Den 2. februar 2017: En "no-go zone" i Paris' østlige forstæder. Politibetjente på patrulje hører skrig. De beslutter sig for at undersøge det. Mens de er på stedet, fornærmer en ung mand dem. De beslutter at arrestere ham. Han slår dem. Et slagsmål begynder. Han anklager en politibetjent for at have voldtaget ham med en politistav. En politiundersøgelse fastslår hurtigt, at den unge mand ikke blev voldtaget. Men det er for sent; en giftig proces er begyndt.
Uden at afvente yderligere afklaring siger den franske indenrigsminister, at politibetjentene har "opført sig dårligt". Han tilføjer, at "politiets dårlige opførsel skal fordømmes". Frankrigs præsident François Hollande tager til hospitalet for at vise den unge mand sin opbakning. Præsidenten siger, at han har opført sig "værdigt og ansvarligt". Dagen efter bliver der stablet en demonstration på benene rettet mod politiet. Demonstrationen udvikler sig til uroligheder.
Urolighederne fortsætter i mere end to uger. De berører over 20 byer i hele landet. De spreder sig til centrum af Paris. Der bliver sat ild til snesevis af biler. Forretninger og restauranter bliver plyndret. Offentlige bygninger og politistationer angribes.
Politiet får besked på ikke at gribe ind. De gør, hvad de får besked på. Der foretages kun få arrestationer.
 Politibetjente ser på, mens en bil, der blev ødelagt af demonstranter i en parisisk forstad, fjernes den 13. februar 2017. (Billedkilde: øjebliksbillede fra en Ruptly video) |
Langsomt vender rolige forhold tilbage, men urolighederne kan let blusse op igen. Frankrig er et land prisgivet omfattende opstande. De kan eksplodere nårsomhelst, hvorsomhelst. De franske ledere ved det og søger tilflugt i fejhed.
Det, der sker, er resultatet af en ætsende udvikling, der begyndte for fem årtier siden. Efter krigen i Algeriet ledte præsident Charles de Gaulle i 1960'erne sit land hen imod tættere forbindelser med arabiske og muslimske lande.
Migrantstrømme af "gæstearbejdere" fra Algeriet, Marokko og Tunesien, der var begyndt få år forinden, øgedes markant. Indvandrerne blev ikke opfordret til at integrere sig. Alle gik ud fra, at de ville tage hjem igen ved deres ansættelseskontrakters ophør. De boede i storbyernes forstæder. Økonomien var dynamisk med markant jobskabelse. Der så ikke ud til at være nogen problemer.
Tyve år senere var det åbenlyst, at der var alvorlige problemer. Der var nu flere millioner indvandrere. Ud over indvandrere fra arabiske lande kom der nu folk fra Afrika syd for Sahara. Der opstod boligområder, hvor der udelukkende boede arabere og afrikanere. Der kom økonomisk recession og stor arbejdsløshed. I stedet for at tage hjem igen, blev de arbejdsløse indvandrere afhængige af sociale ydelser. Der var stadig ingen integration. Selv om mange af de nytilkomne var blevet franske statsborgere, lød de tit bitre over Frankrig og Vesten. Politiske urostiftere begyndte at lære dem at afsky vestlig kultur. Der kom voldelige bander af unge arabere og afrikanere. Sammenstød med politiet var almindeligt. Når et bandemedlem var såret, ville politiske urostiftere tit tilskynde til mere vold.
Det blev vanskeligt at kontrollere situationen. Der blev imidlertid intet gjort ved det, tværtimod.
Trotskistiske militante skabte i 1984 bevægelsen SOS Racisme og begyndte at definere enhver kritik af indvandringen som "racistisk". Større venstreorienterede partier støttede SOS Racisme. De tænkte tilsyneladende, at hvis de anklagede deres politiske modstandere for racisme, kunne de få de "nye borgeres" stemmer. Mange iagttagere blev foruroligede over tilstedeværelsen af islamistiske urostiftere samtidig med urostiftere i arabiske og afrikanske boligområder, i tilgift til fremkomsten af en anti-vestlig islamisk diskurs. SOS Racisme betegnede med det samme enhver, der talte om islamisk fare, som "islamofobe racister".
Den kommunistiske politiker Jean-Claude Gayssot indgav i 1990 et lovforslag, der blev vedtaget. Det fastsatte, at "enhver diskrimination på baggrund af etnicitet, nationalitet, race eller religion er forbudt". Loven er siden da blevet brugt til at kriminalisere enhver kritik at arabisk eller afrikansk lovovertrædelse, kritisk stillingtagen til indvandring fra den muslimske verden og enhver negativ analyse af islam. Mange skribenter er blevet idømt bøder, og de fleste "politisk ukorrekte" bøger om disse emner er forsvundet fra boghandlernes hylder.
