Den svenske regering forbereder nu en lov, som vil tvinge alle svenske kommuner til, imod deres vilje, at tilbyde offentligt anviste boliger til nyankomne flygtninge.
Indtil et godt stykke ind i det 20. årh. var Sverige et homogent land, hvor der næsten ikke boede nogen immigranter. I dag er Sveriges tredjestørste by Malmø, når man tager Sveriges liberale immigrationspolitik og den igangværende hurtige og radikale demografiske udvikling i betragtning, på vej til at blive en by, hvor etniske svenskere er i mindretal. Byens immigrantbefolkning er vokset fra 27 procent[1] i 1996 til 42% i december 2012.
Der er vanskeligheder for immigranterne i Sverige, ligesom alle andre steder, især med hensyn til uddannelse og på arbejdsmarkedet.[2]
Det der mangler, er imidlertid nogle andre synsvinkler. I områder som Fosie og Rosengård, hvor de etniske svenskere er i mindretal, er også disse blevet udsat for racisme. Det strækker sig lige fra nedsættende betegnelser som "svennehora" (svensk luder) eller "svennebög" (svensk homoseksuel), der bruges i skolerne til at fornærme børn med etnisk svensk baggrund, og til fjendtlige handlinger. Da en fodboldklub i det immigrantdominerede område Biskopsgården for eksempel rejste en majstang ved dette års midsommerfest, blev denne savet ned, inden der var gået et døgn. Som en slags institutionaliseret "omvendt racisme" imod svenskere har byen Malmø desuden en politisk målsætning om, at procentandelen af kommunalt ansatte med immigrantbaggrund skal matche immigranternes procentvise andel af den samlede befolkning i Malmø; 42% af Malmøs befolkning har immigrantbaggrund, derfor skal 42% af de ansatte i byen Malmø også have det. Resultatet er, at jo højere procentandelen af mennesker med immigrantbaggrund er i Malmø, desto mindre er sandsynligheden for, at mennesker med en etnisk svensk baggrund bliver ansat i byens lokaladministration. [3]
Uanset hvad man måtte mene om disse demografiske forandringer eller om Sveriges liberale immigrationspolitik, så kan nogle indfødte svenskere godt føle, at Sveriges immigrationspolitik er en sociologisk udgave af kreativ destruktion: "Ud med det gamle, ind med det nye."
Sverige har altid været et land med en liberal immigrationspolitik, men der er opstået nogle problemer, som gør denne liberale immigrationspolitik problematisk.
Schengenaftalen fra 1985, som også Sverige underskrev, fjernede grænsekontrollerne mellem mange europæiske lande og gjorde det dermed muligt for mennesker fra det sydlige Italien at rejse direkte til Sverige uden paskontroller eller identitetstjek. Samtidig har mange europæiske lande, især de skandinaviske lande omkring Sverige, gennem de seneste ti år strammet deres immigrationspolitik -- en ændring som gør Sveriges immigrationspolitik endnu mere frisindet set i forhold til nabolandene.
Desuden lovede det svenske indvandringskontor (Migrationsverket) i 2013 at give alle syriske flygtninge permanent ophold i Sverige.
Resultatet er, at Sverige er et smadret samfund. Mange indvandrere leder efter en identitet, men der findes ikke længere nogen kulturel sammenhængskraft. Det der skabes, er lokalsamfund uden historie. I Fosie og Rosengård har de demografiske ændringer for eksempel været så radikale og så hurtige, at befolkningen endnu ikke har haft tid eller mulighed for at skabe en fælles historisk eller kulturel kontekst. Man kan måske spørge, hvorfor der behøver at være en sådan, eller om der i sidste ende vil dannes en sådan ad naturlig vej. Rigtig mange samfund, især i Mellemøsten og dele af Europa, synes imidlertid kun at være blevet mere og mere opsplittede.
Der er dem, der er optimistiske og siger, at der en dag vil vokse en ny fælles historisk og kulturel kontekst frem, baseret på svensk multikulturalisme. Men immigrantopstande i Husby og væksten af jihadistiske elementer i de større svenske byer fortæller en anden historie.
Nogle indvandrere finder faktisk vej ind i en eller anden form for svensk identitet, som gør dem til en del af det svenske samfund. Men mange indvandrere synes kun at finde andre identiteter, der får dem til at føle sig som fremmede i Sverige.
