre politiske partier sagde, at de ville afvise enhver alliance med ham. Det holder de fast ved den dag i dag.
De etablerede medier i Holland har i årevis spredt had og injurier mod Wilders, fordi han forsøgte at advare det hollandske folk og Europa om, hvordan deres fremtid vil blive, hvis de fortsætter deres nuværende indvandringspolitik. Som modsvar fandt et panel bestående af tre dommere ham i december måned skyldig i at "opfordre til diskrimination". Aviser og politikere beskriver ham konstant som en farlig mand og en højreorienteret aktivist. Sommetider kalder de ham "fascist".
Hvad har Geert Wilders gjort for at fortjene det? Han er aldrig kommet med nogen bemærkninger, der inkriminerer nogen enkeltperson eller gruppe på grund af deres race eller etnicitet. For at kunne anklage ham havde det hollandske justitssystem groft overfortolket nogle ord, han brugte under en demonstration, hvor han spurgte, om hollænderne ønskede "færre marokkanere". Ingen af Wilders' taler opfordrer til vold mod nogen. Den vold, der omgiver ham, er udelukkende rettet mod ham selv. Han forsvarer menneskerettigheder og demokratiske principper, og han er stærk modstander af enhver form for antisemitisme.
Hans eneste "forbrydelse" er at angive faren ved islamiseringen af Holland og resten af Europa og at hævde, at islam udgør en dødelig trussel mod friheden. Han har desværre gode empiriske grunde til at sige sådan. Holland er uheldigvis også et land, hvor kritik af islam er særlig farligt: Theo van Gogh lavede i 2004 en "islamisk ukorrekt" film og blev brutalt myrdet af en islamist, der udtalte, at han ville dræbe igen, hvis han kunne. To år senere definerede Pim Fortuyn, der havde håbet at kunne opstille til valget, islam som en "fjendtlig religion". Han blev dræbt af en venstreorienteret pro-islamisk dyrerettighedsaktivist. Den eneste grund til, at Geert Wilders er i live, er, at han døgnet rundt har politibeskyttelse, som den hollandske regering venligst stiller til rådighed.
Holland er generelt et land, hvor den muslimske befolkningsgruppe viser få tegn på integration. Der er nu 40 no-go zoner i landet. Uroligheder bryder let ud – for nylig i Rotterdam, Amsterdam og Nijmegen. Mennesker, der for nylig er tilrejst fra andre lande, angriber gang på gang de hollandsk-fødte borgere. Nogle føler sig så sikre på straffrihed, at de offentliggør online videoer af deres forbrydelser. I hele landet sker der i forstæderne en etnisk udrensning, som europæerne er for skræmte til at benævne, og ikke-muslimske beboere udtaler tit, at de føler sig chikaneret.
Ikke-muslimske kvinder opfordres af de lokale myndigheder til at klæde sig "beskedent". Eftersom hunde er haram (urene) i islam, opfordres hundeejere til at holde deres kæledyr inden døre. I 2014, 2015 og 2016 demonstrerede islamister og råbte slagord til støtte for Hamas og Islamisk Stat.
Dagligdagen er blevet særlig vanskelig for de 40.000 jøder, der stadig lever i landet. Områder, hvor der længe har boet jøder, er nu blevet næsten helt muslimske. Myndighederne anbefaler, at jøder undgår at vise "tydelige tegn" på jødedom for ikke at skabe "uro". Muslimsk kriminalitet er høj. Den procentvise andel af muslimer, der kommer i fængsel for diverse forbrydelser, er markant højere end muslimers procentvise andel af befolkningen. 6% af landets befolkning er muslimer, mens 20% af alle indsatte er muslimer. Der er ikke noget af dette, der er en hemmelighed.
Den eneste, der taler om disse problemer er Geert Wilders. Hollands politiske ledere og de fleste journalister foretrækker tilsyneladende at påstå, at det er Geert Wilders, der er problemet, så hvis han ikke var der, ville disse problemer ikke eksistere. I bedste tilfælde fremkommer de med vage udtalelser, der skal vise styrke. I værste tilfælde vender de ryggen til.
En stor procentdel af den hollandske befolkning er bekymrede. Den konstante dæmonisering af Geert Wilders er tilsyneladende et forsøg på at indoktrinere befolkningen til at tilpasse sig.
For et år siden udtalte Londons muslimske borgmester Sadiq Khan, at "det, at leve med terrorangreb, hører med til at bo i en storby". Det plejede ikke at være sådan. Rotterdams muslimske borgmester Ahmed Abutaleb brugte hårdere ord: Han sagde, at indvandrerne skal "overholde loven eller tage hjem".
I slutningen af januar måned havde ministerpræsident Mark Rutte en helsides annonce i flere aviser, hvori han indskærpede over for indvandrere, at de skal "opføre sig normalt eller forsvinde". Han brugte ikke ordet "islam". Den 11. marts 2017, fire dage før det hollandske valg, besluttede Rutte at sende et "stærkt budskab" ved at afskære tyrkiske ministre fra at holde taler i Rotterdam. Flere vælgere, der havde overvejet at støtte Geert Wilders, stemte i stedet på Ruttes Folkeparti for Frihed og Demokrati (VVD). Han sikrede dermed sin sejr i sidste øjeblik. Wilders' parti kom ind på andenpladsen. Frihedspartiet (PVV) gik fem mandater frem men har kun 20 mandater ud af 150. Ruttes VVD har nu 33 mandater. Arbejderpartiet, der var Ruttes vigtigste alliancepartner indtil den 15. marts, brød sammen og er nu nede på ni mandater, hvilket er deres værste resultat nogen sinde. Venstrefløjen er dog ikke gået tilbage: GroenLinks, der hovedsageligt består af tidligere kommunister og radikale miljøforkæmpere, fik 13 mandater, hvilket er en fremgang på 10 mandater. Socialistpartiet fik 14 mandater. Democraten 66, der er et "socialliberalt", "progressivt" og multikulturalt parti, fik 19 mandater, eller næsten lige så mange som Frihedspartiet. Et muslimsk parti, Denk (hollandsk for "tænk" og tyrkisk for "lighed") fik tre mandater. Det konservative parti VNL, der blev dannet af to tidligere medlemmer af Frihedspartiet, blev slået helt ud og har nu slet ingen mandater.