Den franske regering indskærpede over for medierne, at de skulle overholde "Gayssot-loven". Regeringen ville også have lærebøger i historiefaget skrevet om, så de inkluderer kapitler om de forbrydelser, som Vesten har begået mod muslimer, og om islams "væsentlige bidrag" til menneskeheden.
I 2002 blev landets situation dramatisk.
Arabisk og afrikanske boligområder var blevet "no-go zoner". Radikal islam var udbredt og islamistiske angreb begyndte. Snesevis af biler blev sat i brand hver uge. Muslimsk anti-semitisme var hastigt voksende og førte til en stigning i anti-jødiske angreb. SOS Racisme og andre anti-racistiske organisationer var tavse om den muslimske anti-semitisme. Organisationer til bekæmpelse af anti-semitisme ville ikke anklages for "islamofobisk racisme" og var derfor også tavse.
Bogen Les territoires perdus de la République (Republikkens mistede territorier), skrevet af Georges Bensoussan under pseudonymet "Emmanuel Brenner", udkom. Bogen beskrev nøjagtigt, hvad der foregik. Den fortalte om det udbredte had til Vesten, som unge med indvandrerbaggrund har, og om unge muslimers rene had til jøder. Ifølge bogen var "no-go zoner" på kanten af løsrivelse og ikke længere en del af fransk territorium. Mainstream medierne ignorerede bogen.
Tre år senere, i oktober 2005, brød der uroligheder ud over hele landet. Mere end 9.000 biler blev sat i brand. Hundredvis af butikker, supermarkeder og indkøbscentre blev plyndret og ødelagt. Snesevis af politibetjente blev alvorligt såret. Stormløbet endte, da regeringen lavede en fredsaftale med muslimske organisationer. Magten havde skiftet hænder.
Siden da har staten vanskeligt ved at opretholde lov og orden i Frankrig.
En anden bog: Une France soumise (Et undertrykt Frankrig), blev for nylig udgivet af dén mand, der 15 år forinden skrev Les territoires perdus de la République: historikeren Georges Bensoussan. Det er nu selve Frankrig, der er det tabte territorium.
"No-go zoner" er ikke længere fransk territorium. Radikal islam og had til Vesten er fremherskende blandt muslimske befolkningsgrupper og, mere bredt, blandt mennesker med indvandrerbaggrund. Muslimsk anti-semitisme gør livet ubærligt for jøder, der ikke har forladt Frankrig endnu og ikke har råd til at flytte til områder, hvor jøder ikke trues endnu: til 16. og 17. arrondissement, der er Paris' Beverly Hills, eller til Neuilly, der er en velhaverforstad uden for Paris.
Overalt i Frankrig går gymnasielærere på arbejde med en koran i hånden for at sikre sig, at det, de siger i klassen, ikke er i modstrid med islams hellige bog.
Alle lærebøger i historiefaget er "islamisk korrekte". En trediedel af de franske muslimer siger, at de ønsker at leve i overensstemmelse med den islamiske sharialov og ikke i overensstemmelse med Frankrigs love.
På hospitaler kræver muslimer i stigende grad at blive behandlet af en muslimsk læge, og de nægter at lade deres kone blive behandlet af en mandlig læge.
Der sker dagligt angreb på politibetjente. Politiet har ordrer: De må ikke tage ind i "no-go zoner". De må ikke reagere på fornærmelser og trusler. De skal flygte, hvis de angribes. Somme tider har de ikke tid til at flygte
I oktober 2016 blev to politibetjente levende brændt i deres bil i Viry-Châtillon, der ligger syd for Paris. I januar 2017 blev tre betjente udsat for et bagholdsangreb og blev stukket ned i Bobigny, en forstadsby i det østlige Paris.
Politiet reagerede på hændelsen den 2. februar. Da en mand blev voldelig, flygtede de ikke. Den franske regering kunne kun finde dem skyldige og beskyldte en betjent for at have voldtaget sin angrebsmand. Betjenten var imidlertid uskyldig i voldtægt; han var skyldig af den enkle grund, at han havde grebet ind. Den franske regering fandt også hans kolleger skyldige. De blev alle anklaget for "vold". De skal nu i retten.
Den unge mand, der ødelagde disse betjentes liv, anklages ikke for noget. Han er nu en helt i alle "no-go zoner". Mainstream tv kanaler inviterer ham ind til interviews. Han hedder Theodore, eller Theo. Overalt finder man klistermærker med "Retfærdighed til Theo". Ved demonstrationer vifter man med bannere med hans navn. Oprørere råber hans navn i flæng med "Allah".
Nogle få journalister har sagt, at han ikke er en helt, at "no-go zoner" er lommer af anti-vestlig, anti-semitisk og anti-fransk had, der nårsomhelst kan bryde ud. Disse journalister er imidlertid meget forsigtige. De ved, at de kan blive retsforfulgt.
