Den 23. juni 2016 stemte 51,9% af vælgerne i Storbritannien for at forlade den Europæiske Union (EU). Fremmødet var højt, og den britiske folkeafstemning vakte stor international opmærksomhed. Marine Le Pen, lederen af Frankrigs Front National, roste resultatet og kaldte Brexit for "det mest betydningsfulde øjeblik siden Berlinmurens fald." Le Pen sagde, at hvis hun vinder det franske præsidentvalg i 2017, vil hun udskrive folkeafstemning om at forlade EU.
Nigel Farage trak sig som leder af Britisk Uafhængighedsparti (UKIP) kort efter at have sejret i den historiske afstemning. Adskillige dødstrusler mod ham og hans familie fra tilhængere af EU skal efter sigende have påvirket hans beslutning.
De komplicerede skilsmisseforhandlinger mellem Storbritannien og EU kan tage mange år. Nogle har skelet til Schweiz og Norge, to af verdens rigeste lande, som mulige modeller, man kunne følge, men de har begge et tæt samarbejde med EU. Der er også bekymring i både Schweiz og Norge for, hvordan Brexit vil komme til at indvirke på disse landes eget forhold til EU.
Daniel Pedroletti, formand for gruppen af schweiziske samfund, New Helvetic Society, London, siger, at der er "stor misforståelse" i Storbritannien vedrørende Schweiz' position:
"De ønsker at være som Schweiz, men de er ikke klar over, at Schweiz betaler kolossale summer til EU og må acceptere love uden at have indflydelse [på disse]."
"De indser ikke, at hvis de ønsker en tilsvarende ordning, vil de være nødt til at acceptere befolkningernes frie bevægelighed og betale høje lønninger og acceptere nogle love, som de ikke vil have nogen indflydelse på."
Selvom Schweiz ikke er fuldgyldigt medlem af EU, har landet mere end 120 bilaterale aftaler med blokken – landets vigtigste handelspartner.
Nigel Farage ønsker ikke, at Storbritannien skal efterligne Norges aftale med EU. Den er frygtelig, siger han. Det norske folk har afvist et medlemskab af EU. Alligevel har det norske folketing, Stortinget, "bedraget folket" og har, ifølge Farage, fået Norge ind i en meget dårlig aftale med EU.
Nordmændene har stemt imod et medlemskab af Fællesmarkedet/Den Europæiske Union to gange, i 1972 og i 1994. Efter afstemningen i 1994 indgik landets politiske ledere en aftale om en tæt tilknytning til EU. Det drejer sig om EEA-aftalen, i Norge kendt som EØS-aftalen. Den dækker ikke en fælles landbrugs- og fiskeripolitik. Kontrollen med naturens resurser er et følsomt emne for et land med en lang kystlinje plus store havdepoter af olie og naturgas. Men bortset fra disse få undtagelser blev Norge i realiteten et associeret medlem af EU efter 1994. EEA-medlemskab kræver fri bevægelighed for mennesker, tjenesteydelser, gods og kapital mellem Norge og EU. Norge er også med i Schengen-aftalen om åbne grænser, som alvorligt har svækket kontrollen med migranter og asylansøgere over det meste af Europa.
Statistikker fra 2016 viser, at blandt alle de 31 lande inden for EU og European Economic Area (EEA) er Norge det eneste land, som har indført alle EU's direktiver inden tidsgrænsen. Norge har indtaget denne topstilling for tredje år i træk. To andre EEA-lande, Island og Liechtenstein, har været de mest sendrægtig, når det gælder implementering af direktiverne. Norge, som formodes ikke at være medlem af EU, har således indført EU's regler og regulativer mere lydigt end selv lande, som var med til at grundlægge EU, så som Frankrig, Tyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg. Dette vil måske overraske folk, som opfatter Norges forhold til EU som noget, der er værd at efterligne.
De fleste af Norges nuværende love er skrevet af bureaukrater i Bruxelles, ikke af valgte parlamentarikere i Norge. Nogle lærde advarer om, at afgivelsen af magt til EU er så omfattende, at det udgør en overtrædelse af Norges grundlov og alvorligt undergraver det demokratiske system.
 Norges statsminister, Erna Solberg, sammen med præsidenten for EU Kommissionen, Jean-Claude Juncker, den 21. januar 2015. (Foto: Den norske statsministers kontor) |
I juni 2016 vedtog det norske storting med overvældende flertal at knytte nationen til EU's finanstilsyn. Kritikerne fordømte dette som den "største suverænitetsafgivelse" i mange år. Med stemmerne 136 for og 29 imod vedtog stortinget et lovforslag, som binder Norges regulering af finansielle og forsikringsmæssige institutioner til EU-reglerne. Centerpartiets leder, Trygve Slagsvold Vedum, var imod forslaget og advarede om, at det udgjorde "en omgåelse af grundloven." Gruppen "Nej til EU" slog fast, at stortinget var gået direkte imod folkets vilje ved at svække landets suverænitet. En meningsmåling viste, at kun 26 procent af nordmændene støttede planen om at knytte Norge til EU's finanstilsyn.
Norges indbyggere har afvist medlemskab af EU to gange. Offentlighedens holdning har vedvarende og gennem flere årtier været imod et medlemskab. Meningsmålinger i dag viser, at et meget stort flertal af nordmænd er imod et medlemskab af EU. Til trods for dette har nationens politikere mere eller mindre gjort landet til EU-medlem, men uden indflydelse og uden stemmeret. Politikerne har gjort dette i direkte modstrid med den folkelige vilje og muligvis også i strid med landets grundlov.
Storbritannien er et større land end Norge og har en langt større økonomi. Det giver landet en stærkere stilling i forhandlinger med EU og andre. Men det ville være en fejl ikke at tage ved lære af andre landes erfaringer. Ved skabelsen af deres eget fremtidige forhold til EU bør briterne granske tilfældet Norge indgående. Men mest som et negativt eksempel på, hvad man bør undgå.