Egypten begyndte i den forgangne uge at oversvømme smuglertunnellerne langs grænsen til Gaza-striben med vand fra Middelhavet – et skridt som blev fordømt af Hamas og andre palæstinensiske fraktioner som et "foruroligende mareridt."
Den egyptiske hærs skridt er endnu et tegn på, at præsident Abdel Fattah el-Sisi er fast besluttet på at destruere de tunneller, som er blevet benyttet til at smugle våben, mennesker og varer fra Sinai til Gaza-striben og den modsatte vej.
Dette indgreb er også et tegn på, at Sisi er opsat på at følge op på sin militære kampagne imod de islamistiske terrorgrupper, som fører krig mod de egyptiske myndigheder i Sinai. Egypterne er overbeviste om, at Hamas og andre palæstinensiske grupper har ydet hjælp til terrorgrupperne i Sinai.
Siden årets begyndelse er snesevis af egyptiske soldater og politibetjente blevet dræbt i en strøm af terrorangreb udført af islamistiske grupper i Sinai.
Tidligere på ugen kundgjorde Egyptens indenrigsministerium, at nogle terrorister havde skudt og dræbt en egyptisk general i Sinai. I en lignende skudepisode få dage tidligere dræbte en terrorgruppe general Khaled Kamel Osman.
Beslutningen om at pumpe vand ind i smuglertunnellerne menes at udgøre at alvorligt slag, ikke blot for terrorgrupperne i Sinai, men også for Hamas, Islamisk Jihad og andre palæstinensiske fraktioner i Gaza-striben.
At dømme ud fra reaktionen fra de palæstinensiske grupper er det tydeligt, at de befinder sig i en tilstand af hysteri, eftersom de ser deres tunneller bryde sammen en efter en.
I en udtalelse udsendt i Gaza-striben har palæstinensiske grupper, herunder Hamas, fordømt oversvømmelsen af tunnellerne som et "foruroligende mareridt" for palæstinenserne. Fraktionerne har appelleret til de egyptiske myndigheder om at "standse denne foragtelige forbrydelse imod det palæstinensiske folk og deres miljø."
"Det palæstinensiske folk er overrasket over det egyptiske træk, som vil stramme blokaden mod Gaza-striben, ødelægge store områder med landbrugsjord og skade dem, der bor i nærheden af grænsen (til Egypten)," lyder udtalelsen.
I begyndelsen tog Hamas' ledere ikke rapporterne om oversvømmelsen af tunnellerne alvorligt. Nogle af Hamas' ledere troede faktisk i starten, at der var tale om rygter, som skulle skræmme dem og andre palæstinensiske grupper i Gaza-striben.
Men da Hamas-lederne vågnede den 13. september, blot for at opdage at egypterne var begyndt at pumpe vand ind i smuglertunnellerne, kunne de dårligt tro deres egne øjne.
Hamas' talsmand Sami Abu Zuhri udtalte, at hans bevægelse bad egypterne om at holde op med at oversvømme tunnellerne med havvand. "Vi håber, at egypterne vil efterkomme vores krav," sagde Abu Zuhri. "Dette skridt er fuldkommen uacceptabelt og udgør en trussel mod mange familier, som bor langs med grænsen."
Kilder i Gaza-striben bemærkede i denne uge, at det egyptiske træk indtil nu har vist sig effektivt og succesrigt. De sagde, at adskillige tunneller var styrtet sammen, efter at de var blevet oversvømmet med vand.
Det er værd at bemærke, at trods sin ophidselse har Hamas undladt at komme med trusler imod Egypten som reaktion på oversvømmelsen af tunnellerne.
Hamas' reaktion ville have været helt anderledes, hvis det havde været Israel, der havde oversvømmet tunnellerne med vand. Men Hamas ved udmærket godt, at det ikke vil være nogen god idé at komme i karambolage med de egyptiske myndigheder og præsident Sisi.
Gennem de seneste to år har egypterne ødelagt hundredvis af smuglertunneller langs grænsen til Gaza-striben. Alligevel har Hamas ikke turdet iværksætte et terrorangreb mod Egypten.
Hamas foregiver nu at være bekymret over de skader på miljøet, som oversvømmelsen af tunnellerne forårsager. Men sandheden er, at miljøet i Gaza-striben er det sidste, Hamas bekymrer sig om.
Hamas tænkte ikke på skaderne på miljøet eller landbrugsmarkerne, mens dens mænd sendte tusindvis af raketter imod Israel gennem de seneste par år. I virkeligheden benyttede Hamas disse marker, såvel som beboede områder, som affyringsramper for angreb på Israel.
Hamas interesserer sig kun for én ting: at bevare magten i Gaza-striben. De tunneller som nu bliver ødelagt af egypterne, blev af Hamas benyttet til at smugler alle former for våben ind i Gaza-striben. Hamas' krigsherrer menes også at have tjent millioner af dollar på smuglerindustrien gennem de senere år.
Sisis krig mod smuglertunnellerne vil utvivlsomt svække Hamas og andre radikale grupper i Gaza-striben. Den egyptiske præsident bør roses, ikke kritiseres, for sine modige indgreb mod de islamistiske terrorister, såvel i Gaza-striben som i Sinai.
Sisis indgriben vil ikke blot gavne egypterne, men også de mange palæstinensere, som er modstandere af Hamas og de radikale islamistiske grupper. Israel står også til at få gavn af Sisis krig mod Hamas. Ødelæggelsen af tunnellerne betyder færre våben for Hamas til at angribe Israel.
Israel har imidlertid stadig grund til at være bekymret for Hamas' planer og hensigter.
Samtidig med at Sisi har travlt med at oversvømme tunnellerne ved grænsen til Egypten, graver Hamas fortsat nye på grænsen mellem Gaza-striben og Israel.
Det er heller ingen hemmelighed, at det er lykkedes Hamas at genopføre mange af de terrortunneller, som blev brugt til at sende bevæbnede mænd ind i Israel under sidste års militære konfrontation mellem de to parter. Hamas har planer om at bruge disse tunneller i fremtiden til at sende sine folk ind for at dræbe så mange israelere som muligt.
Israelerne har hidtil overvåget situationen tæt og har afholdt sig fra at angribe tunnellerne. Det skyldes, at Israel er opsat på at opretholde den uofficielle våbenhvile med Hamas, som blev indgået i kølvandet på krigen sidste år, kendt som Operation Protective Edge.
Der er ikke meget Israel kan gøre på dette tidspunkt ud over at håbe, at Sisi vil fortsætte sine foranstaltninger for at undergrave Hamas. Ethvert forsøg fra Israels side på at oversvømme en af Hamas' tunneller ville sandsynligvis udløse et internationalt ramaskrig og fordømmelser fra FN. Desuden ville sådan et skridt fra Israels side formentlig udløse en voldsom reaktion fra Hamas – en reaktion som kunne føre til endnu en krig.
Når egypterne ødelægger en Hamas-tunnel, kaldes det for "krig mod terrorisme." Men når Israel ødelægger en tunnel, bliver det fordømt som en "aggressiv handling." Denne moralske slingren er grunden til, at det er vigtigt for det internationale samfund at bakke op om Sisis uforsonlige krig mod den radikale islam. Uden en sådan opbakning vil islamisterne fortsat udgøre en alvorlig trussel, ikke kun mod Israel, men også mod de mange arabere og muslimer, som er modstandere af Hamas, Islamisk Stat og Islamisk Jihad.