Embedsmændene i den svenske regering siger, at de ønsker, at indvandrerne integrerer sig i det svenske samfund, men i områder hvor flertallet er immigranter, er der ikke meget samfund for dem at integrere sig i. Der er bygninger og spor af et samfund, men de mennesker som opbyggede dette samfund, er ikke til stede. Der findes kun et historisk og kulturelt vakuum.
Hvis hver eneste etnicitet i Sverige skaber sin egen historie og kultur, glemmer folk hen ad vejen at samles som land. I mange områder, hvor flertallet af beboere er immigranter og disses børn, bliver den eneste identitet, som et sådant fællesskab evner at skabe, at området har mange sociale problemer.
Når man taler med mennesker i områder, hvor flertallet er immigranter, opfatter mange af dem sig ikke som svenske. Der har dannet sig forskellige etniske og religiøse identiteter, men svensk national identitet er gået tabt.
Svensk national identitet afvises af mange mennesker med immigrantbaggrund, til forskel for eksempel fra USA hvor den amerikanske identitet bliver modtaget bredt blandt immigranterne, der simpelthen blot føjer den til deres tidligere kultur.[4] Man kan få et vist indtryk af den herskende holdning til svensk national identitet ved at læse nogle kommentarer fra den tidligere svenske statsminister (2006-2014), Fredrik Reinfeldt, som efter at have besøgt området Ronna i Södertälje (hvor flertallet af beboerne har immigrantbaggrund) udtalte: "Det oprindeligt svenske er blot barbari. Resten af udviklingen er kommet udefra."
Den slags udtalelser fra politiske førende kredse – magtfulde mennesker som fortæller immigranterne, at svensk national identitet ikke er noget værd – er forvirrende udbredte og er utvivlsomt blandt årsagerne til, at mennesker med immigrantbaggrund afviser svensk national identitet.
Hvordan oplever de etniske svenskere, i områder hvor de er i mindretal, den nye situation? Det er en diskussion, som ikke finder sted, hverken i de svenske medier eller i det svenske politiske establishment.
Al tale om de radikale demografiske forandringer stemples som racistisk af de førende svenske, politiske kredse.
Lokalsamfundene i Sverige, som er ved at miste deres historie i kraft af radikale demografiske forandringer, forventes at acceptere disse forandringer og holde mund, eller som en gammel svensk talemåde lyder: knytte næverne i lommen.
Når etniske svenskere er i mindretal i bestemte områder, betyder det, at de kan blive udsat for diskrimination. Men flertallet af politikere og mediekanaler i Sverige interesserer sig ikke for den diskrimination, som etniske svenskere udsættes for dér, hvor de er i mindretal.
Rapporter om, hvordan etniske svenskere chikaneres i områder, hvor immigranterne er i flertal, er ikke en del af den multikulturelle diskurs; immigration omtales udelukkende som en positiv foreteelse.
Men den samme racisme, om end i en anden udgave, som immigranterne kan møde i nogle dele af samfundet, møder svenskerne i andre dele af samfundet – hvor flertallet er immigranter. Det er imidlertid kun den ene af disse racismeformer, som får opmærksomhed.
Denne indstilling, hvor racisme mod etniske svenskere gøres usynlig, er noget man møder dagligt i Sverige.
Når en forbrydelse begås af immigranter, anses det for racistisk at påpege gerningsmandens etniske baggrund eller hudfarve. Men når en forbrydelse begås af en etnisk svensker og offeret er immigrant, er det vigtigt at påpege, at gerningsmanden var "hvid" eller "svensk." En etnisk svenskers forbrydelse anses for at være del af en "strukturel racisme." Accepten af denne dobbeltmoral er så tæt indvævet i samfundets struktur, at den er næsten umulig overhovedet at få øje på. Samfundets normer er så stærke og indlejrede, at folk ikke engang er klar over, at de opfører sig på en racistisk måde.
Da en muslimsk kvinde med hovedtørklæde hævdede, at hun var blevet tævet i august 2013, fortalte "anti-racistiske" aktivister[5] -- som erklærer at kun svenskere og vesterlændinge er egentlige racister – til medierne, at gerningsmændene var "hvide, svenske mænd." De indledte også en "hijab-underskriftindsamling" og insisterede på, at fremtrædende svenske politikere skulle bære det islamiske hovedtørklæde i et døgn som udtryk for støtte til hijab-underskriftindsamlingen. I februar 2014 lukkede politiet sagen, da der ikke var nogen mistænkte eller vidner til overfaldet på kvinden. Politiet havde materiale, det hele hemmeligstemplet, fra adskillige sikkerhedskameraer, men de "hvide, svenske mænd," som ifølge "anti-racisterne" havde begået overfaldet, blev aldrig fundet. Efter moskebrande eller overfald på immigranter beskylder "anti-racistiske" aktivister ofte straks "hvide, svenske mænd" for at være gerningsmændene, og i sidste instans viser det sig, at det er medlemmer af andre etniske grupper, der har begået forbrydelserne. At udsætte etniske svenskere for denne form for raceprofilering er blevet fuldkommen acceptabelt.
