Det problem Europa står med, er ikke kun det kolossale antal migranter, som oversvømmer kontinentet. Problemet er, ifølge tidligere erfaringer, at disse mennesker ikke slipper ud af Mellemøsten. De bringer Mellemøsten med sig. Resultatet er en enorm belastning af værtsnationernes sociale systemer. Det bliver stadig vanskeligere at assimilere immigranterne med den eksisterende befolkning, når regeringer forsøger at skabe plads til en overvældende byrde af fremmede, som ikke kender landets skikke og ikke taler dets sprog. Multikulturalismen var en drøm. Den brast. I dens sted synes der at vokse et mareridt frem af uhåndterlige proportioner.
Migrantproblemet er ved at blive en kolossal, destabiliserende hovedpine for Europa. Det burde den ikke. Den mest humane løsning – som respekterer migranternes etniske og religiøse oprindelse og tager hensyn til deres basale trosmæssige og sproglige traditioner – kunne ligge tættere på hjemlandet, i det mindste for migranterne fra Mellemøsten og Nordafrika.
Havde disse migranter været jødiske, kunne man være helt sikker på, at Israel ville have grebet til nødforanstaltninger for at modtage dem og indoptage dem i den jødiske stat.
Disse migranter er ikke jøder, men den israelske model til omfattende og succesrig absorption og integration i samfundet kunne være en skabelon for migranterne, hvoraf det store flertal er muslimer og taler arabisk. Det er der, løsningen ligger.
Værtsnationer som det rige Saudi-Arabien og Golfstaterne, der har kæmpestore tomme landområder, kunne eventuelt overtales til at deltage med resten af verden i modtagelsen af de arabisktalende trosfæller og hjælpe disse med at stable en ny, produktiv tilværelse på benene, som kan bidrage til staten.
Vest for de libyske havne, hvorfra tusindvis af migranter begiver sig ud på en farefuld rejse over Middelhavet, ligger Algeriet og Marokko. Europa, Amerika og Den Arabiske Liga kunne måske bidrage til finansieringen af et sådant forehavende.
Man må spørge sig selv, hvorfor disse arabiske lande har forholdt sig tavse. Der kan kun være én grund. De kvier sig lige så meget ved at tage imod disse migranter, som mange europæiske lande har gjort. Det meste af verden har (forståeligt nok) ikke lyst til at lade sig oversvømme af flygtninge og flere scenarier som dem, vi har været vidne til. Der synes imidlertid at være behov for at fordele ansvaret. Den arabiske verden, som i det mindste er delvist ansvarlig for den vold og ødelæggelse, som stormvinden af migranter har afstedkommet, kunne måske overtales af det internationale samfund til at tage sin del af byrden og åbne sine porte for mennesker med samme tro og samme sprog.
Hvor europæerne plages af moralsk samvittighed, mens de forsøger at håndtere den humanitære krise, har de arabiske ledere ikke givet udtryk for nogen form for samvittighedsnag eller medfølelse med deres arabiske brødres og trosfællers skæbne. Dette er uacceptabelt.
De europæiske lande kunne, hver for sig eller gennem EU, henvende sig til Den Arabiske Liga og bede om dens assistance til absorbering af den store bølge af migranter.
Lad Europa tage imod de kristne. Lad de muslimske arabiske lande tage imod de muslimske arabere. Hvad Israel angår, har det altid ligget i front med hensyn til at yde humanitær hjælp, når det var muligt, og har bl.a. givet lægebehandling til tusindvis af sårede syrere gennem de senere år. Selvom landet, trods sin ringe størrelse, allerede har den højeste procentdel af immigranter per capita, kan Israel tydeligvis ikke forventes at skulle absorbere migranter fra lande, som er dets erklærede fjender.
Den foreslåede arbejdsdeling er en enkel og praktisk måde at løse det aktuelle migrantproblem på. Den kunne måske også bruges som model ved lignende problemer i fremtiden.