Om få dage vil den israelske premierminister Benjamin Netanyahu tale til den amerikanske kongres for tredje gang. Den eneste anden udenlandske leder, som har nydt dette privilegium, var Winston Churchill. Ligesom Churchill dengang han talte første gang til kongressen i december 1941, løber Netanyahu en risiko.
Churchill risikerede sit liv – han måtte foretage en farlig transatlantisk sørejse ombord på krigsskibet HMS Duke of York over et stormfuldt, ubådsplaget hav. Netanyahu risikerer sit eget politiske liv og sit lands forhold til USA, når man betænker den amerikanske præsidents intense modstand mod hans tale.
Men som Churchill er Netanyahu en kampsoldat og som Churchill en hårdfør, politisk leder, som ikke er bange for at skuldre en sådan risiko, når så meget står på spil. Og i begge tilfælde kunne satsningen ikke være højere, større end deres eget liv, politiske skæbne eller rivaliseringer, og kunne påvirke ikke blot deres egne lande og USA, men hele verden.
 Israels premierminister Benjamin Netanyahu talte til en forsamling i den amerikanske kongres den 24. maj 2011. (Foto: PBS video screenshot) |
Der er nogle slående ligheder i temaet for Churchills tale for næsten 75 år siden og Netanyahus i dag: Formålet med dem begge er intet mindre end en forhindring af en global konflikt.
Churchill, som talte få dage efter det japanske angreb på Pearl Harbor, opsummerede krigens forløb indtil da, men sluttede derefter af med en dramatisk appel til det amerikanske folk om engelsk-amerikansk sammenhold for at forhindre fremtidige konflikter, idet han mindede om, at "to gange inden for en enkelt generation har vi måttet opleve en katastrofe i form af en verdenskrig."
"Skylder vi ikke os selv, vore børn og hele menneskeheden," spurgte han, "at sikre at disse katastrofer ikke opsluger os en tredje gang?"
Netanyahus appel om amerikansk-israelsk sammenhold ved konfrontationen med en ny fare vil ikke være mindre dybtgående eller mindre vidtrækkende. Der er tale om en fare, som måske er endnu større, end Churchill var i stand til at forestille sig i et før-nukleart 1941. Mens Churchill talte om en fremtidig, hidtil ukendt fare, vil Netanyahu fokusere på den klare og aktuelle trussel imod verdensfreden, såfremt Iran får lov til at fremstille kernevåben.
Og ligesom Churchill i 1930'erne er Netanyahu en ensom stemme blandt verdens ledere i dag.
Med jagten på både uranium- og plutoniumspor til bombefremstilling såvel som udviklingen af langtrækkende raketter hersker der ingen tvivl om Irans hensigter. Disse er blevet beskrevet som et nukleart Auschwitz.
Det er Netanyahus pligt at ringe med alarmklokkerne ved en sådan udsigt. Det er Israels overlevelse, der står på spil. Det er Israel, som vil blive nødt til at gennemføre en militær intervention, hvis USA ikke vil. Og det er israelere, der kommer til at dø i en efterfølgende regional konflikt.
Men der er ikke kun tale om en eksistentiel trussel mod Israel – det er en trussel mod andre stater i Mellemøsten og mod os alle. I en tvivlen på vestlig beslutsomhed er Saudi-Arabien, Egypten og Tyrkiet allerede i gang med at investere i udviklingen af deres egen kernevåbenkapacitet.
En aftale, som giver Iran potentiale til at opnå et nukleart gennembrud, vil udløse et mellemøstligt våbenkapløb, som vil øge risikoen for en global atomkrig betydeligt, en risiko som bliver mangedoblet på grund af de regionale regeringers sårbarhed over for at blive væltet af ekstremister.
Irans militære raketprogram, som af uforståelige årsager ligger uden for de igangværende P5+1 forhandlinger, bringer Europa inden for Irans rækkevidde, og fremtidige udviklinger vil udvide Teherans nukleare skudvidde helt til USA. Verdens terrorismesponsor nummer ét, ayatollahernes regime, vil ikke have nogen skrupler ved at forsyne sine stedfortrædende terrorister med kernevåben.
Det er den største trussel, verden står over for i dag. Men alt tyder på, at P5+1-gruppen, drevet af præsident Obamas åbenlyse desperation efter détente med Teheran, allerede har besluttet sig for en vej i retning af 1930'ernes forsoningspolitik, som vil ende med Irans erhvervelse af kernevåben.
Det synspunkt, at en koldkrigsagtig inddæmningspolitik og gensidig afskrækkelse vil kunne afholde dette apokalyptiske, fanatiske regime fra at bruge sine kernevåben, er naivt og farligt. Men de vestlige ledere, som synes at være på tærskelen til at nå en aftale, er ikke naive. I manglen på moralsk styrke til at stå fast over for Iran, oplever de bedrag og forsoningspolitik som den eneste vej ud af dilemmaet.