Selvom de svenske konservative ikke er imod immigranter, ønsker de en mere restriktiv immigrationspolitik, hovedsagelig for at forhindre en ødelæggelse af den sociale vævning af lokalsamfund og kulturer, sådan som det er sket i områder som Rosengård og Fosie. Sverige kalder sig for en "humanitær supermagt," men den humanitære betænksomhed er tilsyneladende ikke bred nok til at inkludere etniske svenskere, især dem der engang boede i områder, hvor der i dag findes store koncentrationer af immigranter. Mange gamle svenske kommuner og deres historie er gået tabt og er erstattet af noget, der kun kan beskrives med ordet "ghetto."
Der er tale om svenskere, hvis lokalsamfund blev brudt op, og som har mistet deres lokalhistorie på grund af Sveriges liberale immigrationspolitik.
Der er svenskere, som gennem en 20-årig periode er gået fra være en del af flertalsbefolkningen til at være et mindretal i det område, som de betragtede som deres eget. Disse mennesker mener ikke, at Sveriges liberale immigrationspolitik er human. De kan måske føle, at Sveriges liberale immigrationspolitik har røvet noget fra dem. Hvis vi virkelig alle er lige, så bør de, som undertrykt gruppe hvis lokalsamfund er blevet ødelagt, også være ligeværdige og deres synspunkter blive diskuteret.
I et land med en befolkning på 9,5 millioner skal der ikke så meget til for at få lokalsamfund til at bryde sammen. De radikale demografiske forandringer, som fattige kvarterer som Fosie og Rosengård er blevet påført, skal nu påtvinges resten af Sverige, hvad enten folk ønsker det eller ej. En liberal immigrationspolitik kan måske redde mange mennesker fra krig og fattigdom, men den har også sine ofre.
Nima Gholam Ali Pour er klummeskribent for den svenske social-konservative webside Samtiden og medlem af uddannelsesbestyrelsen i byen Malmø, Sverige.
[1] Områdefakta Malmø stadskontor 1996.
[2] I grundskolerne i 2013-2014 afsluttede f.eks. 82% procent af eleverne med etnisk svenske forældre alle fag ved udgangen af 9. klasse; men blandt eleverne, der var født i Sverige, men havde immigrantbaggrund, lå tallet på 70% procent. Blandt eleverne med immigrantbaggrund og født i udlandet var tallet 52 procent. Arbejdsløsheden blandt mennesker født i Sverige ligger på 6%, mens arbejdsløsheden blandt folk født i udlandet er på 16,6 procent.
[3] Sverige har en stor, offentlig sektor, og byen Malmø har 23.000 ansatte. Denne politiske målsætning gør derfor en forskel i mange menneskers tilværelse i en by, hvor den totale befolkning udgør 318.000 personer. I 1996 havde kun 34% af befolkningen i Fosie immigrantbaggrund; i december 2012 havde 66% procent af Fosies befolkning immigrantbaggrund. Nogle områder i Malmø har oplevet en lignende udvikling. I 1996 havde 74% af Rosengårds befolkning immigrantbaggrund; i december 2012 var tallet steget til 88%. Immigrantbaggrund vil sige, at man enten selv er født uden for Sverige eller har forældre, som begge er født uden for Sverige.
[4] Beyond the Melting Pot, af Daniel P. Moynihan og Nathan Glazer.
[5] Sverige har en "anti-racistisk" bevægelse, som ligger meget tæt på de svenske Socialdemokraterna, Venstrepartiet og Miljøpartiet De Grønne. Mange af bestyrelsesmedlemmerne i den anti-racistiske bevægelse er fremtrædende medlemmer af disse tre partier. Den anti-racistiske bevægelse arbejder også som forbindelsesled mellem disse tre partier og de immigrant- og religiøse organisationer, som indgår i den anti-racistiske bevægelse. For det meste benytter den svenske anti-racistiske bevægelse en "post-kolonialistisk retorik," hvilket vil sige, at de forsøger at sige, at svenskere eller vesterlændinge er racister, fordi svensk og vestlig kultur altid har været racistisk og bør dekonstrueres.