Den kommende hollandske regering vil bestå af en koalition af fire partier, måske fem, og sandsynligvis læne sig mere over mod venstre end tidligere regeringer. Den vil utvivlsomt omfatte Democaten 66, og den kunne omfatte Groenlinks.
Landets situation vil utvivlsomt forværres i de kommende år. Hollands fertilitetsrate (1,68 barn per kvinde) er ikke lige så katastrofal som fertilitetsraten i Tyskland, Italien og Spanien, men den er langt under det reproduktive niveau. Muslimers fertilitetsrate er højere end ikke-muslimers. Hvert år lukker snesevis af kirker på grund af et hurtigt faldende antal praktiserende kristne. Kirkerne erstattes af moskeer. Der bliver ved med at komme missionerende radikale prædikanter, og islamistiske organisationer bliver ved med at rekruttere. I en rapport om islamiseringen af Holland, der blev udgivet for ti år siden, skrev Manfred Gerstenfeld, at "inden for Hollands muslimske befolkningsgruppe er modstanden mod radikale kræfter svag". Intet har ændret sig siden da.
Det, der sker i Holland, minder om, hvad der sker i de fleste europæiske lande. I Storbritannien, Belgien, Frankrig, Tyskland og Sverige er antallet af no-go zoner hastigt stigende. Islamiske oprør sker stadigt oftere. Etniske bander bliver mere voldelige. Etnisk udrensning forandrer boligområder. Jøder forlader landet og rejser til Israel eller Nordamerika. Den muslimske befolkningsgruppe et stærkt stigende. Radikale moskeer breder sig. Der er islamiske organisationer overalt.
Politikere, der vover at tale på samme måde som Geert Wilders, bliver behandlet på samme måde som Geert Wilders: hånet, marginaliseret og retsforfulgt.
Vesteuropas verdenssyn er 'hegemonisk'. Det er baseret på en idé om, at den vestlige verden er skyldig; at alle kulturer er lige, og at islamisk kultur er "mere lige" end vestlig kultur, fordi islam angiveligt igennem længere tid blev undertrykt af Vesten. Dem, der mener, at Vesten er skyldig, "glemmer" at islam længe undertrykte Vesten: Muslimske hære erobrede Persien, det kristne Byzantinske Rige, Nordafrika og Mellemøsten, Spanien, Grækenland, Ungarn, Serbien og det øvrige Balkan og næsten hele Østeuropa. De muslimske hære var en konstant trussel, indtil de plyndrende osmanniske tropper endelig blev standset ved Wiens Porte i 1683.
Denne europæiske vision omfatter også den idé, at alle konflikter kan løses med fredelige midler, at eftergivenhed næsten altid er løsningen, og at Europa ikke har nogen fjender.
Den omfatter også den idé, at en oplyst elite bør have magten, for når Adolf Hitler kunne komme til magten på demokratisk vis for 80 år siden, kan det ende galt, hvis man lader folk frit bestemme over deres skæbne.
Det ser ud til, at drømmen er en utopisk fremtid, hvor velfærdssystemer eliminerer fattigdom, og hvor vold bliver overvundet med åbenhed og kærlighed.
Det er dette verdenssyn, der kan have fået Tyskland kansler Angela Merkel til at åbne dørene for mere end en million muslimske migranter, hvis baggrund ikke var undersøgt, på trods af en kriminalitetsbølge blandt migranter og et stigende antal voldtægter og seksuelle overgreb. Den eneste kandidat, der med sandsynlighed vil kunne slå Angela Merkel ved dette års valg i Tyskland, er en socialist: Martin Schulz, der er tidligere formand for Europa-Parlamentet.
I Frankrig er Marine Le Pen den eneste kandidat, der taler om islam og indvandring. Hun vil med stor sandsynlighed blive slået af Emmanuel Macron, der tidligere var minister i François Hollandes regering. Han er en mand, der ikke ser ondskab nogen steder.
Det er dette verdenssyn, der tilsyneladende fik den britiske premierminister Theresa May til at udtale, at det islamiske angreb den 22. marts i Westminster "ikke var islamisk terrorisme".
Dette romantiserede, utopiske syn på verden forklarer også, hvorfor folk i Europa som eksempelvis Geert Wilders betragtes som inkarnationen af det onde, mens radikal islam betragtes som en perifær plage, der ikke har nogen forbindelse til "fredens religion". I mellemtiden er Wilders dømt til et liv med beskyttelse, som hvis han havde været i fængsel, mens dem, der ønsker at slagte ham – og som truer millioner af mennesker i Europa – kan gå frit omkring.
Denne teenage-agtige vision er så indlejret i sindet hos millioner af europæere, at det er nødvendigt, at mange bliver voksne hurtigt, hvis vi skal kunne blive den kvit.
Guy Millière er professor ved Paris Universitet og er forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.