Mens EU overlader sin indvandringspolitik til menneskesmuglerne, vokser indvandringskrisen i Europa til svimlende højder. Det er rygtedes, at den europæiske fæstning er bestigelig. Fra Marokko til Tyrkiet har menneskesmuglingen udviklet sig til en uimodståeligt god forretning.
Lige fra småbøllerne til det terrorudrustede Hamas – for 2.500-3.000 dollar per indsmuglet person – vil mange tydeligvis have en bid af denne lukrative forretning, som er blevet skabt af EU's kollektive mangel på handling.
I Tyskland, hvor menneskesmuglerne nu sætter illegale indvandrere af på Autobahn, har myndighederne reageret – ikke ved at forsøge at opsnappe eller hindre smuglerne, men ved at opsætte nye vejskilte, som advarer trafikanterne om mulige fodgængere på kørebanen.
Allerede før dette års masseindvandring begyndte, kæmpede Tyskland med at håndtere godt og vel en kvart million asylansøgere – endda uden at man tæller de illegale indvandrere med, som allerede befinder sig i landet. Den seneste migrantbølge presser disse tal til rekordhøjder.
Tendensen i Tyskland afspejler blot det generelle omfang af den europæiske indvandringskrise. I juli 2015 ankom der skønsmæssigt 50.000 flygtninge til Grækenland, en stigning på 750 procent. Sidste måned alene landede der flere migranter end i hele 2014.
I Tyskland fortalte formanden for Niedersachsens kommunesammenslutning, Marco Trips, de lokale journalister, at "systemet er allerede brudt sammen." Denne opfattelse deles tilsyneladende af kommunale myndigheder over hele Tyskland. I et historisk tiltag har Tysklands regering nu indkaldt militæret til at hjælpe med at rejse nye teltbyer og sørge for basale bekvemmeligheder til det stadigt voksende antal flygtninge.
Flertallet af dem der kommer illegalt ind i Europa, synes ikke at være flygtet fra væbnede konflikter, men søger blot en bedre tilværelse i et velfærdsparadis. Europas svar har været at smide penge efter problemet – penge som Europa ikke har. Den britiske forsvarsminister har antydet, at Storbritanniens 12 milliarder pund store budget til udlandshjælp vil kunne "bremse" massemigrationen.
Det europæiske velfærdssystem, som i stigende grad er blevet finansieret af regeringsgæld gennem de seneste årtier, viser tegn på et forestående sammenbrud. Der er ingen synlig ende på Grækenlands gældskrise, trods gentagne hjælpepakker i størrelsesordenen 326 milliarder euro. Langsom økonomisk vækst, høj ungdomsarbejdsløshed og en aldrende befolkning gør i stigende grad den europæiske velfærdsmodel uholdbar.
Når de større medier bliver ved med at minde alle om, at de unge, der laver optøjer i Frankrig eller Storbritannien, er drevet af økonomisk ulighed i dag, så forestil jer omfanget af uroligheder, den dag Europa ikke længere kan finansiere "den halve klode" og tvinges til at skære ned på velfærdsydelserne.
Europas svar på denne truende, økonomiske dommedag er at skabe stadig flere velfærdsafhængige, eller endnu bedre, at "invitere" dem ved at undlade at sikre grænserne.
EU-bureaukraterne nægter ikke blot at iværksætte den mest basale grænsekontrol, men irettesætter enhver EU-medlemsstat, der tager initiativ til at sikre sine grænser. De europæiske politikere og større medier er i harnisk over Ungarns skridt til at rejse et grænsehegn langs sin sydlige grænse. Den amerikanske offentlige tv-kanal PBS kørte en rapport, som fortalte seerne om Ungarns "nye Jerntæppe." Associated Press citerede ikke-navngivne "kritikere," som sammenlignede det ungarske hegn med "kommunisttidens barrierer så som Berlin-muren."
EU-bureaukraterne i Bruxelles ønsker at påtvinge alle 28 medlemsstater én samlet asylpolitik, som opfordrer dem til at lukke endnu flere migranter ind. Ifølge denne fælles asylpolitik, som Bruxelles lægger op til, skal de asylansøgere, som kommer ind i EU, fordeles mellem EU-medlemslandene.
Ungarn, med 60.000 migrantankomster indtil nu i år, alle hovedsagelig kommet ind via Serbien, forbliver den mest højrøstede modstander af den af EU foreslåede politik.
Den ungarske premierminister, Viktor Orbán, er praktisk talt blevet udstødt af de europæiske politikere og medier, fordi han ikke vil rette sig efter EU's indvandringspolitik. Direkte imod EU's holdning har han efterlyst en "skelnen" mellem borgere fra EU-medlemslande, som rejser inden for Europa, og udlændinge uden for EU. "Der er økonomisk motiverede indvandrere, som blot søger en bedre tilværelse... Desværre kan vi i Ungarn ikke give alle disse indvandrere arbejde," sagde Orbán og kaldte EU's forslag om, at medlemsstaterne skal lukke flere flygtninge ind, for "absurd, grænsende til vanvid."
Europa, som selv rystes af en økonomisk krise, kan ikke give husly, arbejde og sociale ydelser til de mange tusinder, som hver dag lander på de europæiske kyster og krydser ind over dets grænser. De tyske aviser er fulde af utallige rapporter om indvandrere, som bliver skuffede efter at være ankommet til Europa, næsten altid efterfulgt af journalistens bøn om hasteindgreb for at håndtere de angivelige klager. Disse "skuffelser" udvikler sig ofte til voldelige sammenstød. Politiet over hele Tyskland har hænderne fulde blot for at forhindre de rivaliserende migrantbander i at angribe hinanden eller de offentlige embedsmænd.
Men ingen, især ikke medierne, bebrejder migranterne deres handlinger. De store medier i Tyskland nægter tilsyneladende at trække forbindelsen for ikke at "bestyrke negative stereotyper." En kommentator i Tysklands Tageszeitung skrev endda om en detaljeret regeringskonspiration, som tvinger indvandrerne til at blive voldelige – angiveligt blot for at give dem et dårligt ry.
Tageszeitung kørte også en historie, som begræd de "alarmerende forhold" for de flygtninge, som kom i land på de græske øer. Artiklen var ledsaget af et fotografi af nogle smilende, velnærede, robuste unge mænd, som poserede for at tage "selfies" på deres smartphones med cigaretter i hænderne. En af dem havde haft omtanke nok til at medbringe et selfie-stik til sin smartphone til at indfange det øjeblik, hvor han var flygtet fra en "krigszone" eller fra akut "økonomisk elendighed."
Dette er imidlertid den egentlige tragedie i flygtningekrisens udbredelse i Europa: bortset fra dem der er flygtet fra krigszoner, synes de fleste af de migranter, som myldrer ind over de europæiske grænser og kystlinjer, ikke at være i nogen virkelig eller presserende nød. Økonomisk ulighed på andre kontinenter burde ikke forpligte europæerne til at åbne deres egne sluseporte for masseindvandring.
Denne krise synes at være noget, Europa selv har skabt – det synes at være den logiske konklusion på Europas gældsdrevne velfærdssystem og EU's foragt for nationale grænser.