På en nylig konference oplevede jeg mig selv stå og beklage ineffektiviteten i en vestlig militæraktion imod Islamisk Stat (ISIL). Vi i Vesten havde besluttet os for at angribe ISIL, men syntes alligevel at holde igen. Hvorfor blev deres banksystem, propaganda og andre faciliteter, som støtter deres terroraktioner, ikke blæst sønder og sammen?
Man kan forestille sig min overraskelse, da en førende amerikansk ekspert i disse spørgsmål svarede, at langt det bedste man kunne gøre med ISIL, var lige præcis at gøre ingenting: Mellemøsten og den bredere "muslimske verden" var dømt til en massiv, omvæltende borgerkrig, så lad dem blot fortsætte med det, og lad os tage bestik af situationen, når den er klaret op.
Det er måske ret nemt at sige for en amerikaner. De europæiske ledere stirrer forfærdet på det stigende antal dødsofre blandt bådflygtninge ("migranter") på Middelhavet. Er det moralsk at gøre Ingenting? Men det at gøre Noget opmuntrer måske blot endnu flere skrækslagne mennesker til at forsøge at krydse over til Europa og blive der? Hvor ender sådan en proces? Hvis kontinent er Europa i det hele taget?
Alting kan analyseres i det uendelige. Politiske skrifter, strategidokumenter, køreplaner, risikostyringsvurderinger, beregninger af valgmuligheder, det kan alt sammen produceres i én forvirrende, bureaukratisk overflod. Men før eller siden må en af vore ledere gå ud og møde medierne eller offentligheden for med blot nogle få ord at forklare, hvad der foregår, og hvad man skal gøre ved det.
Enhver sådan udtalelse må opfylde to grundlæggende opgaver. Den skal beskrive den foreslåede handling og forklare, hvorfor den handling giver mening. Og den skal gøre det overbevisende ved at anslå en presserende tone.
Præsident Obamas udtalelse i august sidste år, efter ISIL's drab på et amerikansk gidsel, journalisten James Foley, var selvfølgelig forfærdelig på næsten alle måder. Den formidlede ingen presserende karakter og fremstod på en baggrund præget af den yderste vigtighed, præsidentens kækhed på golfbanen. Og frem for alt, den centrale, udtrykkelige, filosofiske tankegang var usvigeligt forkert: "Én ting vi alle kan blive enige om er, at en gruppe som ISIL har ingen plads i det 21. århundrede."
Hvorfor skulle vi være enige om det, når det nu er så skrækkelig tydeligt (a) at ISIL faktisk har en plads i dette århundrede og (b) at dens plads har tendens til at vokse, herunder tiltrække unge mennesker fra vore egne samfund, som fører den postmoderne ironi til dennes logiske konklusion, nemlig at lade samfundet krænge tilbage til den mørke middelalders bloddryppende herlighed?
På den anden side aktiverede præsidentens udtalelse måske netop pakken med meningsfuld inaktivitet. Hvis den egentlige politik er at læne sig tilbage og iagttage de forskellige voldelige fraktioner i Mellemøsten angribe hinanden, men reelt ikke indrømme at dette er politikken, så var udtalelsen måske ganske afklarende, set i den større sammenhæng.
Én ting vi måske alle kan blive enige om er, at det værste i alle verdener er at fremstå tøvende og ubeslutsom. Ingen vestlig leder styrter ud til tv-kameraerne og siger, at langt den bedste respons på nedslagtningen af hans eller hendes medborgere er ikke at gøre ret meget og derpå vente og se, hvad der sker. Selv de mennesker, som måske er enige i, at dette er den bedste politik, alt taget i betragtning, vil føle sig fristet til at skrige, at lederen fremviser en uvidende svaghed. Ledere bliver betalt af os for at handle! De ramte os? Vi rammer dem! Hvad er så svært ved det?
Nuvel, ja. Men der er et problem.
Præcisionsbombning af ad hoc mål nedbryder og demoraliserer ISIL i et vist omfang. Men den gør ikke meget med hensyn til at takle den primitive, men dragende, ideologiske impuls, som ISIS repræsenterer. Måske opmuntrer den det ligefrem. Plus, at vore samlede erfaringer i Mellemøsten siden 11. september 2001 tyder på, at det at spille barsk ikke nødvendigvis bedrer situationen.
Findes der en mellemting præget af forsigtig modstand? Hvis I derovre ønsker at myrde hinanden på grund af nogle teologiske forskelle, så vil vi ikke aktivt gå imod jer eller blande os til fordel for den ene eller den anden part, sådan som vi senest gjorde det i Libyen. Men vi vil tage skridt til at forsvare vores civilisation imod jer og forsøge at hindre jer i at spredes ved at øge de umiddelbare omkostninger for jer og dem, der støtter jeres afskyelige aktiviteter.
Med andre ord, hvis vi virkelig mener, at ISIL ikke har nogen plads i vort århundrede, så lad os begynde at give denne tanke substans.
- Kundgør, at enhver der slutter sig til ISIL, bliver opført i et hovedregister over mistænkte krigsforbrydere og sandsynligvis vil blive en lovløs uden mulighed for arbejdsansættelse i resten af sit sølle liv.
- Erklær, at under ingen omstændigheder vil en såkaldt stat eller "kalifat" skabt af ISIL nogensinde få adgang til nogen seriøs, international organisation.
- Bekendtgør, at alle vestlige firmaer, som gør forretninger med andre firmaer, der handler med ISIL eller hjælper med dens finansiering, vil stå til voldsom bødestraffe; alle andre firmaer som afsløres i at handle med ISIL eller finansiere dens aktiviteter, vil blive udelukket for altid fra vestlige markeder.
- Diplomatiske og handelsmæssige forbindelser til noget land, der afsløres i direkte at støtte ISIL, vil omgående blive afbrudt. Og så fremdeles.
 En ISIL-talsmand proklamerer organisationens planer om at erobre Israel og Vesten. |
Enhver robust, politisk pakke som denne vil blive gennemført ufuldkomment. Al politik gennemføres med "pragmatiske" (eller kyniske) undtagelser og begrænsninger. Men noget som dette fastlægger i det mindste en seriøs, intellektuel og retorisk ramme, som giver mening for størstedelen af det almindelige verdenssamfund og sandsynligvis vil vinde folkelig støtte over hele det politiske spektrum.
Hovedpointen? Besvar den dristige ISIL-påstand om uundgåelig islamistisk sejr med et klart modbudskab: Nej, I er bare en samling voldelige tabere, I skal ingen steder.
Charles Crawford har fungeret som britisk ambassadør i Sarajevo, Beograd og Warszawa. Han er nu kommunikationskonsulent.