Georges Bensoussan, den marokkanskfødte forfatter til Les territoires perdus de la République og Une France soumise, er nu på anklagebænken. Kollektivet mod Islamofobi i Frankrig (CCIF) indgav en klage mod ham. De anklager ham for at have sagt: "Vi ser i dag et andet folk i Frankrig. De forårsager en tilbagerulning af adskillige demokratiske værdier, som vi bekender os til", og "Denne indgroede anti-semitisme, som Fondapol Survey dokumenterede sidste år, kan ikke forbigås i tavshed".
Der blev straks sat dommere på sagen. Domsafsigelsen er berammet til den 5. marts. Hvis Bensoussan ikke dømmes, vil CCIF appelere. Bensoussan befinder sig på venstrefløjen. Han er medlem af "J Call" (Europæisk Jødisk Opfordring til Fornuft). Det er en bevægelse, der kritiserer "Israels besættelse af Vestbredden" og plæderer for "oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat". Selv sådanne holdninger er ikke længere nok til at beskytte ham Den Internationale Liga mod Racisme og Anti-semitisme (LICRA), der blev grundlagt i 1927 for at bekæmpe anti-semitisme, støttede CCIF. Organisationer, der tilsyneladende bekæmper anti-semitisme i Frankrig, ser i stedet ud til at klamre sig til nyttesløse utopier ved at tilfredsstille deres plageånder. De nævner aldrig muslimsk anti-semitisme og har nu fuldt ud tilsluttet sig kampen mod "islamofobisk racisme" mod jødiske forfattere som Georges Bensoussan.
Der afholdes valg i Frankrig i april. Socialistpartiet valgte kandidaten Benoît Hamon, der støttes af den franske afdeling af Det Muslimske Broderskab: UOIF (Sammenslutningen af Islamiske Organisationer i Frankrig).
Den yderste venstrefløj og kommunisterne vil også have en kandidat: Jean-Luc Mélenchon, der er en ubetinget beundrer af Lenin, Hugo Chavez og Yasser Arafat, og han er en stærk modstander af Israel.
Hamon og Mélenchon vil sandsynligvis hver få omkring 15% af stemmerne.
Emmanuel Macron er en tredie kandidat fra venstrefløjen. Han er et tidligere medlem af den franske socialistiske regering under François Hollande. For at få muslimske stemmer tog han til Algeriet og udtalte, at den franske kolonisation var en "forbrydelse mod menneskeheden". Han erklærede flere gange, at fransk kultur ikke eksisterer og at vestlig kultur heller ikke eksisterer. Han tilføjede, at arabisk-muslimsk kultur skal have "sin plads" i Frankrig.
Den konservative kandidat François Fillon lover at bekæmpe sunniislam men udtaler også, at han ønsker en "stærk alliance" mellem Frankrig, Irans mullah og Hizbollah. Hans omdømme er slemt kompromitteret af en "fake jobs" skandale. Han har angrebet Frankrigs jødiske samfund, formodentlig for at sikre sig muslimske stemmer. Han udtalte, at de ikke respekterer "alle landets regler". Han har udtalt, at Israel repræsenterer en trussel mod verdensfreden.
Det yderste højres kandidat fra Front National, Marine Le Pen, kan forekomme at være dén kandidat, der med størst beslutsomhed ønsker at bringe Frankrig på rette kurs, men hendes økonomiske program er lige så frugtesløst marxistisk som Hamon og Mélenchons programmer. Le Pen ønsker også at tiltrække de muslimske vælgere. Hun tog for få måneder siden til Kairo for at mødes med al-Ashars storimam. Hendes parti støttede, som alle andre franske partier, den tidligere amerikanske præsident Barack Obamas anti-israelske holdninger såvel som FN's Sikkerhedsråds Resolution 2334, der blev vedtaget den 23. december sidste år.
Le Pen vil sandsynligvis vinde første runde af valgets to runder, men hun vil utvivlsomt blive slået i anden runde. Alle de andre kandidater vil stå sammen om dén kandidat, hun vil være oppe imod – sandsynligvis Macron eller Fillon (hvis han stadig er med i opløbet). Le Pen vurderer formodentlig, at situationen i Frankrig vil være endnu værre om fem år, og at hun da vil have en seriøs chance for at blive valgt som præsident.
For få måneder siden skrev den franske forfatter Ivan Rioufol i den nyligt udkomne bog La guerre civile qui vient (Borgerkrigen, der kommer): "Faren udgøres ikke af Front National, der kun er et udtryk for et forladt folks vrede. Faren udgøres af de stadigt tættere bånd mellem venstrefløjen og islamismen... Faren skal standses".
Guy Millière er professor ved Paris Universitet og er forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.