For at vurdere iranernes hensigter behøver vi ikke blot at henvise til de hyppige iranske trusler f.eks. fra general Hossein Salami, der for nylig, mens forhandlingerne stadig foregår, udtalte følgende: "Så længe USA bliver ved med at bruge den islamiske verden som scene for sin regionale politik, vil alle kræfter i den islamiske verden utvivlsomt blive mobiliseret imod det." I samme interview truede han også Israel: "Selve eksistensen af den zionistiske entitet og dennes kollaps er af afgørende betydning."
Irans besluttethed på at fremkalde den "zionistiske entitets" kollaps med vold kommer hele tiden til udtryk i dets styring og finansiering af væbnede angreb på israelske soldater og civile hjemme og i udlandet via stedfortrædende grupper så som Hizbollah, Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad. Gaza-konflikten sidste sommer blev i høj grad formidlet af iranske penge og våben.
For blot få uger siden arbejdede general i Den Islamiske Revolutionsgarde, Mohammad Allahadi, sammen med førende Hizbollah-ledere om at skabe en ny front på syrisk territorium i Golan, hvorfra man ville udføre angreb imod Israel. Han blev dræbt i et israelsk flyangreb, mens han besøgte sit planlagte operationsområde.
Israel er ikke det eneste mål for iransk vold. Iran har længe opfyldt sine løfter om at mobilisere islamiske styrker imod USA, såvel som England og andre amerikanske allierede. Angreb, som er blevet styret og støttet af Iran, skønnes at have dræbt 1.100 amerikanske soldater i Irak de seneste år. Og Iran har formidlet angreb i Afghanistan, hvor amerikanske, britiske og andre koalitionssoldater er blevet dræbt.
Iran gav direkte støtte til Al Qaeda i forbindelse med angrebene den 11. sep.2001 [9/11] og huser fortsat Al Qaeda-terrorister. Mellem 2010 og 2013 bestilte Teheran eller tillod i det mindste, at tre større terroraktioner imod USA og Europa blev planlagt på iransk jord. Heldigvis blev de alle forpurret. Styringen, støtten og formidlingen til både sunnimuslimske og shiamuslimske terroristgrupper med henblik på planlægning af angreb imod USA og dets allierede fortsætter den dag i dag.
Dette hævngerrige og lunefulde regime må under ingen omstændigheder få lov til at opnå kernevåbenkapacitet, uanset hvilke kortsigtede økonomiske, politiske eller strategiske fordele P5+1 staterne måtte mene, at de selv vil kunne opnå ved en aftale med Teheran.
Allerede før verdens første oplevelse af en kernevåbenbombning i august 1945 forstod både Churchill og Roosevelt farerne ved at lade deres fjender og potentielle fjender opnå en sådan mulighed. Da de allieredes efterretningsvæsen afslørede et nazistisk anlæg til fremstilling af uranium i Oranienburg i det østlige Tyskland, blev dette udslettet med 612 bomber i et enkelt angreb i marts 1945 med 1.506 tons højeksplosiver og 178 tons brandbomber for at forhindre, at det faldt i hænderne på de fremrykkende russiske tropper.
Kun ved at Vesten står fast og afviser enhver aftale, som tillader udvikling af kernevåben, kan man sikre, at en sådan handling ikke i fremtiden bliver nødvendig imod Iran. I sin tale til kongressen i 1941 mindede Churchill det amerikanske folk om, at det fem eller seks år tidligere havde været nemt at forhindre Tyskland i at genopruste uden blodsudgydelser. Men i 1941 var det for sent, og verden blev hyldet i en hidtil uset vold.
Det er ikke for sent at forhindre Iran i at bevæbne sig med kernevåben. Det amerikanske folk, den amerikanske regering og Vesten som helhed bør lytte til Netanyahus klare advarsel mod at indgå en aftale, som tillader det løgnagtige og ondsindede iranske regime at erhverve kernevåben. I stedet bør de sanktioner, som har en chance for at tvinge Teheran til at opgive sine verdenstruende ambitioner, opretholdes og om nødvendigt øges.
Oberst Richard Kemp har brugt det meste af sin 30-årige karriere i den britiske hærs kommando for frontlinjetropper til at nedkæmpe terrorisme og oprør i brændpunkter så som Irak, Balkanlandene, Sydasien og Nordirland. Han var kommandør for britiske styrker i Afghanistan i 2003. Fra 2002 - 2006 stod han i spidsen for det internationale terrorismeteam ved Joint Intelligence Committee under den britiske premierministers kontor.